Hvem vinder og hvem taber når sproget forvansker virkeligheden?

Bibbidi-Bobbidi-Boo – med en snuptag omskriver domstole, medier og offentlige instanser virkeligheden; mænd bliver til kvinder med et trylleslag. Og køn er noget man tildeles.

Kønsdebatten er et minefelt, hvor man hurtigt kan detonere en lavine af karakterbeskyldninger ved ytringen af bestemte ord eller formuleringer. Man må bevæge sig på en knivsæg, granske sit ordvalg og sno sin tunge, så snart ens sætning er på vej i den ”forbudte” retning.

Man tvinges til at navigere i et sprog, der synes forvirrende og ulogisk, og hvor man hele tiden skal tænke omvendt for at forstå, hvad der faktisk tales om.

Op er faktisk ned. Ned er faktisk op.

Transkvinder er faktisk mænd. Transmænd er faktisk kvinder.

I en tid hvor den biologisk forankrede kønsopdeling er sat til forhandling, har vores sprog og betegnelser en enorm betydning for forståelsen, når vi diskuterer hvem der er hvad, og hvem der ikke er hvad.

Udskiftningen af ord og betydninger er et virkelig smart, strategisk greb, hvis man gerne vil ophæve anerkendelsen af de to biologiske køn.

Nogle kombinationer får os nemlig til at slappe af, og andre skærper vores opmærksomhed.

Historiefortællerne gør mænd til kvinder

Disse to sætninger beskriver den samme situation, men de opleves forskelligt:

• Den lyshårede transpige gik med ind i pigernes omklædningsrum

• Den lyshårede transidentificerende dreng gik med ind i pigernes omklædningsrum

På samme måde har den ene af disse sætninger en større chance for, at du får kaffen galt i halsen end den anden;

• Bestyrelsen fik endelig forøget sin andel af kvinder, idet de gjorde den meget kompetente transkvinde til bestyrelsesmedlem

• Bestyrelsen fik endelig forøget sin andel af kvinder, idet de gjorde den meget kompetente transidentificerende mand til bestyrelsesmedlem

Når DBU bruger betegnelserne “transpige” og “transkvinde” i sine oplæg om at inkludere drenge og mænd i pige- og kvindesport, er det en måde at maskere for de helt almindelige klubfolk, hvad de reelt set skal stemme om, således at deres opmærksomhed ikke skærpes om den iboende interessekonflikt.

Denne ompakning af virkeligheden i sproglige finter ser vi også hos domstole og medier, samfundets store historiefortællere.

I 2017 gav Ligebehandlingsnævnet en transidentificerende far medhold i, at han var blevet chikaneret og forskelsbehandlet af en kommunal familievejleder. Faren havde fået juridisk kønsskifte og et nyt, kvindeligt navn og “gik klædt som kvinde”. Vejlederen havde ved enkelte episoder omtalt faren som ”ham” og brugt hans gamle navn, og selv om nævnet vurderede, at vejlederen ikke havde haft til hensigt at chikanere, gav de faren medhold, fordi de kunne konstatere ”at klager har oplevet disse udtalelser (…) som nedværdigende”.

Kommunale familievejledere må altså forstå, at en borgers subjektive køns-selvopfattelse har fortrinsret over personens objektive, biologiske køn, og at de skal korrigere deres sprog herefter.

I 2022 berettede medierne om en bestialsk mordsag fra Nordjylland, hvor et kærestepar, omtalt som en mand og en kvinde, havde mishandlet og dræbt en mand. Mishandlingen varede over flere timer og involverede mindst 40 knivstik, gennembankning med jernrør og kanyleindsprøjtninger med brintoverilte og WC-rens. Til sidst blev offeret kvalt med et bælte. Sagen var dog, at kvinden faktisk var en mand, der før forbrydelsen havde skiftet sit juridiske køn fra mand til kvinde. Det betyder, mordet nu indgår i statistikken over kvinder der begår (eks)partnerdrab. Men mordet blev ikke begået af en mand og en kvinde. Det blev begået af to mænd.

I efteråret 2024 skulle Højesteret tage stilling til en 64-årig indsat mand, der identificerede sig som kvinde og som havde ændret sit juridiske køn til kvinde. Han ville flyttes fra mandefængsel til kvindefængsel. Manden er idømt forvaring ad to omgange og sidder inde for væbnet røveri og to meget voldsomme voldtægter - begge begået med sin penis mod to kvinder.

Den ekstraordinære hovedperson, omtalte både domstolene og medierne konstant omtalte som en kvinde med betegnelserne “hun” og “hende“. Således gjorde domstolene – dem, der skal skille beviser fra påstande – og medierne – dem, der skal skille sandheder fra rygter – sig skyldige i en udvaskning og underminering af dét helt centrale forhold der overgik de to kvindelige ofre: det var en mand, der voldtog dem. Ikke en kvinde.

Denne maskering af de reelle forhold i kriminalsager er enormt problematisk. Det er en institutionel gaslighting, når medier og domstole omskriver og underkender de faktuelle forhold som ofrene har været underlagt. Derudover, er det essentielt for den offentlige, demokratiske debat at skal alle kunne forstå, hvad vi taler om. Man skal ikke først have lært at tænke omvendt.

