Hvem er bange for kønsforskellen? En kritik af Judith Butlers bog 'Hvem er bange for køn?'
Centralt bag idéen om køn som værende performativt og ikke biologisk står filosoffen Judith Butler, der har fået rockstjernestatus blandt sympatisører. Hendes nye bog modtager her et kritisk blik.
Af Kirsten Hyldgaard, ph.d.
Lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet
Det er god gammeldags sexisme at individualisere og sygeliggøre kvinders utryghed og krav, hvilket filosoffen Judith Butler gør i sin seneste bog, “Hvem er bange for køn?”, udgivet i 2024.[1]
De kvinder, der, som jeg, protesterer over inklusion af mænd i kvinders sportsrækker og over at skulle dele offentlige omklædningsrum med mænd, kaldes “transekskluderende radikale feminister”, TERFer. TERF er et skældsord; at være radikalfeminist er blevet en nedsættende betegnelse. Og det er forbavsende, at et skældsord som TERF og i øvrigt også ordet transfobisk tilsyneladende helt uden forbehold optræder i en akademisk tekst som Butlers. Ordene har status af stopklodser for analyse og tænkning.
Det følgende er en kritisk gennemgang af Butlers bog, der i øvrigt – påfaldende nok – ser helt bort fra spørgsmålet om seksualitet i forbindelse med debatten om mænd, der identificerer sig som kvinder.
‘Sex and gender’ - biologisk kønsforskel og kønsidentitet - er et begrebspar, der har domineret kønsforskningen og splittet såvel den akademiske verden som kønspolitik. Den har gjort referencen til kønsforskel og seksualitet illegitim, og den er årsag til betydelige kontroverser, hvad seksualundervisning angår.
Butler er den mest indflydelsesrige repræsentant for ‘gender’-tilgangen. I “Hvem er bange for køn?” kritiserer hun den såkaldte ”gender-critical”-feminisme, i det følgende (af mig) oversat med “kvinderetsforkæmpere”. Oversætteren af Butlers bog til dansk har valgt “feminisme, der kritiserer sociokønnet [gender]”.
Tesen for denne artikel er, at Butler fornægter såvel kønsforskel som seksualitet, og at hun ikke anerkender konflikten mellem transaktivister og kvinderetsforkæmpere som en egentlig politisk interessekonflikt. I kapitel 3, ”De nuværende angreb på sociokønnet i USA” skriver hun således:
“Vist fandtes der i den akademiske verden debatter mellem dem, der foretrak ’kønsforskellen’, og dem, der tænkte over ’sociokønnet’” (s. 113).
Fravælger debat med kritiske fagfæller
Butler refererer til diskussionen som et spørgsmål om at ”foretrække”, som en art smagssag, hvor valget tilsyneladende ikke gør nogen afgørende forskel. De to forskellige tilgange til køn kan imidlertid ikke kun betragtes som et spørgsmål om præference; der er snarere tale om et tvungent valg. Butlers anerkendelse af rivaliserende tilgange er kun tilsyneladende en anerkendelse; hun diskuterer ikke dem, der ”foretrækker kønsforskellen”, hun ignorerer dem. I det følgende foreslås en fortolkning af, hvorfor hun må gøre det.
