Transideologiens fremmarch gør to grupper til sikre vindere. Den, der ønsker feminister ad helvede til, og den, der ønsker homoseksuelle ad helvede til. Tilbage står spørgsmålet om de transkønnede også ender som vindere eller det modsatte.
Splittelsen, som postulatet ”transkvinder er kvinder”, skaber feminister imellem, er den største gave anti-feminister i ind- og udlandet kunne ønske sig. Endnu en gave er, at der i transideologien sig selv ligger en slags promovering af gamle kønsstereotyper over for børn og unge. Drengepige, der ikke passer ind? “Du kan jo være født i det forkerte køns krop?”
Især teenagepigernes kønsskifte splitter feminister. Én gruppe ser valget af drengerollen som vejen til ”det autentiske liv”. En anden gruppe ser det som pigernes flugt fra, hvad de ser som en snæver, uønsket kvindekønsrolle eller andet, svært håndterligt.
Splittelserne går igen i de etablerede kvindeorganisationer, og deres valg blev, at køn er en følelse, ikke biologi, og derfor skal kvinders rettigheder også være transkvinders, altså mænds, menneskeret. Sært, taget i betragtning af, at netop mænd nødvendiggjorde, at kvinder fik særskilte rettigheder i beskyttelsesøjemed og egen sportskategori.
Begge politiske fløje gnækker fornøjet
Anti-feministerne, der nu gnækker så fornøjet over splittelsen, kommer fra begge politiske fløje. Der er højrefløjsmennesker, der ikke klarer ”besværlige kvinder”, og på venstrefløjen ses også kvinder og mænd, for hvem mænd stadig rangerer højest, om de bærer bukser eller kjoler.
LGB’erne oplever også intern splittelse, altså de lesbiske, de homoseksuelle mænd og de biseksuelle. Den kritik af deres seksuelle præference, de desværre stadig udsættes for udefra, høres nu også i vist omfang indefra - fra deres LGBT+organisation.
LGB’erne klandres for at have ”genitale præferencer”, og en penis anses af visse for også at være et kvindeligt kønsorgan. Især lesbiske er blevet beskyldt for at være transfobiske, også selv om de bare ønsker et kun-for-lesbiske-space, altså uden mænd.
Splittelsen hos LGBT+ skyldes dog også frygten for, hvad der kaldes ”Trans the gay away” altså en slags omvendelse væk fra homoseksualitet. Blandt unge mænd, der har fortrudt kønsskiftet, var flere homoseksuelle, der som teenagere havde svært ved at forlige sig med det.
Gentagelse af rødstrømpernes fejl
Resten af denne artikel gælder dog især splittelsen feminister imellem, for det er den, der plager mig, en tudsegammel feminist, allermest.
Jeg var næsten 30 år, før kvinders kamp for retten til sikker abort, lykkedes. Nogenlunde samtidigt oplevede jeg selv den skade, som en splittelse blandt feminister forårsager. Rødstrømpebevægelsen blev kuppet af kvinder på den ydre venstrefløj, intolerante over alle, der ikke var ”rettroende”. Senere kollapsede rødstrømperne, men intolerancen blev aldrig glemt, heller ikke af mændene.
Jeg har siden oplevet flere kvindegrupper kollapse, men hvad der er gang i nu, synes som en direkte gentagelse af, hvad der skete i 70’erne, men med endnu større konsekvenser. Fordømmelsen af de kvinder, der kæmper imod undermineringen af kvinders rettigheder, kommer som skidt fra en spædekalv, til tider ledsaget af forsøg på at berøve disse deres levebrød.
De etablerede kvindeorganisationer svigter kvinderne, der er kritiske over for kønsidentitets-troen (gender criticals) - altså de kvinder, der mener, der er to køn, og at ingen følelse kan gøre en mand til en kvinde. Organisationerne er ikke ene om svigtet, for det går igen hos mange politikere og i pressen, så også derfor må der nye kvindeorganisationer til.
