Min datter søgte kønsskifte som en quick-fix fantasi for sine psykiske problemer
Dem, der ikke har sat sig ind i, hvad behandling med krydshormoner indebærer, kan typisk ikke se problemet ved at blive ”trans”. De vil bare være politisk korrekte. Men de aner ikke, hvad de taler om.
I forbindelse med årsdagen for Cass-rapportens udgivelse, bringer vi fem beretninger fra forældre, hvis børn har ønsket at skifte køn. Af hensyn til dem selv og deres børn, udgives de alle anonymt. Kvinderettigheder.dk er bekendt med forældrenes identitet.
Dette er forælderberetning nr. 1 af 5
Min datters mistrivsel startede med puberteten. Hun brød sig ikke om de kropslige og følelsesmæssige forandringer, og det sociale blev pludselig meget svært for hende. Hun blev mere og mere socialt isoleret og følte sig meget forkert.
En særligt svær dag fik hun et sammenbrud, og det fik os til at søge hjælp hos et tilbud for ensomme unge. Her fortalte hun dem, at hun så og hørte ting, som ikke fandtes, og medarbejderne kontaktede os forældre.
Hun fik en henvisning til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC), hvor hun blev udredt og fik diagnosen aspergers (den er siden er ændret til paranoid skizofreni). Det er omkring samme tid, at tankerne om at skifte køn og at blive en ”dreng” begyndte at melde sig.
Under sine samtaler hos BUC talte hun meget om være transkønnet, og efter hun var fyldt 15, henviste de hende til Sexologisk Klinik.
Dette var imod vores ønske.
Vores holdning var, at hun følte sig så forkert pga. sin diagnose, og at hun søgte en nem løsning på sine problemer. Hun havde set på nettet, at man kunne blive en helt anden ved “blot” at tage hormoner og gennemgå operation, og hun var besnæret af tanken - det virkede nemt og effektivt i min datters øjne. Men fordi hun var fyldt 15 år, havde vi forældre ikke længere noget at skulle have sagt, så henvist - det blev hun.
Hun havde sin gang hos Sexologisk Klinik før og under corona. Der var samtaler på deres klinik og senere pr. telefon, og vi forældre blev også inviteret til nogle af dem.
Vi blev også inviteret til familiedage, hvor Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FTSB) ville deltage. Her var rammen, at den bekræftende tilgang var den eneste måde at møde transkønnethed på, og der var ingen snak, om at det også kan have helbredsmæssige konsekvenser (hvilket vi havde læst om på egen hånd). Vi valgte ikke at deltage, da vi mente, at det blot ville forstærke hendes lyst til at gå den vej.
Undervejs i forløbet hos Sexologisk Klinik bliver hun - stadig imod vores ønske - henvist til afdelingen på Bispebjerg for at få afklaring på, om hun kan blive behandlet med hormoner. Men da hun på daværende tidspunkt har en svær depression og psykoser, må de ikke behandle hende. Hun afsluttes nogle måneder senere på Sexologisk Klinik, med beskeden om, at hun kan henvises igen, når hun er ældre og i trivsel.
Selvom hun afsluttes ved Sexologisk Klinik - uden behandling - begynder alle offentlige instanser herefter at ændre deres adfærd, når de møder hende: De kalder hende ved drengenavn eller spørger, hvad hun vil kaldes. Det stod nok i hendes papirer. Det gælder både kommune, psykiatri og sundhedsvæsen. Jeg har været med hende til gynækologisk undersøgelse på et hospital, hvor de kaldte hende ind ved et drengenavn. Det var meget bizart.
Det er min holdning, at denne “opbakning” fra systemet egentlig var med til at fastholde hende i sine tanker om at være trans, især i slutningen, hvor hun faktisk var på vej væk fra dem.
Da hun bliver afsluttet i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center overgår hun til OPUS, som er et behandlingsforløb for 18-35-årige med psykosetilstande. Her får hun en fantastisk behandling for sin skizofreni. Desværre taler hun videre om være transkønnet, og de møder hende i det. Faktisk sætter de nogle samtaler op om det, hvor hendes far og jeg – separat – skulle ind og tale om hendes ”kønsidentitet”.
Jeg var den ”svære samtale”, fordi jeg var mest skeptisk og imod anden behandling end terapi. Mødet var mellem en behandler, en læge, min datter og jeg. Men det var ikke et møde - det var et bagholdsangreb, hvor ingen lyttede til mine bekymringer. De ville bare overtale mig til at bekræfte hende. De ville ikke forholde sig til den information jeg havde om de helbredsmæssige risici som hormonbehandling indebærer. De talte udenom og til sidst sagde lægen hårdt og nedladende til mig: “Det handler jo ikke om, hvad DU vil!" – Der sad jeg og udviste oprigtig bekymring for min datters fertilitet og helbred, og så fik jeg sådan en besked!
Det endte med, at OPUS henviste min datter til Center for Kønsidentitet (CKI), før de slap hende.