Én tænker, der “foretrak kønsforskellen”, og har analyseret og kritiseret Butler, er filosoffen Joan Copjec i hendes brillante kapitel “Køn og fornuftens eutanasi” fra så tidligt som i 1994.[2] Mig bekendt har Butler aldrig svaret på denne kritik. Det er bemærkelsesværdigt, ikke mindst fordi Copjec argumenterer omhyggeligt og konsekvent respekterer nuancer i Butlers tænkning. Copjec stiller spørgsmålet:
“Kan kønsforskellen sidestilles med andre kategorier af forskelle? Er ens kønsidentitet f.eks. konstrueret på samme måde som ens race- og klasse-identitet? Opererer køns-forskellen på samme niveau som race- og klasseforskelle, eller er den forskellig fra andre forskelle?”[3]
I samtiden bliver dette diskuteret i forhold til begrebet intersektionalitet, og Copjec svarer selv, at ja, kønsforskellen er mere fundamental for dannelse af subjektet end race og klasse. Dette er også min position i den aktuelle debat. Hvis man arbejder på baggrund af psykoanalysen, er kønsforskel og seksualitet fundamentale for dannelse af subjektet; subjektet er ”sexueret”, som det hedder hos psykoanalytikeren Lacan.[4]
Ideologisk benspænd
Hvorfor har Butler ignoreret Copjecs kritik? Ifølge politologen Umut Özkirimlis artikel “The ‘shameless disrespect’ of Judith Butler” er dette også tilfældet for Butlers ageren over for filosofferne Martha Nussbaum og Kathleen Stock. Undertitlen på hans artikel lyder da også: “The celebrated academic is too ideological to understand and accept different opinions”,[5] altså Butler ”er for ideologisk til at forstå og acceptere andre holdninger”. Jeg kunne tilføje filosoffen Toril Mois kritik i dennes bog ”Sex, Gender, and the Body”.[6] Og sådan kunne man blive ved; Butler deltager ikke i akademisk debat med kritiske fagfæller.
Det er som nævnt indledningsvist bemærkelsesværdigt, at Butler næsten intet har at skulle have sagt om seksualitet igennem sine værker, men meget om køn [gender]. Det er naturligvis ikke i sig selv relevant at bemærke, at en filosof ikke har noget at skulle have sagt om hvad som helst. Pointen er snarere, at begrebet ”gender” og den uden tvivl originale ide om, at køn er noget, man ’gør’ (performativitet), snarere end noget, man ’er’, tilsyneladende udelukker seksualitet, i hvert fald seksualitet i en psykoanalytisk forstand.
Dette bemærkes, da Butler ellers udtrykkeligt trækker på psykoanalytikeren Jean Laplanche adskillige gange. Det er på mange måder takket være Laplanche, at seksualitet (og begrebet fantasi eller fantasme) er forblevet grundbegreber hos lacaniansk orienterede psykoanalytikere. Hos Butler er spørgsmålet om seksualitet overtaget af eller ligefrem tildækket af spørgsmålet om “gender identities” – ‘non-binær’, ‘trans’. Det er påfaldende, da Butlers gennembrudsværk fra 1990, “Kønsballade”, har undertitlen “Feminisme og subversionen af identitet”, altså “feminisme og omstyrtning af identitet”.[7]
Påstand uden belæg
I kapitel 5 i sin nye bog, “TERFerne og det britiske (bio)kønsstof. Hvor kritisk er den feminisme, der kritiserer sociokønnet?”, (s. 161ff.) skriver Butler med reference til forfatteren J.K. Rowling samt filosoffen Kathleen Stocks Material Girls. Why Reality Matters for Feminism[8]:
“Uden at vise interesse for de forskellige måder, hvorpå ‘biokøn’ i historiens løb er blevet defineret eller anvendt, postulerer Stock, at vi fra en tidlig alder har en umedieret perception af virkeligheden, og at kun en forfalskende ideologi kan overtale os til at acceptere en fiktion som alternativ. Livet som trans er ikke nogen fiktion eller, som Vatikanet påstår, ‘fiktivt’, men en udlevet realitet, som ikke bliver mindre virkelig af at antage forskellige historiske former gennem tiden og på tværs af rum” (s. 179-180).
Der er ingen præcis reference til Stocks bog. Jeg har læst den og har ikke fundet noget, der tyder på et ”postulat” om “en umedieret perception af realiteten”, tværtimod. Man behøver ellers kun at læse kapiteloverskrifterne: “1. A Brief History of Gender Identity”; “2. What is Sex?; “3. Why Does Sex Matter?”; “4. What is Gender Identity”; “5. What Makes a Woman”, og ikke mindst kapitel “6. Immersed in a Fiction”. Stocks bog udkom i 2021, Butlers udkom i 2024.
