Kvinden, der ikke burde eksistere

Der er noget galt i behandlingen af unge, der ønsker at skifte køn, mener svenskeren Emelie Köhler, der fortrød sit skifte til mand. Den præget af ideologi og er ikke forskningsmæssig forsvarlig.

”Hvor mange hjælpes egentlig af den medicinske transition? Der er så mange, der har det skidt helbredsmæssigt,” siger Emelie Köhler, der selv har kontakt med omkring 50 andre, der sagde stop for videre behandling. Foto: Matilde Nordseth

Denne artikel blev publiceret i Weekendavisen, 14. november 2025

Svenskeren Emelie Köhler tilhører en gruppe, der – som hun siger – ikke burde eksistere.

»Gruppen udgør et facit. Nogle ting er gået vældig, vældig galt.«

Köhler har fortrudt sit kønsskifte, og hun talte om det på en konference i Malmø 21. oktober om kønsskiftebehandling af unge. Også adskillige læger udtalte sig kritisk. Arrangøren var den tværpolitiske forening Rättssäker i Sverige , der har fokus på evidensbaseret behandling.

Emelie Köhler voksede op som en drengepige og så det ikke som noget større problem at være drengepige inden puberteten. Senere kom hun dog til at føle sig helt forkert, og da hun var 19 år, begyndte hun at identificere sig som transkønnet. Tanken var opstået, da hun talte med en kvinde, medlem af Stockholm Prides bestyrelse, som beroligede hende med, at hun jo kunne være et andet køn.

Først mente Köhler sig at være nonbinær, altså hverken/eller eller både/og, men efter nogen tid blev hun overbevist om at være en mand – at have en mandlig sjæl – og alt, hun fandt på nettet, bekræftede hende i det.

Hun var 23, da hun fortrød kønsskiftet. Inden da havde hun været på testosteron og fået bortopereret brysterne, men hun have ikke fået det bedre psykisk, og det blev en stor lettelse for hende, da hun accepterede kroppen, som den var, og slap »teorien om den mandlige sjæl«.

»Du behøver ikke at føle eller være på en bestemt måde for at være dit køn. Det skal være enkelt – noget, man bare er,« siger Köhler.

»Det at føle sig som mand var stærkt hos mig, men jeg havde jo stadig ingen erfaring i, hvordan det er at være en mand blandt mænd, ej heller, hvordan det er at være vokset op som dreng.«

Hun accepterer, at for nogle kan det alligevel være rigtigt at skifte køn. Men det skal være muligt indledningsmæssigt at arbejde med at acceptere sit fødselskøn. Det kan ifølge hende ikke udlægges som såkaldt omvendelsesterapi – noget, translobbyister ønsker forbudt.

En detransitioner

Köhler er en »detransitioner« – én, der ophørte med behandlingen – og hun oprettede i 2019 webstedet detransinfo.se sammen med en anden for at hjælpe andre. »På det tidspunkt forelå der slet ingen viden på svensk om situationen for mennesker som os,« forklarer hun.

Fortrydelse er en hård omgang psykisk – at have taget så meget fejl og have presset familie og venner til at leve med i en illusion. Men også fysisk kan det være hårdt, ikke mindst for dem, der har fået de mest drastiske kirurgiske indgreb, så de ikke længere kan producere deres fødselskøns hormoner. Men også det andet køns hormoner vil oftest have givet kroniske skader, og den kvinde, der har været på testosteron, får aldrig sin stemme tilbage. Stemmebåndene forbliver tykkere, så stemmen vil fortsat være dybere og lidt metallisk.

Ifølge Emilie Köhler har sundhedssystemet forsømt at opbygge ekspertise i behandling af detransitioners. Hun har fået kontakt med omkring 50 andre via webstedet detransinfo.se. En af disse er en ung dansk kvinde, men danskeren ønsker ikke at stå frem offentligt.

Köhler selv mistede sine venner i transmiljøet, da hun stod frem med sin fortrydelse. En del af dem i det ellers så varmt favnende miljø ser det som en slags forræderi. Köhler kritiserede også behandlerne for den ubetingede bekræftelse af, at hun skulle være mand, men transmiljøet kræver en ubetinget støtte til kønsskiftet.

Köhler stod frem i 2019, og det var i dokumentarserien Tranståget, som SVTs gravergrupppe, Uppdrag granskning, stod bag. I første udsendelse var Emelie Köhler blot filmet uidentificerbar bagfra, men senere stod hun åbent frem.

Blandt de andre i serien var moderen til den 15-årige »Leo«, der kæmpede med kroniske smerter i ryg og hofter på grund knogleskørheden, som de såkaldte pubertetsstoppere havde medført. Det viste sig, at mindst 13 børn var blevet skadet. (Hele Tranståget-serien er ikke tilgængelig hos SVT Play, men en norsk patientorganisation, HBRS, har lagt den på nettet forsynet med engelske undertekster).