UK’s nye stærke kvindeorganisationer
I Storbritannien, hvor transideologien har fejret enorme succeser på politisk niveau, fagforeningsmæssigt og i HR-afdelinger, opstod organisationen Sex Matters (biologisk køn betyder noget), og før den kom kvindegruppen, For Women Scotland.
Begge organisationer rykker. Med lokumskolde fakta har de gjort en forskel i en debat, hvor alene holdninger – følelser - havde talt, og hvor enhver kritik blev udlagt som had. LGB Alliance, stiftet af to lesbiske kvinder, er også kommet til som modvægt til transpresset i LGBT+organisationer.
Herhjemme? Dansk Regnbueråd er blevet den danske gren af LBG Alliance, men endnu findes ingen formel kvindeorganisation, kun spredte kræfter.
De, der ikke burde have svigtet, er blandt andre Dansk Kvindesamfund, Kvinfo og Kvinderådet, som er en vigtig paraplyorganisation for knapt 50 kvindegrupper i fagforeninger, partier, kulturverdenen.
Alle anerkender transkvinden, altså manden, som kvinde. Alle kaster kvinders kønsbaserede rettigheder under bussen.
Kvinfo og Kvinderådet har ellers en stemme, magt og økonomi, der kunne være brugt til at forsvare rettighederne til egne-sfærer for kvinder. Det har Dansk Kvindesamfund (DKS) i langt mindre omfang, afhængig, som den, er af frivillige. Spørgsmålet er derfor, hvor meget er det er rimeligt at klandre DKS for.
Men inden jeg uddyber spørgsmålet, så en ”varedeklaration”: Jeg trak mig som medlem 2021, fordi Dansk Kvindesamfunds daværende ledelse lod transaktivistiske medlemmer presse sig til at tage afstand til mig. (Den historie kan læses i slutningen af min artikel hos POV International om hetzen mod kritiske kvinder).
Men Dansk Kvindesamfund er ifølge CVR-registret en lilleput med et sekretariat på kun 5-6 ansatte, næsten alle deltidsansatte. Den er ikke på finansloven, og den har ikke et læs magtfulde donorer i ryggen.
På den rene translobbys side ses først og fremmest partiet Enhedslisten, men også SF, Socialdemokratiet og De Radikale, foruden den store organisation LGBT+ Danmark. Sidstnævnte har jævnfør CVR-registret omkring 30 ansatte, næsten alle fuldtids. Organisationen står på finansloven, favoriseres også med andre offentlige bevillinger, med kontingenter fra virksomhedsmedlemmer, med velvilje fra store fonde m.v.
Andre, mindre organisationer, kræver også drenge og mænd anerkendt som piger og kvinder, heriblandt Foreningen til støtte for transkønnede børn, hvis publikationer og videoer støttes af offentlige midler, samt Dansk Mandesamfund, der også har en stemme i pressen.
Den afhængighed, som Dansk Kvindesamfund har af de frivillige, af menigmedlemmerne, har bidraget til en Catch22-situation. Det koster, uanset hvilken holdning til transideologien, der satses på.
Mange unge feminister - dem, der skal føre fanen videre - skrider, hvis DKS ikke anerkender transkvinder som kvinder. For de unge gælder den intersektionelle kamp, altså den med størst hensyn til for dem, der kan fylde flest ruder på, hvad der kan ses som en slags banko-plade for offerstatus. Hvide kvinder fx er privilegerede, men en hvid mand, der mener sig være kvinde, kan næsten råbe banko. Han opfattes som en trængt minoritet, der tilmed er mere udsat end kvinder, hvilket der ikke er faktuelt belæg for.
Jeg formoder så, at en del modne medlemmer har erfaret, i hvilket omfang kvinders vilkår også påvirkes af deres biologi. De ældre feminister kender desuden til prisen for splittelse kvinder imellem og er bevidste om, hvor let de hårdt tilkæmpede rettigheder kan rulles tilbage. For ældre tæller nok også, at Dansk Kvindesamfund har ”en plads ved bordet” fx ved høringer af relevans for kvinders vilkår, og den plads kan ikke undværes, og da slet ikke siden Kvinfo ændrede sit fokus på kvinder til “køn”.