Stock argumenterer omhyggeligt med præcise referencer til den relevante videnskabelige litteratur i noteapparatet, så enhver, der måtte ønske det, kan deltage i en traditionel akademisk diskussion med hende. Det gør Butler ikke. Det skal indrømmes, at Stocks referencer til Butler heller ikke er gavmilde; her er tale om to filosoffer, der går helt og aldeles skævt af hinanden. Jeg tror, at der er en grund, der rækker ud over de respektive filosoffers individuelle akademiske habitus, og den vedrører Butlers manglende anerkendelse af kønsforskel til fordel for kønsidentitet [gender].
Den biologiske vending
Den feministiske debat har de sidste år taget en, for mig, overraskende vending mod biologi – snarere end, som vanligt, at have reference til historie, kultur og sprog, altså køn forstået som ‘en historisk og kulturelt variabel, diskursiv konstruktion’. Denne vending skyldes formentlig, at den kønspolitiske debat tager udgangspunkt i spørgsmålet om transkønnethed og forestillinger om ‘de mange køn’.
Spørgsmålet om ‘kønsskifte’ er blevet til et spørgsmål om, hvad vi mener med biologisk kønsforskel. Hvor de fleste biologer taler for, at kønnet er ‘binært’ og uforanderligt, taler transaktivister og deres støtter, blandt andre Butler, for, at biologisk kønsforskel er ‘et spektrum’. Den første position umuliggør en tale om kønsskifte, hvad biologi angår. Den anden position muliggør tanken i kraft af, at kønnet er et spørgsmål om glidende overgange snarere end forskel; kvinder er ‘små mænd’. Reference til ‘biologi’ er med andre ord blevet højspændt ideologisk.
I 2024 blev den britiske højesteret bedt om at tage stilling til, hvad en kvinde er. Den afgjorde, at begrebet kvinde skulle forstås med reference til biologi. Dette var en juridisk afgørelse, der havde og har afgørende politiske konsekvenser. Kathleen Stocks bog kunne have haft undertitlen “Why biological reality also matters to feminism”.
Jeg har haft glæde af at læse Stocks præsentation af, hvori kønsforskel består set fra forskellige biologiske perspektiver (særligt kapitel 2). Til forskel fra Butler, udviser Stock interesse for, hvorledes forskellige grene inden for de biologiske videnskaber opfatter kønsforskel, demonstreret med en ganske detaljeret diskussion af dette.
Hvem er bange for penisser?
Butler anvender kliniske, psykoanalytiske begreber i sin kritik af kvinderetsforkæmpere. Butler ‘psykoanalyserer’ i betydningen patologiserer, (altså sygeliggør) J.K. Rowlings politiske protest imod inklusion af mænd i kvinders sportsrækker, adgang til kønsopdelte omklædningsrum, krisecentre og fængselsafdelinger.
På siderne 192-194 citerer Butler J.K. Rowlings personlige vidnesbyrd om effekten af den tidligere ægtemands vold. Dette danner grundlag for Butlers fortolkning af Rowlings politiske standpunkt som en traumatiseret kvindes “projektioner” (s. 199) og som “fantasmatiske konstruktioner”; Rowling generaliserer angiveligt sin individuelle, subjektive frygt. Dette er et eksempel på, hvad Freud kaldte “vild analyse”, dvs. lægens diagnosticering af patienten uden at have lyttet til denne, altså uden egentlig analyse.
