Juridisk kønsskifte: En lov med mange fortolkninger
Loven om juridisk kønsskifte blev i 2014 solgt som et moralsk fremskridt, men er over tid blevet fortolket så generøst, at den i praksis har skabt et dobbelt kønssystem, hvor jura sættes over biologi.
Den helt centrale katalysator for den strukturelle kønsopbrydning, vi ser i dag, er muligheden for juridisk kønsskifte, altså at en biologisk mand kan blive registreret som kvinde i statens personregister. Det sker ved at ændre det sidste ciffer i hans CPR-nummer til et lige tal.
Indtil 2014 var det et krav, at man først undergik kønsmodificerende behandling eller kastration, men politikere og LGBT-organisationer anså kravet som umenneskeligt. Man ønskede derfor en ny CPR-lov, og til det nedsatte man en tværministeriel arbejdsgruppe.
Arbejdsgruppen overvejede en ny model, der krævede en diagnose som »transseksuel« og “kun” et års hormonbehandling. Den blev dog hurtigt forkastet, da man vurderede, at alle alligevel ikke ville kunne tåle hormonbehandlingen, der ansås for at være »relativt indgribende, idet behandlingen medfører såvel fysiske som psykiske ændringer hos personen, hvoraf nogle er irreversible« - arbejdsgruppens egne ord.
I stedet tog man tre nye modeller i spil: diagnose-, vurderings- og erklæringsmodellen. Man valgte sidstnævnte, der kun krævede en selvudfyldt erklæring fra ansøgeren om, at vedkommende følte sig som det modsatte køn, frem for de to andre, der krævede hhv. en erklæring om transkønnethed fra en psykiater eller en diagnose fra Sexologisk Klinik. Modellen blev vedtaget af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.
Kontrolløren blev altså skrottet. Sundhedsmyndighederne skulle ikke længere inddrages, og alle borgere kunne nu slå sig løs på cpr.dk ud fra et selvidentifikationsprincip.
Det-Lille-Ciffer-argument
LGBT+ Danmark deltog i møder med arbejdsgruppen og skubbede især på for erklæringsmodellen, som de betegnede således: »Det juridiske kønsskifte er i det store og hele helt udramatisk: Det vedrører en registrering i personregistret, som ikke har nogen vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser, men som har afgørende betydning for individet«.
Samme indstilling delte den ansvarshavende for CPR-systemet, daværende indenrigsminister, Margrethe Vestager på Folketingets talerstol: »mit bud er, at det her lovforslag ikke vil ændre situationen i landets omklædningsrum eller svømmehaller, eller hvad det nu kan være«.
“Vil ikke ændre”… Bid mærke i det udsagn…
I følge hendes pressemedelelse ville den nye ordning blot »gøre hverdagen lettere og mere værdig for den enkelte«.
Hos Enhedslisten, der også dengang markerede sig på LGBT-området, beskrev daværende ordfører, Stine Brix, det juridiske kønsskifte som »noget så stilfærdigt som at få et andet CPR-nummer med et andet tal i slutningen af det«.
Disse tilgange til sagen vil jeg kalde Det-Lille-Ciffer-argument.
Argumentet går ud at underspille CPR-registrets samfundsmæssige funktion og i stedet tilskrive det ren symbolsk værdi for individet. Argumentet er stadig i spil blandt lovens største fortalere: I et interview på TV2 News d. 24. august sidste år forklarede Helge Sune Nymand, forperson for Foreningen for Støtte til Transkønnede børn, at »nu er det jo bare et nummer i en database«.
Nuvel, hvis juridisk kønsskifte blot skal anskues som en lille foranstaltning og som »et nummer i en database«, altså uden kobling til virkeligheden, hvorfor bruges det så i dag som argument for, at mænd, der har fået juridisk kønsskifte, faktisk er kvinder og er stoppet med at være mænd? Både af mændene selv, men også af medierne og sågar Ligebehandlingsnævnet?
F.eks. skrev aktivisten Nadia Jacobsen, en biologisk mand med juridisk kønsskifte og som sidder i Socialdemokratiets Regnbuenetvæk, i 2022 på twitter til en kritisk kvinde:
»Jeg har et F (for ‘female’, red.) i alle mine papirer, jeg står opført som kvinde i alle registre, staten anerkender at jeg er en kvinde. Du har ingen ret til at kalde mig en mand«.
I 2024 sagsøgte Jacobsen så bloggeren Lotte Ingerslev for at have skrevet et kritisk blogindlæg om Jacobsens fortid, hvor hun bl.a. konsekvent omtalte Jacobsen som han, ham og som en mand, hvilket clashede med Jacobsens juridiske køn - såkaldt fejlkønning, ifølge Jacobsen og hans advokat.
Nu tilskrives det juridiske køn altså større vægt end det biologiske. Det er ikke længere kun en teknikalitet - nej, nu er det definerende for en persons rigtige køn, sådan som vi andre skal forstå denne person, uagtet at vi kan se og høre noget andet.
En rettesnor for medierne
I et interview på RadioIIII blev Lotte Ingerslev eksempelvis spurgt af værten, hvorfor hun ikke ville kalde Nadia for en kvinde, når nu Nadia »juridisk set er anerkendt som en kvinde?«. Samme argument brugte værten på News & Co på TV2: hvorfor omtaler du Jacobsen som han, når nu Jacobsen er »en juridisk kvinde«?
Ja, kvinde; hvorfor vil du ikke rette dit sprog og ignorere en mands biologisk køn pga. dette lille bitte ciffer? Jura trumfer jo biologi!