Udefra at se, synes magtfordelingen i Dansk Kvindesamfund dog at tippe mod det intersektionelle. På medlemslandsmødet i april 2025 blev formålsparagraffen således ændret fra, at man arbejder for ligestilling og lige værd ”mellem kvinder og mænd”, til ”mellem kvinder og andre køn”.
Hos DKS er holdningen i dag følgende: ”Vi bliver nødt til at kunne snakke og samarbejde med alle der kæmper for ligestilling”. Sådan svarede forkvinden Louise Vinther Als, mig pr. mail, efter jeg for nylig havde klandret organisationen for at svigte kvinder (mere om den sag om lidt).
Jeg har tidligere mødtes med både Vinther Als og endnu tidligere med hendes forgænger for at drøfte, hvad jeg så som svigt, styret af transaktivisme, men jeg undlod i sidste ende alligevel at skrive begge gange. Jeg blev bibragt opfattelsen, at kræfterne i praksis især bruges på den såre relevante kvindekamp, og da Dansk Kvindesamfund i forvejen er en populær skydeskive for anti-feminister, ville jeg ikke kaste benzin på bålet.
Valget af 8. marts-signalet splitter
”Vi kommer ikke til at vælge side,” lyder det også i mailen fra Louise Vinther Als. Ifølge hende bør feminister arbejde sammen på tværs af bølger og mærkesager. ”Når feminister bekriger hinanden er det kun patriarkatet der sejrer.”
Paradoksalt nok blev min mail til hende udløst af noget, der kun kan udlægges som indbyrdes bekrigen. Det gælder valget, som Dansk Kvindesamfund tog forud for den 8. marts 2026, kvindernes kampdag, nemlig valget af en designer til årets T-shirt. Det faldt på den dygtige designer og illustrator, Sofie Riise Nord.
Hun er en skarp feministisk observatør, men feminister, der vil bevare eget køns rettigheder, står ikke i høj kurs hos hende. Det fremgår af indlægget på Riise Nors Instagram-konto, da hun præsenterede sin T-shirt, inspireret af hendes smukke digt om Søstersind – om at favne alle.
”Suk… for nyligt så jeg en video med en ung kvinde, der var “den type feminist, der ikke mener, at man kan skifte køn” …”
Senere i teksten fulgte følgende: ”Transpersoner truer ikke den feministiske kamp, men en nyreligiøs højredrejning truer transpersoner verden over”.
Det er noget af et svirp mod kritiske feminister, hvoraf de fleste såmænd er fra venstrefløjen. De kæmpede i årtier før Trump og ligesindede i Europa begyndte at udnytte transsagen som det perfekte valgflæsk overfor borgere, der mener, der er to køn, og overfor dem, der ikke gider alt det ”woke lort”.
Og Dansk Kvindesamfunds T-shirt var på ryggen prydet med ansigtet på, hvad designeren udtrykker er et ikon for feministisk aktivisme. En del feminister vil været uenig med hende.
Portrættet er af en mand, der kaldte sig selv gay (homoseksuel). Sort, dragqueen, cross-dress’er, prostitueret, misbruger. Det selvvalgte navn er Marsha P Johnson, og personen er heltindegjort i LGBT+miljøet. Jeg kan kun have sympati for personen, der fremhæves for sin store hjælpsomhed i LGBT+sammenhæng, men heltindegørelsen sker ud fra historisk bestridte forhold.
”Det er kvinder som Marsha, med hendes kampånd, vi alle står på skuldrene af”, lød det fra Sofie Riise Nors på egen profil.
Hm. Alle kvinder står på skuldrene af kvinder som Mathilde Fibiger, Emmeline Pankhurst, Susan B. Anthony og alle de andre, hvis langvarige, svære kamp for kvinder kom med en høj pris. Deres karakter blev beklækket. Nogle suffragetter fik varige alvorlige skader eller døde senere af svækkelser efter sultestrejker og tvangsfodring i fængsler. Nogle suffragetter mistede deres børn på kampen, idet fædre havde forældreretten.