Sideløbende med sin behandling, har min datter en ”ledsager” gennem kommunen – en socialpædagog, som har fulgt hende fra hun blev syg og til nu. Hun er verdens bedste pædagog, og hun har hjulpet min datter rigtig meget. Pædagogen har dog aldrig villet kalde min datter ved drengenavn. Hun sagde til min datter, at hun ikke kunne finde ud af det dér, og hvis min datter en dag var blevet til en dreng, så skulle hun gerne kalde hende ved drengenavn, men indtil da, ville hun bare bruge hendes pigenavn. Og det smilede min datter af, og så talte de ikke mere om det. Der skulle være nogle flere af hendes slags derude!
Som 19-årig begynder min datter endelig at droppe tanken om at være trans. Det skyldes en kombination af, at hun modtager effektiv behandling for sin skizofreni, at hun bliver voksen og deraf mere moden og at hun kommer i det rigtige skoletilbud, en treårig HFx. Hun ville have en frisk start, så hun mødte op og var en pige.
Hun begyndte at bruge bh i stedet for binder og brugte make-up og tog kjoler på. Lod håret vokse. Og hun fandt ud af, at de andre unge synes om hende, og at nogle ligefrem fandt hende meget attraktiv!
Så da det var tid til den første samtale hos CKI, havde hun allerede droppet ideen om at være en ”mand”. Hun ønskede ikke længere behandling med hormoner eller operation, så hendes udredning blev afsluttet med det samme. Siden har hun ikke set sig tilbage.
I dag har hun som 22-årig sluttet fred med sin krop og ønsker ligefrem at blive mor en dag. Hun er glad for sine bryster og runde mås, og hun føler sig attraktiv og værdig. Det er en stor kontrast til de mange år, hvor hun havde så elendigt et selvværd, at hun hadede sig selv. I en lang periode, havde hun det så skidt, at hendes personlige hygiejne også led under det, og jeg er ikke i tvivl om at folk sikkert har set skævt til hende.
Men at møde andre sårbare unge, som hende selv, der rummer hende og synes om hende, har gjort en kæmpe forskel, og pludselig manglede hun ikke et sted at høre til. Det har også betydet, at LGBT-sagen ikke er så vigtig for hende længere.
Selvom vi er endt et godt sted, har det været hæsligt at være forælder til et barn med transønske, fordi man bliver ikke lyttet til, hvis man er skeptisk.
Jeg har flere gange oplevet, at personalet skulede til mig, fordi jeg ikke ville omtale min datter som ”han”. Det har jeg kategorisk nægtet, fordi jeg ikke mente det var i hendes bedste interesse. Og min mavefornemmelse holdt stik!
Det var præcis, som jeg troede det var. Hendes mistrivsel pga. diagnosen var grunden til ønsket om kønsskifte. Og dette ønske forsvandt, da hun fik det godt! Hun var ikke ”født i forkert krop”.
Men vi forældre har haft nogle hårde år med bekymring og usikkerhed for, om samfundet kunne skade vores barn – uden at vi kunne gøre noget for at hindre det.
Dem, der ikke har sat sig ind i, hvad det indebærer at få “kønskorrigerende” behandling, kan typisk ikke se problemet ved at blive ”trans”. Det gælder både offentlige personer, politikere og Hr. og Fru Hamburgerryg. For mange gælder det, at de bare vil være politisk korrekte, så de synes det hele er fint, og at ”det er flot at stå ved, hvem man er”. De vil så gerne støtte op om det, hvis det kan gavne dem selv via omtale, goodwill eller stemmer! Men! De aner ikke, hvad de taler om, de hyler bare med i koret. Følger med strømmen som lemminger.
Den misvisende propaganda fra LGBT+ Danmark gør det heller ikke bedre. De kræver og forventer særlige hensyn til højre og venstre. De vil endda undervise børn på skolerne i kønsidentitet. Og siger man noget, som LGBT-verdenen ikke bryder sig om at høre, bliver man kaldt transfob og TERF.
De skyder sig selv i foden med deres insisteren på, at transkønnethed er en ting. På et tidspunkt henviste LGBT+ Danmark endda til DIY-behandling med hormoner i udlandet, uden om det danske sundhedsvæsen!1
Desværre har deres aggressive tilgang dog negative konsekvenser for alle de LGBT-folk, som bare vil leve i fred. Jeg har i hvert fald selv mistet al respekt for den aktivistiske del af segmentet.
Min søn er blevet draget af en online trans-verden, der opfordrer ham til at gå “no contact"
Jeg er mor til en ung, voksen mand med autisme. I hans papirer står der, at han “ikke kan tage vare på egen sundhed og sikkerhed og ikke er alderssvarende". Alligevel er han nu i hormonbehandling ved CKI.
I September 2023 delte LGBT+ Danmark på deres hjemmeside og deres Instagram muligheden for at man “nemt” kunne få hormonbehandling på den udenlandske net-klinik GenderGP, hvis man selv havde råd. Opslagene er senere fjernet, men Dansk Regnbuerråd har delt screenshots af opslagene på instagram og det fremgår også i et spørgsmål til Ministeren for ligestilling stillet af Dina Raabjerg (KF). Ifølge Raabjerg, reklamerede klinikken bl.a. med, at hormonbehandling hos dem kunne igangsættes 3-5 dage efter henvendelse.