Flere unge siger stop for kønsskiftebehandling, men Rigshospitalet ved ikke hvorfor
Unge piger siger i langt højere grad stop for kønsskiftebehandlingen end de voksne, der blev behandlet tidlige. Det viser norsk og finsk forskning, men også Rigshospitalet oplyser at flere stopper.
Artiklen blev bragt første gang på POV.international d. 29. maj 2025
Antallet af unge, der siger stop for videre kønsskiftebehandling, er stigende. Det fremgår blandt andet af ny forskning fra Norge og Finland, men der er ingen entydighed i resultaterne. Faktisk aner ingen hvor stor en andel unge og voksne, der fortryder eller ophører med behandling af andre årsager. I spanske forskeres sammenfatning af undersøgelser, ses således tal fra nul procent helt op til 30 procent.
I Danmark foreligger ingen forskning. Rigshospitalet har blot oplyst, at et stigende antal ophører. Det fremgik af hospitalets høringssvar vedrørende Sundhedsstyrelsens nye vejledning for kønsskiftebehandling. Rigshospitalet har ansvaret for at behandle alle under 18 år, men er også et af de tre centre for behandling af voksne.
Hospitalet ønsker, at Sundhedsstyrelsen skal tilføje et særligt afsnit om dem, der ophører med behandling. Begrundelsen lyder således ”idet vi som forventet ser flere som ønsker detransition [retur til det biologiske køn, red.] eller stop af behandling. Det bør fremgå klart, hvilken behandling der kan tilbydes i sådanne tilfælde”.
Fra voksencentret i Aalborg blev ellers – kort tid før høringssvaret – oplyst, at under én procent fortryder. Bag det tal står cheflæge Astrid Højgaard, Center for Kønsidentitet (CfK) ved Aalborg Universitet. Tallet fremgår af et indlæg fra cheflægens side i Bibliotek for læger, der er ”Lægeforeningens kvartalstidskrift for sundhedens historie, kultur og etik.”
Forskning mangler
Trods gentagne forespørgsler har det ikke været muligt at få Rigshospitalet til at oplyse, hvilke data der ligger til grund for oplysningen om, at flere som forventet ophører kønsskiftebehandling, der ligger til grund for udsagnet i høringssvaret til Sundhedsstyrelsenforventet”, ej heller om hvad unge giver som årsag til stoppet.
To nøglepersoner vedrørende unges kønsskiftebehandling, overlæge Mette Evers Haahr fra Sexologisk Klinik (modtager dem under 18 år) samt professor Katharina Maria Main, Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion, har begge fravalgt at svare.
Pressekonsulent Allan Bjerreskov, Region Hovedstadens Psykiatri, begrunder det pr mail med, at der gå vil flere år, før spørgsmålene kan besvares, da forskningen først for nylig er indledt. Men Rigshospitalet har også fravalgt at oplyse, hvor mange under 18 år, der til dato har været i kønsskiftebehandling.
Hospitalets krav til Sundhedsstyrelsen om udførlig omtale vedrørende hjælpen til dem, der siger stop, kan skyldes, at ophøret med det modsatte køns hormoner giver et nyt problem for kroppen. I forvejen har testosteron, der virker maskuliniserende for kvindekroppen, skadet kvindekroppen irreversibelt, ligesom mandekroppen skades af det feminiserende østrogen. Ødelagt væv, øget risiko for blodpropper, kræft og infertilitet ses blandt bivirkningerne. Også de, der ophørte med behandlingen, har derfor brug for fortsat hjælp.
Kirurgien kan heller ikke omgøres, og dertil kommer, at den unge, der fortryder eller af anden årsag stopper, kan være dybt deprimeret, belastet af viden om de varige ændringer og skader samt belastet af at ændre kurs væk fra, hvad pågældende længe troede på var vejen til et lykkeligere liv.
Rigshospitalet er dog ikke ene om i høringssvarene til Sundhedsstyrelsen at ønske større fokus på detransition. Blandt de andre er Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og Autisme og Aspersforeningen – unge inden for autismespektret er stærkt overrepræsenteret blandt kønsskiftebehandlede.
En forklaring på Rigshospitalets manglende lyst til at løfte lidt af sløret for, hvorfor unge siger stop, kan være, at kønsskifte for den aldersgruppe er et af de mest polariserede debatemner i nyere tid. Det ene yderpunkt i den giftige debat om kønsskiftet udgøres af dem, der er overbeviste om, at man kan være født i den forkerte krop, og som afviser alt, der sår tvivl om kønsskiftebehandlingens positive sider. Det andet yderpunkt ses især fra højlydte dele af højrefløjen.
Overlæge anbefaler stop for børns kønsskift
En af de eneste i behandlingssystemet, der har vovet at stå frem i den offentlige debat, er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, overlæge Lasse Sørensen. Foreholdt at forskning viser, at flere siger stop, men også viser, at den store majoritet af unge for nuværende forsætter med behandlingen, er hans kommentar, at man ikke deraf alene kan konkludere, at de får gavn af behandlingen.
