Med lukkede øjne ignorerer Sundhedsstyrelsen den nyeste viden og erfaring
Vi ryster på hovedet over styrelsens oplæg til behandling af borgere med "kønsinkongruens" - er det ideologer eller fagfolk der udformer vores sundhedsbehandling?
I søndags sendte vi vores høringssvar ind til Sundhedsstyrelsens revision af behandlingsmodellen for børn, unge og voksne med kønsdysfori - eller, “køns-uoverensstemmelse“, som de nu kalder det.
Sundhedsstyrelsen anser ikke længere kønsubehag som hverken en psykisk lidelse, men et fænomen eller en tilstand der bedst behandles med den bekræftende behandlingstilgang: Patienterne skal bekræftes i deres opfattelse af, at deres krop er en begrænsende faktor for deres sociale livsudfoldelse, og at deres ubehag kan fjernes ved at modificere kroppen. Dvs. behandlingen består af social transition, livsvarig medicinering, samt modificering eller amputation af patienternes uønskede kønskarakteriska.
Når Sundhedsstyrelsen tilvælger den bekræftende tilgang, betyder det, at patienter går glip af den almindelige, udforskende tilgang, hvor man prøver at finde roden til mistrivslen, og hvor man udfordrer patienternes forestillinger om sig selv.
Der findes ingen anden patientgruppe, hvor man bruger denne “bekræftende” tilgang. Den skiller sig påfaldende meget ud:
Når man læser revisionen, får man det indtryk, at Sundhedsstyrelsen har placeret sig selv i en ideologisk osteklokke de sidste års tid.
De har i hvertfald formået fuldstændigt at udelade viden og konklusionerne fra den næsten 400 siders systemiske rapport, The Cass Review, der sidste år dragede tvivl og rettede kritik af evidensgrundlaget for hormonbehandling af børn og unge; dvs. krydshormoner (testosteron til piger og østrogen til drenge) og pubertetsblokkere.
Kvinderettigheder’s høringssvar
Vores deltagelse udspringer af disse overordnede perspektiver:
Vejledningen bærer i høj grad præg af at bygge på ideologisk anskuelse.
Det er en filosofisk og ideologisk betragtning, hvorvidt et menneske kan “skifte køn” vha. følelsesmæssig, social, medicinsk eller kirurgisk intervention, idet det er en biologisk umulighed.
De børn, unge og voksne, der henvender sig har grundlæggende en rask og velfungerende krop.
Der er en stor overvægt af piger og unge kvinder.
Der er forældre, der ønsker, at deres børn modtager evidensbaseret behandling.
I udlandet ser vi et stigende antal unge mennesker, der har fortrudt social, medicinsk eller kirurgisk “kønsskifte”, og nogle må leve med irreversible eftervirkninger.
Det har negative konsekvenser for piger og kvinder, når offentlige institutioner udbreder betragtningen om, at kvindekønnet er en socialkonstrueret befolkningsgruppe, som mænd kan identificere sig ind i.
The Cass Review konkluderede, at der er bemærkelsesværdigt svagt belæg for hormonbehandlingen, og anbefaler i stedet en holistisk, udforskende tilgang samt fraråder hormonbehandling til personer under 18 år.
Nedenfor får du et omskrevet uddrag af punkterne i vores høringssvar.
For nemhedens skyld omtaler vi Sundhedsstyrelsens (SST) høringsudkast blot for ‘vejledningen’.
Hele høringssvaret kan du læse her
Vejledningen bygger på WPATHs tvivlsomme evidens
I vejledningen anføres det, at der kun foreligger sparsom evidens om langtidseffekterne af hormonbehandling. Det er problematisk, at vejledningen stadig lægger sig entydigt op ad behandlingsprotokollen WPATH 8, da der gennem længere tid er sået tvivl om afsenderens, WPATHs, troværdighed, arbejdsmetoder og ideologiske grundlag.
WPATH (World Professional Association for Transgender Health) er en international organisation, som sidste år kom i vælten, da en whistleblower delte interne beskeder, notater og videoer, som blev til afsløringen af The WPATH Files. Ifbm. med en amerikansk retssag, er der også frigjort dokumenter, der viser at WPATH har ageret aktivistisk og videnskabeligt uetisk ved bl.a. at forsøge at manipulere forskning og tilbageholde forskningsresultater, der kunne medføre en mere restriktiv behandlingsmodel.
Vejledningen inddrager ikke konklusionerne fra The Cass Review
Det er meget problematisk og meget påfaldende, at SST slet ikke inddrager konklusionerne fra den engelske rapport, The Cass Review (2024), eller den forudgående Cass Interim Report fra 2022.