Men Dansk Kvindesamfund er ”utroligt glade for og stolte af resultatet og samarbejdet,” skriver Louise Vinther Als, der også oplyser følgende: ”Vi samarbejder med forskellige kunstnere, og når vi gør det så er det en præmis at kunstnerne skal have lov til at udtrykke sig på egne præmisser.”
Når missionen bliver mændenes
Et anbefalelsesværdigt princip, men altså et bevidst valg af en aktør, der splitter feminister. Riise Nord havde ifølge sin Insta-profil stillet det som krav for sit ja til opgaven at kunne inkludere transkvinder designet af 8. marts T-shirten.
Den transaktivistiske reducering af kvinder er imidlertid set før fra DKS’ side, for eksempel 2022, hvor transaktivismen kørte på højeste blus i organisationen. Det var i et Instagram-opslag vedrørende ansøgninger til relativt små legater, øremærket kvinder. Teksten var følgende: ”Legaterne gives først og fremmest til non-binære, transkvinder og cis-kvinder.”
Legaterne var altså også til mænd, der identificerede sig som kvinde eller nonbinær, samt dog til kvinder, der blev påduttet betegnelsen cis for ikke at være trans.
I hvor høj grad Dansk Kvindesamfund i 2022 var kapret af intersektionalismen fremgik også af, at man på Instagram støttede Hizb ut-Tahrir i en kampagne for muslimske piger og kvinder pligt til at bære tørklæde. Det opslag blev dog taget ned og undskyldt.
Siden har Dansk Kvindesamfund udadtil besindet sig noget, og den nuværende forkvinde, der blev valgt i 2023, påpeger i sin mail til mig, at organisationens fire strategiske indsatsområder i høj grad har fokus på vigtige kvindeområder.
Fokusset er på det evige problem med mænds vold mod kvinder, den manglende ligeløn samt behovet for at inddrage unge i kvindesagen. Desuden gælder det kvinders sundhed, nødvendiggjort af, at kvinder ikke har været prioriteret så højt i lægevidenskaben som mænd, så der mangler blandt andet viden på specialerne, der er kvindespecifikke.
Den påfaldende radiotavshed
Klart står det dog, at det transaktivistiske hensyn har udløst tavshed hos DKS. Hændelser, der nærmest burde give en ytringspligt for en kvindeorganisation kommenteres ikke.
Dansk Kvindesamfund var tavs, da en mand med to grove voldtægtsdomme i bagagen og et juridisk kønsskifte, krævede at blive flyttet til kvindefængslet.
Kvindesamfundet har ikke udtrykt bekymring for, eller krævet afklaring af, hvorfor 75 procent af alle under 18 år, der kom i kønsskiftebehandling, var piger i teenagealderen, der ville væk fra deres køn ved hjælp af testosteron og bortoperation af bryster.
Tavshed hersker også vedrørende de forsøg på knægtelse af ytringsfriheden, der sker når misogyne transkvinders anlægger sag mod kvinder, der kalder en spade for en spade, og ham for en mand. Transkvinder har tilkendegivet, at alene processen er så hård en straf, så den får andre kvinder til at tie.
Der blev heller ikke råbt gevalt, da de to idrætsforbund DIF og DBU anbefalede deres klubber at inkludere drenge og mænd hos piger og kvinder, hvis de hankønnede ønskede det. De kvindelige medlemmer i DIF og DBU var ikke blevet spurgt.
Hvad der måske kan undre mest er dog, at Dansk Kvindesamfund er åben for, at en transkvinde, altså en mand, kan få ophold på organisationens krisecentre for voldsramte kvinder. Så vidt vides blev de voldsramte kvinder på krisecentrene aldrig spurgt, om det var o.k. for dem at få en mandekrop tæt på efter en eller flere traumatiske oplevelser rettet mod dem og/eller deres børn.
Så en mand kan tage en plads fra en kvinde, selv om LGBT+ Danmark har eget krisecenter i samarbejde med selskabet Forenede Care, og selv om Mandecentret har krisecentre for mænd.
