Afgørelsen nærmer sig i den første danske retssag anlagt af en transkvinde, altså en biologisk mand, mod en kvinde, der kritiserer ham. Alligevel er det svært at præcisere, hvad sagen helt konkret omfatter.
Den kommer for i Retten i Lyngby den 12. august, og den gælder måske kritikeres ytringsfrihed, måske ikke. Den handler også om, hvorvidt mandens fortid kan have betydning i relation til hans nutidige virke eller ej. Og så handler sagen om hans krav på 100.000 kroner for tort og svie, om lovparagraffer, en EU-forordning, bøde og måske fængselsstraf.
Sagsøgeren er transkvinden Nadia Jacobsen, en prominent transaktivist. Han har sagsøgt psykoterapeut Lotte Ingerslev, der fører en blog med fokus på transbevægelsen, transkoen.dk.
Jacobsen anser sit privatliv og sin ære krænket af, at Ingerslev i et langt indlæg på sin blog videreformidlede Jacobsens pornografiske selfies – fotos og videoer, som han selv havde lagt offentligt frem, frit tilgængelige på nettet.
Nadia Jacobsen føler sig desuden krænket af at blive ”fejlkønnet”. Lotte Ingerslev omtaler ham med ordene mand, han og ham i blogindlægget, og hans advokat betegner det som chikane. Jacobsen mener sig desuden udsat for æreskrænkende påstande.
Kræver lukkede døre
Den seneste udvikling er, at Jacobsens advokat begærer sagen, der ellers har udspillet sig i al offentlighed, behandlet for lukkede døre. Pressen og andre skal altså formenes adgang. Først den 12. august vides, om begæringen afvises eller ej.
Blogindlægget, som retssagen handler om, blev offentliggjort den 6. marts 2024, og fortæller om Jacobsen og Dansk Boldspil-Union. Overskriften var: ”Afsløring: En mand, som der findes pornografiske, fetich-fokuserede videoer af til offentligt skue på nettet, har medvirket til at udfærdige DBU’s nye, “inklusive” anbefalinger om at lukke mænd ind i pigers omklædningsrum – kun adskilt af et forhæng — Få dokumentationen her …”.
Blogindlægget blev udløst af, at biologisk køn - ifølge DBU - ikke længere bør være afgørende for, hvilket køns fodboldhold man deltager på, ej heller hvilket køns omklædningsrum, man bruger. Føler Mads sig som Maria, er han ifølge DBU en kvinde, når det gælder klubbernes breddefodbold.
Skiftende kurs i retssagen og vilde påstande
Men før nærmere belysning af DBU-siden, lidt om, hvorfor det er svært at præcisere, hvad sagen gælder. Ordet fejlkønning, som transkvindens advokat bragte i spil indledningsvis, er ikke et begreb i dansk lov, men det suppleres af ordet æreskrænkende, hvilket også kan stå for injurierende, samt ordet chikanerende.
Da Jacobsens advokat fremlagde, hvad hans klient mente var æreskrænkede ytringer i blogindlægget – i alt 67 citater - var tidsfristen vedrørende injurier dog for længst overskredet. Advokaten måtte derfor frafalde kravet om straf for de ytringer, men pointerede, at ytringerne stadig er krænkende for hans klient, og senere blev ordet fejlkønning igen fremhævet fra advokatens side.
Jacobsen selv og hans mange støtter bidrager til forvirringen. På de sociale medier har Jacobsen & Co. flere gange hævdet, at Lotte Ingerslev har påstået, at han er pædofil og en fare for børn og kvinder. De fremlægger aldrig dokumentation, og de påstande fremgår heller ikke af listen med de 67 citater fra blogindlægget, som Jacobsen fandt æreskrænkende. Vil de udokumenterede påstande mon blive en sag i sig selv i retten?
I Jacobsen-kredsen ses desuden hævdet, at Ingerslev har begået cyberstalking, at hun har krænket ophavsretten og at videregivelsen af porno-billederne er hævnporno.
Svar på principielle spørgsmål
Siden Jacobsens advokat, Nikolaj Nielsen, for knapt et år siden varslede en mulig retssag, har der været gisnet frem og tilbage om sagens konkrete indhold, berettigelse og udfald.
Ét principielt spørgsmål er, om det i Danmark er tilladt at bruge ord som mand, han og ham om en biologisk mand, der har papir på juridisk kønsskifte, eller om det er strafbart eller en skærpende omstændighed, hvis det gøres bevidst.
I det aktuelle tilfælde gælder det en mand, der på sociale medier flittigt udskammer kvinder, der ønsker at bevare kvinders ret til at kunne være uden mandekroppe i egne sfærer, hvad enten det er i omklædningsrum, kvindefængsler, krisecentre, kvindesport eller i andre sammenhænge.
Sagen vil måske afklare, om enhver i Danmark vitterligt er forpligtet til at bruge ord som kvinde, hun og hende, om en mand med juridisk kønsskifte - også hvis han er en misogyn fætter eller en voldtægtsmand.