The Cass Review er bestilt af NHS (National Health Service), har været fire år undervejs og har tiltrukket sig international opmærksomhed, også i Danmark. Vi formoder derfor, at SST også er vel bekendt med dets eksistens og dets konklusioner. Vi formoder ikke, at SST ligger inde med studier eller viden, som The Cass Review ikke har afdækket.
Vi vurderer derfor, at SST aktivt ignorerer den seneste og bedst kvalificerede viden og erfaring der findes på området.
Ændring af kønsdysfori-diagnosen til kønsinkongruens ifølge ICD
Hvis kønsinkongruens hverken er en fysisk eller en psykisk lidelse, hvorfor skal SST så yde medicinsk behandling? Er der overhovedet grundlag for behandling ifølge sundhedsloven? Ud fra kriterierne i ICD-11 (WHO’s klassificering af anerkendte sygdomme) ser det ud til, at behandling til modifikation af kønskarakteristika kun kan defineres som kosmetisk?
SST har fjernet diagnosekravet om “kønsligt ubehag”, og vurderer i stedet kun efter patientens oplevelse af "køns-uoverensstemmelse". Men derved sænkes tærsklen for behandlingsgrundlaget væsentligt, og man sygeliggør dermed følelser eller tanker, der er helt almindelige hos unge i puberteten, samt hos personer, der falder uden for samfundets kategorisering af “manderoller” og “kvinderoller”.
Ideologiske repræsentanter i arbejdsgruppen
I arbejdsgruppen har man inkluderet hele tre repræsentanter fra to særdeles ideologiske foreninger, LGBT+ Danmark og Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB). Ingen af disse repræsentanter har medicinsk baggrund.
FSTB er en frivillig forening drevet af forældre, der selv har bidraget til social transition og/eller medicinsk og/eller kirurgisk behandling af egne børn med kønsidentitetsproblemer. Det vil sige, at der er tale om forældre med en meget klar bias, som har alt at tabe, hvis det skulle vise sig, at behandlingen har alvorlige mangler og bivirkninger. Det ville nemlig betyde, at de aktivt har pådraget deres børn irreversible bivirkninger med livslange konsekvenser.
Hvilken forælder vil kunne acceptere denne erkendelse?
SST validerer og fastholder regressive kønsroller
Det er meget problematisk, at SST helt grundlæggende opfordrer og foranlediger patienter til at dissociere sig fra deres kroppe. Det er ikke god terapeutisk skik at hjælpe patienter med at opbygge alternative illusioner til den materielle virkelighed.
SST bør i stedet hjælpe børn, unge og voksne med at forstå, at man gerne må udtrykke sine naturlige interesser, i den krop man allerede har. Det er ikke kroppen, der er problemet; det er de kønsroller, som samfundet tilskriver begge køn. Ved at lade disse kønsroller være “rettesnor” for behandlingen, er SST netop medvirkende til at opretholde og validere kønsrollerne.
Homoseksualitet og køns-nonkonformitet
Det er problematisk, at vejledningen lægger op til, at køns-nonkonformitet er indikator for et behandlingsgrundlag. Nonkonformitet indenfor kønsudtryk ses ofte hos børn og unge, der senere i livet viser sig at være homoseksuelle. At være køns-nonkonform eller homoseksuel er ikke sygeligt, og det kræver hverken social, medicinsk eller kirurgisk behandling.
Vejledningen tager heller ikke højde for, at der findes forældre, der bevidst eller ubevidst har en aversion mod at have et homoseksuelt barn.
I 2020 gennemgik BBC Newsnight over hundrede siders udskrifter fra medarbejderinterviews i forbindelse med en intern kvalitetsundersøgelse af Tavistock klinikken (den engelske pendant til Sexologisk Klinik). I alle de interviews, som reporterne gennemgik, nævnte medarbejderne, at de så mange tilfælde af homofobi i patienternes familier.
Social transition er ikke en neutral intervention
Det er problematisk, at vejledningen opfordrer til social transition, da dette ikke er en neutral intervention, men faktisk kan betyde, at patienten foranlediges til at forholde sig endnu mere til sit kønsspørgsmål, end patienten ellers ville have gjort.
Social transition opfattes af både behandlere, patienter og forældre som et harmløst “tilbud”. Vi mener, at dette er forkert. Social transition er en psykosocial intervention, hvor patienten bekræftes i, at det er dennes krop, der skal behandles, samtidig med at man ophøjer andre menneskers validering som behandlingsmålet.
Enhver patient, der foranlediges til at jagte andre menneskers validering, er dømt til at fejle; det er jo et behandlingsmål, som ligger langt uden for patientens ret og SSTs myndighed.