Dén tolkning af det juridiske køns betydning havde politikerne næppe overvejet, da de vedtog loven. Ej, at de danske medier også automatisk ville bruge det som rettesnor i omtalingen af transpersoner. Som Zetlands-redaktøren måtte forklare til kritikken af deres artikel om manden Te, der hævder at være en kvinde:
»Vi bruger definitionen kvinde samt pronomenet hun, når vi fortæller om Te, fordi det er hun i juridisk forstand (...) Te er kvinde i juridisk forstand, og det stiller vi ikke spørgsmålstegn ved«.
Ironisk nok handler hele artiklen om at Te stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at kvinde, men CPR-nummeret er off-limits, I guess…
Også de mænd, der er dømt for voldtægt og mord, omtaler medierne som hun, hende og kvinde. Mænd bliver skrevet ud af deres egen forbrydelse ved hjælp af det lille bitte ciffer. Forbrydelsen tørres af på kvindekønnet.
I arbejdsgruppens rapport var der da heller ingen bredere overvejelse eller analyse af de samfundsmæssige konsekvenser ved at løsrive det juridiske køns kobling til det biologiske, så man i praksis skabte to parallelle, men inkongruente kønsforståelser: det juridiske og det biologiske. Deres fokus begrænsede sig kun til lovtekniske, administrative og økonomiske implikationer. Der var ingen sondring over, hvad det kunne betyde for piger og kvinder, at mænd nu også kunne hoppe over i kvindepuljen. Det var faktisk slet ikke en del af arbejdsgruppens kommissorium.
Hverken Institut for Menneskerettigheder eller Amnesty International forholdt sig til implikationerne for piger og kvinder i deres høringssvar, mens Kvinderådet og Dansk Kvindesamfund slet indsendte noget høringssvar.
Kun en håndfuld medlemmer i Etisk Råd påpegede hensynet til kvinder. Om rådets interne diskussion udtalte rådsmedlem Christian Borrisholt Steen efterfølgende:
“(...) en del [trak] blot på smilebåndet, da jeg og andre tillod os at tænke højt og blandt andet spurgte, hvad der mon ville ske, hvis en biologisk mand, der juridisk set var en kvinde, gik ind i et kvindeomklædningsrum i svømmehallen og insisterede på sin ret til at klæde om blandt kvinderne.”
I 2014 syntes det en absurd tanke, at et lille ciffer skulle give adgang til kvinders kønsspecifikke rum.
Selvidentifikation med ekstra omveje
Kunne politikerne virkelig ikke forudse, at to kønssystemer ville sætte samfundet i en limbotilstand, hvor aktører kunne blive tvunget til at vælge og derved involvere hele samfundet?
I spørgsmålet om transkvinder, dvs. biologiske mænd, i kvindesport blev det i hvert fald for kompleks for DBU Sjælland: »Hvorfor ikke lade CPR-registret styre det?« resonerede bestyrelsen. »Vi mener ikke, vi skal stå og sige, at det godt kan være, samfundet anerkender dig, men det gør vi ikke«.
Formanden forklarede på Go’ Aften Live, at de derved undgik det mere vidtrækkende forslag om selvidentifikation, hvor enhver selv måtte bestemme, hvor de spillede, uagtet CPR-nummerets sidste ciffer.
Men hvad formanden overser, er, at de faktisk har indført selvidentifikation, bare ad omveje. Når CPR-nummeret er baseret på selvidentifikation, er også de områder, som CPR-nummeret giver adgang til, baseret på selvidentifikation.
Over tid ændrede det lille ciffers betydning altså.
I 2014 var det blot et lille, symbolsk ændring af et ciffer, men i dag tolkes det som statens anerkendelse af, en mands biologiske køn er ophørt: kun hans følte køn, skal spille en rolle i hans interaktion med samfundet og samfundets kvinder.
Man blev altså givet en lillefinger, men tog hele armen, og kvindekønnet blev efterladt som et føle-føle fænomen, som mænd kan erklære ejerskab over efter forgodtbefindende.
I sidste ende foldede loven om juridisk kønsskifte sig ud som den glidebane, den uundgåeligt måtte blive, taget arbejdsgruppens forarbejde i betragtning.
Sidenhen er også krydshormoner bliver frit tilgængeligt for enhver borger, idet de kan erhverves gennem udenlandske onlineklinikker som GenderGP og Imago. Det er altså blevet endnu lettere for mænd at påkalde sig en plads i kvindekønnets hus uden om sundhedssystemet. Praktisk, hvis man ønsker at omgå lægernes ventetid… eller afslag.
Denne artikel er den første i artikelserien “Vi vil bare gerne kunne leve i fred”, der undersøger, hvilke konsekvenser transbevægelsens succes har haft for kvindekønnet og for ytringsfriheden.
Du kan læse forordet her:
DBU Sjælland tillader drenge og mænd i pige- og kvindefodbold: CPR-nummeret trumfer biologien
Velvidende at enhver biologisk dreng eller mand frit kan skifte juridisk køn, har DBU Sjælland besluttet, at CPR-nummeret fremover skal være styrende for, hvordan kvinder og mænd inddeles i lokalunionens turneri…
Jeg frygter i den grad at den transideologiske lov faktisk bliver stemt igennem i EU her den 29 januar hvor vi risikerer at det faktisk BLIVER strafbart for os at sige hvad vi ser, nemlig at en mand er en mand.
Hvis mister retten til at kalde en mand for mand så har vi ikke længere retten til mandefri Safe spaces.
Jeg tænker på kvinden der fik politisk asyl i et EU-land fordi hun stod til 25 års fængsel for netop at kalde en mand for en mand.
Hun ender præcis i det hun flygtede fra 🤯😵💫
Meget, meget vigtige pointer
Tak for alt I gør ❤️