I det følgende vil jeg inddrage adskillige citater fra Butlers bog, da hendes retorik har givet anledning til betydelig forbavselse. Angående Rowling:
“Deres argumentation [den amerikanske hærs argumenter mod såvel homoseksuelle som transpersoner i hæren] følger de samme linjer som den frygt, en skikkelse som J.K. Rowling har formuleret, nemlig at transkvinder per definition skulle true kvinder, som har fået tildelt deres køn ved fødslen. Hvis frygt er det, der er kodet ind i en sådan politik, og som får den til at blusse op? I begge tilfælde er problemet ikke ‘biokønnet’ hos den, der er genstand for frygt, men det skræmmende fantasmatiske scenarium, hvori dette biokøn konciperes [is construed], eller nærmere den skræmmende måde, hvorpå det pågældende biokøn konstrueres i denne scene. Når det er konciperet [construed] ud fra en ubegrundet frygt, bør biokønnet ikke påvirke beslutninger om ansættelser eller retningslinjer, og når det gør, er det en form for diskrimination (s. 146. Butlers kursiv).
Formuleringerne, “skræmmende fantasmatisk scenarium” og “ubegrundet frygt”, er bemærkelsesværdige. Angående Stock:
“Stocks argument for ikke at lukke transkvinderne indenfor i kvindernes rum – et åbenlyst diskriminerende standpunkt – synes at basere sig på forestillingen om, at kvinder føler sig utrygge, hvis der er en penis i lokalet. Hvor stammer den tanke fra? […] Det kan kun virke ‘fornuftigt’ at kræve adskillelse [segregation] og diskriminering, når denne fantasmatiske opfattelse af penis som et våben også organiserer virkeligheden.” (s. 188-189. Mine kursiveringer).
Insinuationer i retning af raceadskillelse
Den “fantasmatiske opfattelse af penis som et våben” er en bemærkelsesværdig fortolkning af modpartens grunde. “Adskillelse” [segregation] og “diskriminering” er ordvalg, der giver associationer til Jim Crow-lovene, altså til USAs raceadskillelsespolitik. Butler sammenligner da også udtrykkeligt Stocks position med racediskrimination:
”Når hun [Stock] kræver kønsadskillelse […] afviser hun tanken om, at kønsadskillelse er ligesom raceadskillelse, […]” (s. 186).
Butlers brug af begrebet fantasme er iøjnefaldende repetitivt:
“Under visse omstændigheder besættes organet [penis] fantasmatisk med social magt og bliver under andre omstændigheder stedet for en skræmmende fantasi. Det kan være, at organet selv sjældent viser sig på denne scene, uden at der finder en eller anden fantasmatisk besætning sted, […]” (s. 191. Mine kursiver).
“Den transekskluderende feminismes udelukkelse af dem med penisser fra badet eller omklædningsrummet eller deres krav om kønsadskilte fængsler giver ingen mening, hvis man ikke forstår de fantasmatiske kræfter, som kan gribe organet […]” (s. 191. Mine kursiver).
”Denne vilde reduktion og udviskning lader enkelttilfældet stå for helheden og åbner for en generalisering og dernæst for vild panik i en fantasmatisk reduktion af mænd, ikke bare til deres penisser, men til angribende penisser. Jo, det kan ske i drømme, eller i de idédannelser, der kan følge på et traume, men når dette fantasme fremstilles som en samfundsmæssig virkelighed, erstatter den fantasmatiske scenes syntaks enhver gennemtænkt overvejelse af den samfundsmæssige virkelighed (s. 195. Mine kursiver).
I denne politiske interessekonflikt er modstanderes argumenter og indstilling kun “projektioner” og “fantasmatiske”, altså et spørgsmål om individuel patologi og ikke en egentlig politisk position.
Jeg har intet problem med begreberne fantasme og fantasi som sådanne; Butler skelner ikke. Det sidste indgik såmænd i titlen på min ph.d.-afhandling Fantasien til afmagten. Syv kapitler om Lacan og filosofien fra 1998, og heri beskrev jeg begrebet fantasmes status i psykoanalysen.[9] Intetsteds diskuterer Butler begreberne som andet end noget, der står i modsætning til en “virkelighed”, som hun er repræsentant for. Butler opererer med en simpel dikotomi mellem fantasi og virkelighed. Jeg vil her nøjes med at bemærke, at dette kan man ikke hente belæg for hos Laplanche, Lacan eller for den sags skyld hos Freud.