Hvorvidt en mand bliver en kvinde i kraft af subjektive erklæringer eller juridiske omskrivninger er en filosofisk og ideologisk betragtning. Og ligesom med al anden filosofi og ideologi, står det heldigvis borgere frit for, om de vil deltage, eller om de vil afstå.

Eller… Og dog?

I Californien blev en kvinde i retten tvunget til at omtale sin overgrebsmand – ham, der havde voldtaget hende - som “hun“ og “hende“.

I en overfaldssag i Irland bad dommeren den forurettede kvinde om at omtale sin mandlige overgrebsmand som “hun“ og “hende“.

Og i England forsøgte selveste det nationale sundhedssystem, NHS, at forbyde en sygeplejerske at omtale hendes mandlige kollega som “han“ og “ham“ ifbm. med en retssag. Den mandlige kollega identificerede sig nemlig som kvinde, og sygeplejersken havde klaget over, at kollegaen klædte om i kvindernes omklædningsrum.

Et drys pseudovidenskab her og der

En anden sproglig finte, som også har slået rødder, er udtrykket “køn tildelt ved fødslen”. Det er hentet fra den amerikanske kønsdebat, hvor aktivistiske røster begyndte at omtale det biologiske køn som “the gender assigned at birth”.

Det udtryk har intet biologisk fundament:

Køn tildeles ikke. Kønnet forankres i befrugtningen, og kønnet kan observeres under graviditeten og ved fødslen, hvor det til sidst endeligt registreres.

Der er ingen, der tildeler nogen et køn, da kønnet allerede blev fastlagt ved undfangelsen… altså du ved, godt 9 måneder før fødslen... Det har lige så meget videnskabelig tyngde, som hvis vi sagde, at ”Thomas blev tildelt Downs Syndrom ved fødslen”.

Det er dog en fiks måde hvorpå, man kan skrive naturens involvering ud af hele kønsligningen og i stedet skrive menneskets involvering ind; naturen er nemlig svær at skrue på. Menneskelig indblanding derimod…

Selv om udtrykket ikke har nogen videnskabelig tyngde, tages det flittigt i brug af store samfundsaktører, som DR, Etisk Råd og Sundhedsstyrelsen i alt fra undervisningsmateriale, høringssvar og fagtermlister.

I sin kronik i Weekendavisen, skrev speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lasse Sørensen i 2023:

“Køn er ikke noget, som tildeles ved fødslen, men bestemmes ved undfangelsen, (…) det (kunne) da være interessant at høre Sundhedsstyrelsens argument for at betegne køn som noget, der bliver tildelt ved fødslen.”

Vi giver Lasse Sørensen ret.

Ergo er Mor-lille en sten…

Mange kender denne replik og logiske fejlslutning fra Holbergs komedie 'Erasmus Montanus' om den unge student, der vender bedrevidende hjem fra København og får sine hjemegnsfæller til at tro, at Mor-lille, en ældre kvinde, faktisk er en sten. Rasmus’ følgeslutning er:

”En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten”.

Samme tilgang anvendes, når det gælder kønsidentitet:

Kvinder er de feminine. Denne mand er feminin. Ergo er manden en kvinde.

Nej Mor-lille; du skal ikke tro dine øjne, dine ører eller din mavefornemmelse. De høje tindinger og det intakte klokkeværk har ingen betydning her.

Du må forstå, at en mand kan være en kvinde, og en kvinde kan være en mand – for det siger loven fra 2014 om retten til juridisk kønsskifte. Det forstår du godt, ikke? Det sørger du også for, at dine børn forstår, ikke?

Drister man sig til at påpege, at hele logikken er gennemhullet som en schweizerost, kan man støde på en variant af følgende modargument:

“Men det berører jo ikke dig, så kan du ikke bare være ligeglad?”

Udover at være debatdræbende, er det en åbenlys usandhed.

Udbredelsen af kønsidentitetsideologien påvirker hele vores samfund: Når sproget kontrolleres, bliver alle berørt. Når du maskerer virkeligheden, bliver alle berørt. At benægte videnskab gavner intet samfund. At benægte en mands køn til fordel for hans påståede kvindeidentitet gavner ingen – ud over ham selv måske, men i hvert fald ikke kvinder.

Når opretholdelsen af nogens “identitet” er afhængig af, at alle andre deltager i ens konstruerede betragtning, er der ikke tale om et medfødt, urokkeligt karaktertræk.

Der er i stedet tale om en slags totalteater, der kræver publikums aktive medvirken.

Stort tak til Birgitte Baadegaard, Dorte Toft, Annette Ilskov-Jensen og “HJ” for at have bidraget til denne artikel

---

Vil du vide mere?

Kronik: Ibi-Pippi har fået mine øjne op for, hvor problematisk juridisk kønsskifte er
Tidligere ligestillingsminister (V) Marie Bjerre skrev i 2024 denne kronik, der satte nettet i kog.

Kronik: Forstyrrelser i kønsdebatten
En speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri forklarer hvorfor begrebet “kønnet tildelt ved fødslen“ ikke har noget videnskabeligt grundlag.

Kronik: Pronouns are Rohypnol
Engelsk tankevækkende kommentar, der underøger hvordan brugen af forkerte pronominer påvirker vores forståelse. Rohypnol er et medicinsk sovemiddel, der virker sløvende.

---

---