“Psykologisk set kan man ikke udelukke at folk skaber et narrativ, en fortælling, der retfærdiggør deres tidligere valg, særligt ved irreversible indgreb. Det kan eventuelt ses som en psykologisk tilpasningsstrategi,” siger overlægen.
Lasse Sørensen anbefaler et stop for behandlingen af alle under 25 år. Det begrunder han med usikkerheden om gavn og skader på langt sigt og med de stigende tal for detransition og fortrydelse.
Et stort problem er ifølge overlægen også, at ingen evner med sikkerhed at afgøre, hvilke børn og unge, der vil have en vedvarende følelse af at være ”født i det forkerte køns krop”, altså en stabil trans-identitet. Den usikkerhed fremgik også af den hidtil mest omfattende gennemgang af forskning og erfaringer på området, The Cass Review, offentliggjort i april 2024.
Boom i teenage-kønsskifter
Unge midt i teenagealderens, sårbare grundet ommøblering af krop og sind, har siden omkring 2015 udgjort den store majoritet af henviste til kønsskifteklinikker. Fra da af skete der i Vesten en nærmest eksplosiv stigning i antallet unge, der ville væk fra deres køn, og det var især pigerne.
Generelt set, på tværs af lande, udgør pigerne 65-75 procent af de unge med kønsubehag. Flertallet af alle de unge, har en eller flere psykiatriske diagnoser, og mange kæmper med uro over at være tiltrukket af eget køn.
Ej repræsentativ forskning
Når der hævdes, at kun omkring én procent fortryder kønsskiftet, sker det oftest med henvisning til forskning, der ikke længere er repræsentativ. Tidligere skiftede ganske få personer, og det var især voksne mænd. For eksempel har den metaanalyse af 27 studier, som cheflægen i Aalborg, Astrid Højgaard, blandt andet henviser til, følgende svagheder:
67 procent af de behandlede, var mænd, der vil være kvinder, men de sidste ti år har teenagepiger, der vil skifte køn, domineret.
Kun personer, der har undergået kirurgi, er inkluderet, men nyere forskning viser, at mange stopper før kirurgien.
Kun seks af de 27 studier er gennemført efter 2015, hvor kønsskifteønsker blandt teenagere tog fart.
Der ses dog også nyere ikke-repræsentativ forskning, der citeres for særdeles lav fortrydelse. I ét studie spurgte forskerne for eksempel kun dem, der stadig identificerede sig som trans – som det modsatte køn eller såkaldt non-binær – om de fortrød kønsskiftet.
Visse studier er desuden påvirket af, at der følges op for tidligt – mens den unge stadig er i en slags honeymoon-fase med sit kønsskifte, glad for at føle sig som noget helt specielt og fascineret af tegnene på kroppens ændringer. Ifølge The Cass Review indtræffer fortrydelse typisk først fem til ti år efter behandlingens start.
Men forskning Norge og Finland, publiceret i 2024, giver så småt et reelt indblik i, hvad der sker i relation til netop teenagerne.
Hver 10. pige sagde stop
Det er pigerne, der oftest siger stop til videre behandling. Væsentligt er også, at pigerne gør det tidligere end de personer, som de gamle fortrydelsestal kom fra.
I Norge gælder forskningen de børn og unge, der blev henvist til Oslo Universitetsykehus’s kønsskifteklinik i perioden 2000 til og med 2020. Ved udgangen af 2023, hvor opfølgningen sluttede, var 10 procent af de piger, der i 2018 kom på kønsskiftemedicin, stoppet. Men andelen, der ophørte, skiftede over tid og gennemsnittet for hele perioden var nede på godt to procent.
Forskningen omfattede 1.258 personer, der gennemsnitligt var godt 14 år, da de blev henvist. 65 procent af de henviste havde en eller flere psykiatriske diagnoser.
Af de 783 unge, der fik behandling, valgte 45 pct. af pigerne at få bortopereret brysterne, mens 22 pct. af drengene fik brystimplantater. Godt 20 pct. af alle fik også ”indre genitial kirurgi”, hvilket kan dække bortoperation af testikler henholdsvis livmoder og muligvis også æggestokkene.
Alle, der sagde stop, var piger, der var kommet til i det seneste årti. Flest vendte tilbage til deres biologiske køn, nogle var tilfredse med de opnåede ændringer, og nogle standsede ud fra fertilitets-overvejelser.
Men de norske tal omfatter ikke alle unge, der har undergået behandling. Klinikken er kritiseret for at være for restriktiv, og mange afviste har fået behandling andre steder i Norge, også i omdiskuteret privat regi.
Knapt otte procent i Finland
De norske forskere er derfor i tvivl om, hvorvidt deres relativt lave tal holder. De henviser til finsk forskning fra 2024, der viser, at gennemsnitligt 7,9 procent af i alt 1.350 af samtlige behandlede, unge som voksne, ophørte. Det finske datagrundlag er i modsætning til det norske komplet for samtlige behandlinger i landet fra 1996 til 2019.