Analyse- og tankeforbud
Intetsteds i Butlers bog bringes begrebet fantasme i anvendelse i forhold til transkvinder; der foreligger ingen analyser af tilfælde af transkønnethed. Hvorfor beskrives en mands identifikation med en forestilling om at være en kvinde ikke som et fantasme?
“For dem [transkønnede] er det en betingelse for at kunne bebo verden, at de kan sikre sig en plads i sociokønnets sprog. Etisk set må et sådant ønske opfyldes – radikalt og uforbeholdent” (s. 279).
Ønsket skal opfyldes – “is to be honored” – “radikalt og uforbeholdent”. Tydeligere kan et analyse- og tankeforbud ikke formuleres.
Jeg vil foreslå den fortolkning af fravær af analyse af tilfælde af transkønnethed hos Butler med, at en analyse i psykoanalytisk forstand ikke kan støtte ‘validering’, ‘anerkendelse’, ‘bekræftelse’ af kønsidentitet. Tværtimod.
Analyse er at stille spørgsmål. Til hvad? Til identitet og dannelse af jeget. Analyse destabiliserer. Jeg’et er fortrængningens sæde og skal derfor destabiliseres, hvis fortrængte tanker skal bringes i cirkulation, hvilket er psykoanalysens eneste formål. Kønsidentitet er, snarere end sandheden om subjektet, en agent for fortrængning; det er jeg’ets forsvar mod det ubevidste subjekts tanker. Identitet er derfor snarere miskendelse end (selv)erkendelse. Kravet om ‘validering’, ‘bekræftelse’ af transkønnede – “radikalt og uforbeholdent” – er at støtte miskendelse ved at forbyde analyse og dermed tænkning. Derfor må man, hvis man arbejder på baggrund af psykoanalysen, nødvendigvis være ‘gender-critical’.
Hvem fantaserer?
Hvorfor er transkvinders frygt for at bruge mænds omklædningsrum ikke et fantasme, når kvinders bekymringer og modvilje bliver beskrevet som fantasmatisk frygt for penisser? Spurgt retorisk, naturligvis. Butler skriver:
“En sådan skamløs opvisning i manglende respekt fra nogen, der giver sig ud for at være solidarisk med transpersoner, kunne være afsluttet med denne hårrejsende hånlige gestus, men Rowling går endnu videre og identificerer transkvinder med voldtægtsmænd og nægter at lægge bånd på sin fantasis hastighed og lagdeling, hvor nemlig transkvinder virkelig er mænd (pas på!), og mænd er voldtægtsmænd (alle sammen, er det virkelig rigtigt?) i kraft af deres organer (hvordan forstået?)” (s. 197. Butlers kursiv).
Jeg erindrer ikke, at Rowling nogensinde har identificeret “alle” transkvinder som voldtægtsmænd. En så voldsom beskyldning kunne fortjene en præcis reference. Det ville også være interessant at vide, hvorfor transkvinders bekymringer er vigtigere end kvinders for en “selverklæret feminist” (Butlers egen formulering angående kvinderetsforkæmpere). Butler begrænser konsekvent sin brug af begrebet fantasme til at devaluere Rowlings, Stocks og kvinderetsforkæmperes position.
Retorik legitimerer transaktivisters trusler
Ikke at imødekomme et sådant krav om bekræftelse, selve det at stille spørgsmålstegn ved forestillinger om identitet forekommer at være diskriminerende i sig selv og en krænkelse af sårbare egoer. Det fremprovokerer endog retfærdig vrede [rage] ifølge Butler. Hun taler ganske vist eksplicit imod de dødstrusler og de forskellige former for voldsom chikane, som Rowling og Stock er blevet udsat for, men Butlers retorik legitimerer transaktivisters trusler og aggression for enhver selverklæret rationel, neutral politisk analytiker:
“[…] og hvis de søger at nægte dig dine grundlæggende rettigheder, så bliver du sikkert vred og giver udtryk for din vrede, før eller senere, og deri vil du utvivlsom gøre ret” (p. 181. Butlers kursiv).