Endelig fremgår kvindesamfundets tavse linje af, at organisationens blad Kvinder & Samfund holder kønsidentitets-kritiske kvinder helt væk fra spalterne. Et signal til alle medlemmerne.
Risikoen for shitstorme
Opremsningen skal imidlertid ikke kun tages som et angreb på Dansk Kvindesamfund, men også som et delvist forsvar for, at organisationen valgte det transideologiske synspunkt, altså at mænd er kvinder, hvis de siger, de er det .
Havde DKS ikke gjort det, ville den være lagt ned af internt pres, udmeldelser og eksternt pres. At skulle bruge alle de kræfter, der skal til at håndtere shitstormene, som transaktivister vanen tro foranlediger, ville lamme arbejdet med kvindesagen.
Dansk Kvindesamfund (DKS) svigter altså én kvindesag, den om mænds underminering af kvinders kønsbaserede rettigheder, men arbejdet med denne artikel fik mig til at overveje, om jeg ikke selv - med min udmelding - svigtede de mange kvindesager, som organisationen forsøger at løfte.
Styrk kampen og meld dig ind i DKS
Jeg er bange for det. Også derfor har jeg netop meldt mig ind igen, og jeg vil anbefale ligesindede kvinder og mænd at gøre det samme. Så må vi se, om det skulle blive muligt at få feminister med forskellig holdning til den ene sag til at arbejde ”sammen på tværs af bølger og mærkesager”, som Louise Vinther Als udtrykte det.
Vi har brug for en så stærk kvindeorganisation som muligt i disse tider, hvor en undersøgelse fra Trygfonden også viser, at mens hver femte mand mener, at ligestillingen er gået for vidt, mener kun 25 procent af kvinderne, at ligestilling er opnået eller gået for vidt. Det udgør et kraftigt fald siden 2015, hvor tallet var 45 procent af kvinderne.
Splittelsen blandt feminister gør ikke situationen bedre, tværtimod.
I udlandet ses i øvrigt begyndende erkendelse i transmiljøet af, at den hidtidige vej med fordømmelse, trusler og cancelling har kostet - også for hele LGBT+gruppen. For eksempel viste en nylig Gallup i USA, at både støtten til ægteskaber mellem to af samme køn og støtten til kønsskifte er faldet. I UK, der minder mere om Danmark, viste en YouGov-undersøgelse i 2025 en voksende skepsis over for alt, der kaldes transrettigheder, selv blandt unge.
Herhjemme har en undersøgelse foretaget for Berlingske vist at fire ud af fem borgere er imod mandekroppe i kvindesport, og der er ikke flertal for at sænke lavalderen for juridisk kønsskifte fra de 18 år, den er på i dag. Der savnes så fortsat bredere undersøgelser i Danmark.
Kvindeorganisationer risikerer at stå tilbage som værende helt ude af trit med holdningen hos kvinder og den øvrige befolkningen, og så kommer bagslaget også for kvindesagen.
Jeg håber imidlertid, at der Dansk Kvindesamfunds regi kan skabes en indbyrdes accept af retten til at mene forskelligt om mænd som kvinder, så vi sammen kan løfte arbejdet mod vold mod kvinder, for kvinders sundhed, for ligeløn og andet presserende, der måtte vise sig.
Så skal der bare oprettes en ny forening til enkeltsagen, altså at få kvinders kønsbaserede rettigheder til kun-for-kvinder-sfærer tilbage.
Men bare og bare. Ting hænger jo sammen.
Gå ikke glip af kommende nyheder og arrangementer.
Abonnér og modtag vores artikler gratis, direkte i din indbakke.
PS: Fik du læst, hvad der skete, da en folkekær dansk kvindelig forfatter nævnte ordet Terf blandt de mange skældsord for kvinder? Ordet bruges flittigt af transaktivister om kritiske kvinder. Artiklen illustrerer, hvor lidt der skal til for at udløse stor harme i transmiljøet, og den kan du finde her.
Vi mangler en dansk udgave af JK Rowling