SVT-dokumentarserien mødte stærk kritik hos RFSL , den svenske pendant til LGBT+ Danmark, men fik store konsekvenser. Der indtraf et fald i antallet af unge, der strømmede til kønsskifteklinikkerne (dog kun midlertidigt). Hospitalet, der havde behandlet »Leo«, indberettede sig selv for fejlbehandling. Og Socialstyrelsen dikterede en kraftig begrænsning i behandlingen af børn og unge med kønsdysfori.

Den i Sverige kendte journalist og forfatter, transkvinden Aleksa Lundberg valgte også at stå frem med sin tvivl om, hvorvidt kønsskiftet havde været det rette. »Jeg er jo en homoseksuel feminin mand, nu med en kvindekrop,« lød det i SVT .

»Der skal flere til, for at man får mod til at stå frem,« lyder kommentaren fra Köhler.

Man lyver for børn

Hun advarer mod at påvirke børn ud fra, hvad der kaldes The Gingerbread Person. En slags brun kagedukke, der bruges til at fortælle børn, at man kan have ét køn i hovedet, et andet mellem benene, mens man i hjertet ved, hvilket køn man tiltrækkes af.

»Man lyver for børn, når man lærer dem, at køn er en følelse. De stilles i en ubehagelig situation. På den ene side fortælles de, at køn er et spektrum med Barbiedukken og Ken på yderpunkterne, på den anden side er transkønnede enten kvinde eller mand,« siger Köhler.

»Og den med at påstå, at man kan leve sit autentiske liv, hvis man skifter køn. Hvem vil være sit falske jeg? Vi må ophøre med den slags sprog.«

Hun fortæller, at det i Sverige hævdes, at kun én procent fortryder.

Det baseres på en undersøgelse gældende 2013-2023, men den omhandler udelukkende dem, der har skiftet juridisk køn frem og tilbage.

»Jeg kom aldrig selv så langt som til at skifte juridisk køn, for det var i sig selv en omfattende proces i Sverige. Indtil 1. juni i år skulle man være udredt for kønsdysfori for at kunne ændre juridisk køn, og fortrød man kønsskiftet, skulle man retur til klinikken og udredes igen,« siger Emelie Köhler, der er overbevist om, at der er et stort mørketal.

Hun fortæller, at der så småt er begyndt at komme bedre detransitionsundersøgelser frem i andre lande, og disse vidner om større fortrydelse og andre årsager til at vende behandlingen ryggen.

Ud fra egne erfaringer og tilbagemeldinger i gruppen har Emelie Köhler størst tiltro til en undersøgelse fra 2021 foretaget af forskeren og lægen Lisa Littman, omfattende 100, der havde detransitioneret.

»60 procent fortalte, at deres definition af at være kvinde og mand havde ændret sig. De var holdt op med at se deres køn som en følelse, og når man gør det, er det muligt at acceptere sig selv i sit biologiske køn,« siger Köhler.

Den næststørste årsag til et stop, som 49 procent anførte, var helbredsskaderne. 38 procent ophørte, fordi roden til kønsubehaget viste sig at ligge i noget helt specifikt, som for eksempel overgreb eller psykiske lidelser.

Spørg dem ti år efter at have levet som modsat køn

Emilie Köhler er godt i gang med en karriere, der intet har med kønsskifte at gøre, og hun ønsker ikke for evigt at være kendt som »hende, der fortrød«. Hun er landet på benene og forventer ikke at deltage i det sagsanlæg mod Socialstyrelsen, der også blev drøftet på konferencen.

Socialstyrelsen, der står for behandlingsvejledningen, har ifølge to læger, der også talte på konference, forsømt at orientere sig i nyere forskning.

Styrelsen er også tidligere blevet beskyldt for at forsømme at orientere sig i nyere forskning, hvilket er påpeget af den svenske statslige institution, SBU, der svarer til Patientsikkerhedsstyrelsen i Danmark.

Da Köhler i en afslutningsdebat fik spørgsmålet, hvad hendes største fremtidsønske er i relation til unges kønsskifte, lød svaret:

»Alle, der har levet ti år som det modsatte køn, bør adspørges, hvordan de har det, og om de havde gjort det igen, hvis de fik valget. De skal kunne svare anonymt.«

Ifølge hende må behandling af børn og unge udelukkende ske i et forskningsmæssigt forsvarligt regi. »Behandling må ikke være drevet af ideologi,« sagde Emilie Köhler.

PS: Læs evt. også denne artikel fra konferencen, hvor lægerne udtaler sig om kønsskiftebehandlingen:

Protester i Malmø fordi professorer kritiserer unges kønsskiftebehandling

Af relevans kan også være en tidligere artikel om en stigning i antallet af unge detransitioners, og det er især kvinder, der fortryder eller ophører med behandlingen af andre årsager:

Flere unge siger stop for kønsskiftebehandling, men Rigshospitalet ved ikke hvorfor

---

---