Butler specificerer ikke, hvilke former for vredesudtryk, der kan retfærdiggøres: At forhindre kvinder i at tale offentligt; at få konferencer aflyst; at udelukke lesbiske fra kvindehuse, døds- og voldsfantasier på bannere til demonstrationer?
Lesbiske er en bemærkelsesværdig undtagelse
Der er en bemærkelsesværdig undtagelse for reglen. Butler betragter det som legitimt, at lesbiske kan have forventninger om ikke at møde penisser i det seksuelle møde:
“Nogle mandlige og kvindelige homoseksuelle vil måske gerne på forhånd vide, hvilke anatomiske træk, de kan håbe på at støde på under seksuelt samvær, og det giver god mening” (s. 145-146).
Det giver også god mening for mig. Men hvorfor giver det kun mening for Butler i forbindelse med lesbiskes seksuelle aktiviteter, når nu skribenten ser det som patologisk, at nogle kvinder forventer at have mulighed for at klæde om og tage bad i offentlige rum uden at skulle risikere at møde mandlige ”anatomiske træk”?.
Butler argumenterer ikke. Hvad er forskellen mellem lesbiskes meningsfulde forventning og andre kvinders irrationelle, fobiske krav? Det siger tilsyneladende sig selv. Hvorfor kan lesbiske ikke se bort fra eller ‘genfortolke’ en penis? Nogle transkvinder identificerer sig som lesbiske og omtaler deres penis som en “girl dick” og kræver adgang til lesbiskes dating sites og andre mødesteder. En retssag herom i Australien er endnu uafgjort, mens disse linjer skrives, “The Tickle versus Giggle” sag. Hvorfor er lesbiske ikke “TERFer”, “transfobiske”, “genitale fetichister” eller “genitale fascister”, som de faktisk er blevet beskyldt for at være, når de har afvist seksuelle møder med mænd? For nu at lade Butlers egen retorik have boomerangeffekt.
Jeg foreslår den fortolkning, at hvis lesbiskes eksklusion af transkvinder skal forekomme legitim med reference til kroppe med penisser, så må kvinders krav – uanset seksuel orientering – om kønsopdelte omklædningsrum patologiseres. Uden en sådan kan lesbiskes krav ikke være undtagelsen for reglen om, at kvinders bekymringer og ubehag legitimt kan ignoreres. Ved at patologisere kvinderetsforkæmpere sætter Butler sig i en position, hvor hun både kan være forkæmper for lesbiske og for transkvinders rettigheder. Hun kan både blæse og have mel i munden. Og kvinder ofres for at bevare en sådan status.
Det er som nævnt god gammeldags sexisme at individualisere og patologisere kvinders utryghed og krav. Det bliver ikke mindre sexistisk og antifeministisk af at blive ytret af en af de mest respekterede feministiske tænkere i verden.
TERFerne nedgøres
Lad os vende tilbage til de kønsopdelte omklædningsrum. Hvorfor er det kun kvinder, der bliver nedgjort af en feminist som Butler? Hvad foregår der i mænds omklædningsrum, der gør transkvinder utrygge? Hvis der ikke her er tale om en “fantasmatisk konstruktion” – det var jo irrationelt at betragte penis som et våben – hvorfor omtales mænd så ikke som såvel årsagen til som løsningen på problemet? Hvorfor skal løsningen ske på bekostning af kvinders tryghed i offentlige rum? Hvorfor bruges skældsordet om kvinder, der vil bevare retten til egne rum? Hos Butler fortjener modstandere ikke engang at blive kaldt feminister.