Samtidig risikerer man, at børn og unge fastholdes i transitionen, fordi de føler et pres for at “belønne” omverdenens “spillen med”.
Et barn eller en ung, hvor forældrene, den nære familie og fx klassekammeraterne har deltaget i interventionen, kan være bange for at sige; “måske er jeg ikke så sikker på, at jeg er det andet køn alligevel”, især hvis det er blevet en personlig livskamp for forældrene.
Omgivelserne pålægges at være aktive aktører i behandlingen
Der findes ingen anden behandling, hvor omgivelserne forventes at deltage lige så aktivt, som det vejledningen lægger op til.
Dette er meget problematisk, fordi al sundhedsbehandling helt generelt er en sag mellem behandleren og patienten. Ved nogle patientgrupper vil man måske inddrage forældre eller voksne børn som understøttende aktører. Men i ingen anden sammenhæng går SST ud og pålægger eksterne aktører at være en del af behandlingsplanen.
Ud fra vejledningen kan følgende eksterne aktører risikere at blive inddraget;
Lærere og pædagoger
Klassekammerater, dvs. andre børn
Kammerater fra fritidsaktiviteter, dvs. andre børn
Kollegaer og chefer på patientens arbejdsplads
Sportstrænere eller andre fritidsaktivitets-ansvarlige, fx. en spejderleder
Hvorvidt et menneske kan skifte køn vha. beklædning, hormoner, amputationer eller CPR-nummer er en filosofisk og ideologisk betragtning, som SST ikke har myndighed til at pådutte andre borgere at acceptere eller deltage i, ved fx. at få dem til at sige “han” om en pige, der hellere vil være en dreng.
Vejledningen pålægger således omgivelserne at agere statister i en form for totalteater, hvor man skal underkende den materielle virkelighed og det biologiske køn, og hvor man pålægges begrænsninger af sin tanke-, tro- og ytringsfrihed.
Derved sætter SST sig i en ideologisk formanende rolle, hvilket de på alle måder bør afstå fra.
Pubertetsblokkere er ikke en reel pauseknap
Pubertetsblokkere præsenteres som “et middel til at give barnet mere tænketid”, eller som noget “der forhindrer patienten i at opleve mistrivslen pga. at kroppen ændrer sig". De børn og unge, der får pubertetsblokkere ender i høj grad med at fortsætte med krydshormoner, og i praksis bliver pubertetsblokkere derfor første trin af den medicinske behandling.
Det er problematisk, at vejledningen omtaler den naturlige pubertet som en “fysisk skadevirkning” og behandler den som unødvendig og uønsket, fordi det sender et signal om, at puberteten er farlig. Men puberteten er en nødvendig modningsproces af hjernen og kroppen, som gør, at man udvikler sig alderssvarende, både mentalt, intelligensmæssigt og fysisk, og den er samtidig afgørende for ens seksuelle udvikling.
Indflydelse fra online miljøer
Vejledningen bør indregne, at mange børn, unge og voksne allerede bevæger sig i online fællesskaber, før de opsøger behandling eller inddrager deres forældre, og at deres påståede transidentitet kan være et resultat af social eksponering. Det er samme dynamik, som man har set blandt anorektikere, der bevæger sig i “pro-ana”-fællesskaber.
Disse trans- og non-binærfællesskaber holder især til på Reddit, Youtube, Discord og TikTok. Af offentlige, danske sider kan nævnes forummet r/transnord på reddit.com.
I disse online miljøer er der en tydelig tendens til, at man bekræfter hinandens transkønnethed ud fra anekdoter og egne overbevisninger. Brugerne hjælper også hinanden med, hvilke svar man skal give for at få den ønskede behandling, eller hvilke informationer man skal undlade i udredelsen.
Der opfordres til, at man ikke fortæller om selvskade eller ikke-journalførte diagnoser og problemer, eller at man præsenterer sig ekstra feminint eller maskulint, for at virke mere overbevisende.
I børnemedier, populærkultur og på TikTok, Instagram og Snapchat florerer der mange “solstrålehistorier”, hvor profiler og medier glamouriserer hvor “overbevisende” og “let” et kønsskifte kan være. Der bruges video- og billedfiltre, der kan feminisere og maskulinisere ansigtet og kroppen. For børn og unge kan det være svært at gennemskue, at der er tale om et manipuleret glansbillede, og det kan forskrue deres forventninger til processen og resultatet.
Stigning i antallet af piger og unge kvinder med kønsubehag
Især piger kan opleve et ubehag, når de under puberteten går fra den “kønsløse” og “neutrale” barnekrop, til en krop med udtalte kvindelige former, som tiltrækker omverdenens opmærksomhed, og som seksualiseres og objektiviseres.