Det er teenagerne, der kom sent til i perioden, som især trækker gennemsnittet for ophør op. Sandsynligheden for, at de sent tilkommende sagde stop, er næsten tre gange større end for dem, der kom til i de første ni år, altså fra 1996.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til den norske og den finske forskning fra overlæge Mette Ewers Haahr, Rigshospitalet. Klinikken er i øvrigt lige som den norske for børn og unge set kritiseret for at være for restriktiv i udredningen af, hvem der sættes i behandling. Det kan give en formodning om færre fejlbehandlinger i herhjemme.
Uden for Norden ses imidlertid langt højere tal for ophør med behandling. Et nyere, større amerikansk studie, gældende 952 unge og voksne, viste for eksempel at gennemsnitligt 30 procent ophørte med medicineringen efter fire år. Den målte periode er 2009-2018. I USA er barren for behandling dog visse steder ekstremt lav, og det forhold fremhæves af de finske forskere som en forklaring på, at ”kun” 7,9 procent sagde stop i Finland.
Den finske forskning tager udgangspunkt i medicinregistret – i et tjek af, hvornår den unge helt ophører med at rekvirere medicinen. Det kan være en langt mere solid indikator for ophør, end den opfølgning via spørgeskemaer, som behandlingsklinikker har stået for. Her ses ofte, at en stor andel af de behandlede undlader at svare. I et ældre stort studie fra Nederlandene (1972-2015), publiceret i 2018, fravalgte fx godt en tredjedel at svare. Selv et frafald på 15-20 procent ved en opfølgning kan anses problematisk for kvaliteten af et studie.
Føler sig svigtet
Et konkret studie, der omfatter 100 detransitioners og blev offentliggjort i 2021, viste, at 76 pct. af de adspurgte undlod at informere klinikken om, at de ikke længere tog hormonerne. Tavsheden begrunder de fleste med, at de følte sig svigtet af de behandlere, der satte dem på medicinering.
I dette studie, hvor hver person kan angive flere årsager til stoppet, bruges ordet detransition som en paraplydefintion for dem, der ophører uanset årsag. 60 procent stoppede, fordi de havde forliget sig med deres biologiske køn. For ca. 50 procent talte bekymringer over mulige komplikationer ved behandlingen for beslutningen. Knapt 40 procent havde fundet ud af, at deres biologisk køn ikke havde været problemet, men andet, såsom psykiske problemer eller et traume efter et overgreb, og hos 20 procent var det uroen over at føle sig tiltrukket af eget køn eller homofobia, der havde ledt til det kønsskifte, de nu havde sat en stopper for. Godt 20 procent angav chikane som årsag til ophør.
Værd at vide om fortrydelse er imidlertid, at sættes de unge ikke i gang med kønsskiftebehandling gror omkring 80 procent fra kønsubehaget. Det viser flere studier, senest i et nyere omfattende fra Nederlandene, publiceret i 2024.
Den viden prioriterer Sundhedsstyrelsen ikke i sin kommende vejledning til det sundhedsfaglige personale, ej heller at et stigende antal unge vælger at stoppe med behandlingen. Både børnelægernes organisation, Dansk Pædiatrisk Selskab, og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab påpeger desuden i deres høringsvar, at Sundhedsstyrelsen ikke har dokumentation for visse påstande, herunder for plusser ved behandling og minusser ved ikke at behandle.
At styrelsen ikke har kunnet gøre det, skyldes at kønsskiftebehandling af de unge stadig er på et eksperimentelt stade. Der foreligger ikke nok videnskabelig evidens for, at behandlingen gør mere gavn end skade på langt sigt. Der er heller ikke god evidens for en gavnlig effekt hos børn, hvor kønsubehaget er startet meget tidligt.
Tys-tys om uønsket resultat
Et problem er desuden, at uønsket viden straks skydes ned eller undertrykkes. New York Times afslørede fx for et halvt år siden, at resultatet af et stort studie vedrørende pubertetsstoppere blev holdt skjult i flere år. De såkaldte stophormoner førte ikke til at den unge fik det bedre psykisk. De hjalp ikke på depressionen, de afværgede ikke risikoen for selvmord og selvskade. Det har ellers altid været hævdet, også over for forældre.
Den ansvarlige for det amerikanske forskningsprojekt, lægen Johanna Olson-Kennedy, har begrundet hemmeligholdelsen med en frygt for, at resultatet ville blive misbrugt politisk. Lægen, der er en indflydelsesrig aktør på området, valgte altså at skjule resultatet for behandlere, de unge og deres forældre.
Samme frygt for politisk misbrug af resultater, er set udtrykt af visse af de forskere, der har sat fokus på detransition. Men at lægge låg på problemstillingen er et svigt, lige så at negligere den, mener to af de markante, nutidige forskere på området, canadieren Kinnon MacKinnon og spanieren Pablo Expósito-Campos. De klandrer både akademia og andre for at gøre det. De to forskere og kolleger fortæller om holdningen til forskningen og egen forskning i deres nyhedsbrev ”One Percent”.
Navnevalget, One Percent, skal ses som en afvisning af påstanden om, at kun én procent fortryder. Det lille tal bruges ifølge de to forskere i dag som argument for, at detransition er så lille et problem, at det hverken er en diskussion eller forskning værd.