“Den transekskluderende feminisme er ikke nogen feminisme, eller snarere burde den ikke være det” (s. 199).
Og
“Ja, en transfobisk feminisme er slet ingen feminisme, […] (s. 280. Se også s. 162).
Det er – også som nævnt – forbavsende, at skældsord som TERF og transfobisk tilsyneladende helt uproblematisk optræder i en akademisk tekst som Butlers. Snarere end kliniske eller filosofiske begreber, som kunne understøtte en analyse, bliver begreber som fantasme, fantasi, transfobisk og TERF stopklodser for tænkning og analyse. Og umuliggør samtale og diskussion.
Hvor blev seksualiteten af?
Med Butlers skelnen mellem “sex and gender” er det fraværende begreb ikke så meget biologisk køn som seksualitet. Intetsteds diskuterer Butler muligheden for, at der kunne være seksuelle grunde til, at mænd kræver adgang til kvinders omklædningsrum. Hvis Butler ikke ekskluderede spørgsmålet om seksualitet fra begrebet ‘gender’, så ville hun ikke være i stand til at udelukke det utvivlsomt foruroligende spørgsmål om, at nogle mænds krav om adgang til kvinders omklædningsrum kunne være med henblik på seksuel tilfredsstillelse – ekshibitionistisk, voyeuristisk, fetichistisk osv.
Hvis seksualitet og seksuel tilfredsstillelse blev inkluderet i diskussionen som mulige motiver, så ville det formentlig blive lidt sværere at forsvare mænds/transkvinders krav. Ville Butler afvise kvinders ret til at sig ‘nej’ til at blive inddraget i forskellige former for seksuel tilfredsstillelse – exhibitionistisk, voyeuristisk, fetichistisk? Spurgt retorisk, selvfølgelig. Dette er grunden til, at fraværet af kønsforskel og seksualdrift hos Butler ikke er uskyldig; dette er grunden til at fraværet af begrebet fantasme i forbindelse med transkvinder forekommer påfaldende ideologisk, altså en tildækning af en faktisk politisk interessekonflikt. TERFer kaldes netop dette, fordi vores position ikke er en legitim politisk position; vi er hadefulde, patologiske snerper.
Autogynefili. Fornærmende seksualitet
Derfor bør det ikke komme som nogen overraskelse, at de psykologer og psykiatere, der arbejder og skriver med henvisning til begrebet autogynefili (når det er seksuelt stimulerende for en mand at forestille sig at være kvinde) og fastholder begrebet “transseksuel” (altså til forskel fra transkønnethed), også har fremkaldt voldsomt aggressive reaktioner. Modtagelsen af (den selverklærede transseksuelle) Anna A. Lawrence’s meget læseværdige Men Trapped in Men’s Bodies. Narratives of Autogynephilic Transsexualism er et skoleeksempel.[10] At inddrage spørgsmålet om seksualitet opfattes tilsyneladende som en fornærmelse. Voldsomt nedsættende udfald og trusler spredes med rund hånd imod enhver, der ikke ubetinget bekræfter transkvinder som kvinder. At identificere sig som transkvinde synes at fornægte tanken om seksualitet. Angiveligt handler det kun om imaginær identitet og følelser (jf. ‘T’et og ‘Q’et’ i LGBTQ+).
Denne konflikt levner ikke plads for en neutral, tredje position. Med andre ord er der tale om en egentlig politisk konflikt, hvor man ikke kan undgå at tage parti. Så snart man åbner sin mund eller griber til tasterne, afslører man sit ‘parti’. Med undtagelse af lesbiske tager Butler parti imod kvinder og for mænd, der identificerer sig som kvinder. Butler skriver:
“Hvad transpersoner angår, er TERFerne modstandere af disses grundlæggende krav og egenbestemmelse, frihed og autonomi, om ret til beskyttelse mod vold og til adgang til det offentlige rum og til sundhedsydelser uden diskrimination, […]” (s. 178).
Hvordan hænger “egenbestemmelse, frihed og autonomi” sammen med, at
“Ingen ejer deres eget sociokøn. Vi fødes ind i sociokønnene gennem tildelingen af biokøn og dets medfølgende sociale forventninger”? (s. 174-175).
Hvorfor er dette ikke en modsigelse? Butler er selvfølgelig ikke uvidende om det problematiske ved at beskrive subjektet med begreber som “egenbestemmelse, frihed og autonomi”, når nu hendes teori ellers er baseret på en ide om “tildeling af biokøn” og “sociale forventninger”. Men når kønsforskellen fornægtes til fordel for et forsvar for transkønnede, ja, så sniger en sådan modsigelse sig åbenbart ind.
Hvem er progressive, og hvem er reaktionære?
En sand politisk konflikt vidner om tvivl i forhold til at afgøre et sådant spørgsmål. En beslutning må tages. Og en sådan er risikabel, fordi der ikke findes en neutral position uden for konflikten, der kan autorisere ens positions legitimitet.
Butler anerkender som nævnt ikke, at der er tale om en sand politisk konflikt – “Men transpersonernes ret til egenbestemmelse fjerner ingen andres rettigheder”, hedder det (s. 296). Butler anerkender ikke, at inklusion af mænd, der identificerer sig som kvinder, i sport ekskluderer kvinder (ulige konkurrence, forhindring af tildeling af hædersbevisninger, sponsorater og uddannelsesstipendier). Hun anerkender ikke, at det ekskluderer nogle kvinder fra offentlige omklædningsrum, altså de af os, der ikke vil risikere at få vores blufærdighed krænket. Modstandere tilstås ikke rationelle grunde. Vores utryghed og vores ubehag i forhold til at få vore grænser overskredet er irrationel og moralsk fordømmelig.
Til forsvar for mine interesser
Jeg forsvarer mine personlige interesser. Jeg hævder sågar at tale på nogle kvinders vegne. Ingen kvinde kan tale på alle kvinders vegne. ‘Alle kvinder’ findes ikke i betydningen en universel feminin essens. Derfor skriver jeg vedholdende ‘nogle’ kvinder, da jeg udmærket er klar over, at der er nogle kvinder, der ikke blot støtter transkvinders adgang til kønsopdelte offentlige rum, men også er fortalere for afskaffelse af kønsopdelte offentlige rum overhovedet. Forskellen er, at disse kvinder, i lighed med Butler, ikke anerkender kvinderetsforkæmperes sag som en legitim politisk position.
Jeg undrer mig ikke over, at transaktivister fejrer en så god gammeldags sexistisk position som Butlers, og denne artikel vil ikke rokke deres overbevisning om at tilhøre de progressive endsige dæmpe deres ’retfærdige’ vrede. Artiklen er henvendt til dem, der – i lighed med mig selv – har været eller fortsat er i tvivl om, hvordan der kan navigeres i forhold til det progressive og det reaktionære i dagens kønspolitik. Jeg har også taget parti.
[1] Aarhus: Klim
[2] I Read My Desire. Lacan Against the Historicists, oversat i (2018). Lamella. Tidsskrift for teoretisk psykoanalyse. Årg. 3, nr. 3.
[3] Ibid. s. 28.
[4] Lacan, J. (1975). Livre XX. Encore. Paris: Seuil, s. 12 og 15.
[5] 13th of May, 2024, in The Critic (https://thecritic.co.uk/the-shameless-disrespect-of-judith-butler/)
[6] Oxford University Press, 2005, s. 30ff.
[7] Butler 2010, København: Forlaget THP
[8] London: Fleet, 2021.
[9] København: Musueum Tusculanums Forlag. E-bogsudgave 2024 Lindhart og Ringhof.
[10] 2013, New York: Springer.