På sociale medier og i populærkultur bedømmes pige- og kvindekroppen konstant og efter helt urealistiske og usunde standarder. I takt med at piger går tidligere og tidligere i puberteten, kan det være endnu sværere at håndtere som ung pige.
Vi vurderer, at det sociale pres på pige- og kvindekroppen, kan føles meget begrænsende og ubehageligt, og at det kan være en medspillende faktor i den store stigning af piger og unge kvinder der ønsker at skifte køn, som ses i Finland, Storbritannien, USA og Tyskland.
Informeret samtykke
Vi vurderer, at børn og unge ikke kan give samtykke til en behandling, der vil give livsvarige kropsændringer, og hvor mange af bivirkningerne vil virke ubetydelige ud fra et barns eller en ungs perspektiv.
Reelt vil en patient først kunne give informeret samtykke som 25-årig, når frontallapperne er færdigudviklede. Bare for kosmetiske behandlinger, der kan have alvorlige risici, skal patienter være fyldt 18 år. Derfor finder vi det meget problematisk, at vejledningen både foreslår en aldersgrænse på 15 år for krydshormoner og samtidig ikke afviser behandling af børn under 15 år, under “de rette omstændigheder”.
Man kan samtidig argumentere for, at der bør implementeres en nem klage- og erstatningsrute for børn og unge, hvis de fortryder kønsskiftet og mener, at udredningen og behandlingen har været mangelfuld. I det tilfælde er det nemlig de voksne aktører, behandlerne og forældrene, der har taget en beslutning på barnets/den unges vegne. Forældelsesfristen bør være lang nok til, at eventuelle bivirkninger har indfundet sig, og erstatningen bør stå på mål med skaderne og de oplevede gener.
Tilbud om ikke-medicinsk og ikke-kirurgisk behandlingsforløb
Det er problematisk at man slet ikke foreslår muligheden for et ikke-medicinsk og ikke-kirurgisk behandlingsforløb, hvor målet ikke er at kønsomforme. Det betyder, at forældre, der vurderer, at barnets ønske om kønsskifte egentlig blot er et udtryk for andre, dybereliggende problemer, ikke har anden udvej end at søge hjælp i det private.
På det åbne forum r/transnord, kan man også læse, hvordan mange danskere søger råd til selvmedicinering med krydshormoner, både efter at være blevet afvist på kønsklinikkerne eller hvis man vil springe behandlingsventetiden over. Der søges hjælp til, hvordan man skaffer hormoner via netbaserede udenlandske klinikker som Imago og GenderGP, som LGBT+ Danmark også før har reklameret for.
Mange unge og voksne kan have en meget fastlåst forestilling om, at de skal have behandling med krydshormoner. De godtager altså ikke kønsklinikkernes vurdering af, at hormonbehandling ikke ville gavne dem. Man bør derfor have et ikke-medicinsk, terapeutisk tilbud til dem, man afviser
Og endeligt; kønsskifte bør anerkendes som en biologisk umulighed
Der findes ingen anden behandling, som grundlæggende går ud på at underkende helt basale kendsgerninger inden for biologi og lægevidenskab.
SST “sælger” patienterne en idé, der går direkte imod en af de mest basale kendsgerninger, mennesket har observeret og konstateret; mennesker kan ikke skifte køn. Kønnet er indkodet i hver eneste celle i vores krop, og er afspejlet i hele kroppens ydre og indre komposition.
Med vejledningen kommunikerer SST, at hvis blot patienten gør x, y eller z, så vil resten af samfundet acceptere patienten som værende af det andet køn.
For især børn og unge, er det problematisk, at forældre og autoriteter fortæller dem, at de via “medicin” og operationer kan forvandles til det modsatte køn. For børn og unge er det en form for magisk tænkning; de er ikke modne nok til at forstå bivirkningerne eller til at indse, at de måske en dag kunne skifte mening.
Derfor bør det være meget tydeligt, at behandlere skal afstå fra at “love” patienter, at resten af samfundet efter behandlingen vil opfatte patienten som det ønskede køn, da SST derved lover langt mere, end de har myndighed til.
Vil du vide mere?
Sverige hævede i 2022 grænsen for krydshormoner til 18 år. Inden da, vakte en undersøgende dokumentar på den DR’s svenske pendant, SVT, stor opmærksomhed, da det afdækkede hvordan børn og unge har lidt under konsekvenserne af deres hormonbehandling på Sveriges største hospital, Karolinska i Stockholm. Kønsskifteklinikken måtte efterfølgende indberette sig selv for malpraksis.
Se dokumentaren “The Trans Train” gratis her: