Jeg er blevet en torn i øjet på en af dansk kvindefodbolds nøglepersoner

En podcast om mænd i kvindefodbold (og om mig) mellem Amalie Bremer og Mette Thiesen vækker DBU-debatten til live igen

Rettet d. 22. dec kl 09.35. Se fodnote¹

Spørgsmål: Hvad afslører en debattør, der går efter manden, frem for bolden?

Svar: At debattøren mangler tyngde i egne argumenter.

I oktober fik et frustreret opslag stor opmærksomhed på Linkedin.

Overskriften var:

»Jeg får seriøst pest i hjernen af “debatten” om transpersoner i fodbold ☠️«.

Det var skrevet af kvindefodboldentusiasten Amalie Bremer, der bl.a er forfatter og radiovært og medlem af DBUs taskforce for udvikling af pige- og kvindefodbold samt en del af Kvinder i Fodbolds advisory board.

Kvinde-trans-fodbold-debatten havde igen raset, og jeg havde taget endnu en tur i mediemøllen for at tale piger og kvinders sag. Jeg var blevet lidt en go-to figur hos medierne og det havde Bremer bemærket i sådan en grad, at jeg skulle italesættes:

»...ligesom den samme debattør (der mig bekendt slet ikke spiller fodbold i åbne DBU-rækker) igen-igen påstår at frygte for sin og andres sikkerhed med det her tiltag. Jeg kan hilse ude fra virkeligheden og sige, at vi er helt ok. Jeg har selv prøvet at spille mod transkvinder ved enkelte lejligheder, og der var simpelthen bare nul døde.«

Jeg lod det fare, orkede ikke og tænkte det nok var skrevet i et øjebliks frustration, selvom det var en grov misrepræsentation af mine argumenter, som også omhandlede fairness, rettigheder og principper.

Men det viser sig, at jeg åbenbart har levet *rent-free* i Amalies hoved lige siden.

Jyllands-Posten har netop genoptaget debatten med en podcast-debat mellem Bremer og Mette Thiesen fra DF.

Da værten skal til at introducere kvinde-synspunktet med sætningen;

»...der er jo også kvinder der har kritiseret denne beslutning…«

skynder Bremer at rette hende med;

»KVINDE...«

Bremer påstår opfølgende, at jeg er den eneste, der har stillet mig frem, og griber også muligheden for endnu engang at nævne, at det fodboldhold jeg spiller på og er holdleder for, ikke spiller under DBU.

Bremer siger, at mine indspark i medierne således er baseret på »en falsk præmis«, fordi jeg jo så ikke »potentielt kunne være i fare«.

Bremer laver både fejl i sine påstande og sine konklusioner, som jeg denne gang ikke lader fare:

1. Jeg er ikke den eneste kvinde, der har stukket næbet frem. I december sidste år udgav jeg et kritisk debatindlæg med 3 andre kvinder og 2 mænd. To af kvinderne er mor til piger, der spiller under DBU og er hhv. træner og holdleder for pigehold under DBU, og den ene har også været med hos P1 og TV2 News. Den tredje kvinde både træner og spiller selv og er bestyrelsesmedlem i samme klub OG har også deltaget i en anden podcast om selvsamme emne.

   
   Dertil kommer alle de brugere der har delt og kommenteret mediernes opslag på SoMe, eller de veninder, som siger, de er enige med mig, men som ikke tør sige det højt. En af mine veninder turde ikke engang like nogle af de kritiske, men sobre, kommentarer på Bremers LinkedIn-opslag, af frygt for professionelle repressalier, hvis nu hendes kollegaer eller netværk så det.

   
   Så når 4 ud af 5 danskere ikke mener, at drenge/mænd skal spille i pige-/kvindefodbold, så er jeg ikke den eneste, men bare en af de få, der ikke vil lade mig intimidere af karakteranklager.
   

2. Jeg har spillet under DBU ad flere omgange. Både som barn, ung og voksen. Senest gjorde jeg det i foråret 2025. Jeg scorede endda et enkelt mål, så Bremer kan finde bevis på dbu.dk. Jeg stoppede efter sommerferien pga. en knæskade og manglede tid. Fodbold tre gange om ugen blev alligevel lidt for meget.

   

   Men måske jeg får lyst til at starte igen?

   
   Det virker åndsvagt at skrive det ud, men det skal åbenbart skæres ud i pap:

   
   At jeg (eller andre) ikke spiller under DBU lige NU er ikke ensbetydende med, at vi aldrig kommer til at spille under DBU, eller at vi ikke kender nogen, der vil blive berørt.

   
   Jeg kunne være 80 år og aldrig have sat mine ben på en fodboldbane, og mine argumenter ville stadig være relevante i debatten. Hvorfor? Fordi de er baseret på hensyn til fairness, sikkerhed, rettigheder og principper. Modsat Bremers, der er baseret på at hun aldrig har oplevet problemer med transkvinder, ergo er der ikke nogen problemer. Går man hende på klingen i kommentarsporet forfalder hun til argumentet »transkvinder er kvinder«.

I podcasten efterspørges der “reelle problemer i den virkelige verden”. Når dét er præmissen, afslører det jo lidt om, hvad man anerkender som “problemer”.

Synes man fx det er et problem;

• at fairness i piger og kvinders sport fejes af bordet?

• at mandekroppens præstationsniveau bliver det ypperste i kvindesport?

• at risikoen for skader og ulykker øges for piger og kvinder?

• at piger og kvinder tvinges til at spille mod drenge/mænd?

• at der ingen respekt er om kvindesportens primære grundlag?

Det synes jeg. Men andre vil først se reelle problemer. Forstuvede ribben, brækkede knogler, urimelige niveauforskelle, udmeldelser i hobetal, blod på græsset før man vil anerkende, at der måske er et hensyn til piger og kvinder, som ikke længere kan ignoreres.

Opråb fra række røv

Hvorfor har jeg stillet mig frem? Fordi nogen skal tale piger og kvinders sag i en interessekonflikt og jeg vil gerne have, at tjansen ikke ligger hos højrefløjen.

Jeg ser interessekonflikten og debatten lidt som et tovtrækkeri. Hvis der argumenteres fra begge sider, ender vi nok i et kompromis, hvor alle er tilfredse. Og der er masser, som nok skal tale transpersoners sag. DBU gør det jo udemærket selv, og ellers får LGBT+ Danmark jo 25 mio. om året for at gøre netop det.

Men hvilke etablerede kvindesagsforkæmpere trækker i arbejdstøjet for kvinderne? Ingen!

Hvor er Kvinfo? Hvor er Dansk Kvindesamfund? Hvor er Kvinder i Fodbold? Hvor er de kvindelige fodboldspillere, som ellers gerne agerer rollemodeller for piger og unge kvinder?

Hvor opfordringen til, at du som kvinde skal stå fast på fair vilkår og ikke forfalde til den forbarmende moderrolle, selvom du nudges/guilt-trippes derind? Hvor er afvisningen af, at kvindersport kun har værdi og grundlag som følelsesmæssigt råderum i inklusionens feberdrøm? Hvor er den fodboldkvinde, som står fast på, at kvindefodbold er for kvinder, uagtet at nogle mænd, gerne vil spille med?

Men når både KVINFO’s direktør Henriette Laursen og Danmarks største kvindelige landsholdsspiller Pernille Harder hylder Bremers pest-i-hjernen opslag, så må sådan en fodboldmæssig nobody som mig jo give det et skud.

Screenshot af Henriette Laursens kommentar til Bremers opslag på Linkedin

Screenshot af Pernille Harders kommentar til Bremers opslag på Linkedin

---

---

1

Det fremgik før, at den tredje kvinde fra det fælles debatindlæg havde deltaget i en podcast på »selv samme kanal«, dvs. også hos Jyllands-Posten. Det var forkert. Det var på RadioIIII.