Forpligtes alle dertil vil det på visse områder føre til virkelighedsforvrængende kommunikation samt til et psykisk pres. Ikke blot voksne, men også børn tvinges til gå imod, hvad de sanser og mener (den engelsk betegnelse for det er moral injury – moralsk skadevoldelse).
Min varedeklaration
Jacobsen selv lobbyer for fuld inklusion af transkvinder i alle kvinde-sfærer, og Lotte Ingerslev dokumenterer i sit blogindlæg, hvordan han flittigt på de sociale medier udskammer dem, der ikke er enig med ham. Bloggeren har godt nok lagt sort streg henover modtagernes navne, men de allerfleste er kvinder, og jeg må, også som en varedeklaration i relation til denne artikel, nævne, at jeg var blandt modtagerne af Jacobsens nedgørende ord, og det er jeg stadig.
Kampen mod kvinder, kritiske over for dele af transbevægelsen, er åbenbart så vigtig for Jacobsen, at han på det sociale medie Bluesky bruger den allerførste linje i sin præsentation af sig selv, til at fortælle følgende: ”You all probably know me from Twitter fighting TERFs” – Terf er et skældsord, som bygger på begrebet Trans-Exclusive Radical Feminist, men som affyres gavmildt også mod andre. På de sociale medier har Jacobsen mange følgere set i dansk sammenhæng, heriblandt flere kendte.
Men tilbage til retssagen, der måske afklarer, om det er tilladt at bruge biologisk korrekt omtale af en transkønnet. Det næste spørgsmål er, om det er i samfundets interesse at belyse sagsøgerens aggressive holdning til kritiske kvinder, når han har været blandt rådgiverne af Dansk Boldspil-Union i en sag, der i den grad vedrører kvinder og piger. DBUs bestyrelse har som nævnt valgt at prioritere transaktivisternes ønsker, så kvinderækken på bane og i omklædningsrum ændres til mixed-køn. I udlandet har flere piger og kvinder, der har ytret sig mod inklusion af mandekroppe, fået alvorlige problemer
Rådgiver og forhandler med politikere
Vigtigst i denne retssag er dog nok, hvorvidt det er i samfundets interesse at vide, at den pågældende rådgiver af DBU tidligere har lagt pornografiske foto og videoer af sig iført bl.a. korset og paryk ud til offentlig beskuelse. Jacobsen har desuden delt materiale fra andre mænds side. Er Nadia Jacobsen indflydelsesrig nok til, at den viden om hans private gøren og laden, er i offentlighedens interesse? Er det fx noget, der rager DBU, fodboldpigerne og den øvrige sportsverden?
Som daværende bestyrelsesmedlem i foreningen Transpersoner i Danmark rådgav Jacobsen også Dansk Idrætsforbund, der anbefaler inklusion. Han har rådgivet Sundhedsstyrelsen, han har mediers bevågenhed, og han er medlem af Socialdemokratiets såkaldte Regnbuenetværk, hvor han blandt andet har mødt ministeren for ligestilling og ministeren for sundhedsområdet.
På sociale medier har han desuden fortalt, at han ”sidder og arbejder med lovtekster og forhandler med politikere”.
Jacobsen benægter, at han er indflydelsesrig. Han er ikke i stand til at ”hjernevaske” DBU, som han udtrykker det.
Hvad og hvornår i retssystemet
Landets allerstørste medier har ignoreret sagen totalt, ligeledes har de etablerede kvindeorganisationer, men her følger et overblik ud fra, hvad der er offentligt kendt.
Den 7. marts 2024, dagen efter Ingerslev har lagt sit kritiske blogindlæg på nettet, bebuder Nadia Jacobsen, at han vil politianmelde Ingerslev, men det er tilsyneladende sket forgæves.
Den 9. marts bebuder Jacobsen, at medmindre Ingerslev fjerner sit blogindlæg, vil han anlægge injuriesag, altså en privat straffesag (i en sådan rejser den forurettede selv sagen, ikke den offentlige anklagemyndighed).
Knapt et halvt år efter, den 29. august, modtager Ingerslev en mail fra advokat Nikolaj Nielsen, med overskriften: ”Æres- og privatlivskrænkelse af min klient Nadia Jacobsen”. Af mailen fremgår, at Lotte Ingerslev skal betale ”mindst 100.000” i ”tortgodtgørelse” til hans klient for ”grove æreskrænkelser”. Advokaten fremhæver bl.a., at Ingerslev ”konsekvent fejlkønner” hans klient, og at hun har videregivet pornografiske billeder af hans klient. Advokaten kræver afpublicering af blogindlægget.
Kravene afvises den 3. september af Ingerslevs daværende advokat, Bjarke Vejby.
Dagen efter, den 4. september stævner advokaten på Jacobsens vegne Lotte Ingerslev for at have krænket Jacobsens ”privatliv og ære”. Ifølge advokaten gælder det en overtrædelse af §267 (æreskrænkelse) og §264d (videregivelse af billeder vedr. en andens private forhold, ”der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed”.) Advokaten kræver en tortgodtgørelse til klienten på 100.000 kr. og fjernelse af blogindlægget. Advokaten hævder i stævningen, at det ”I dansk ret er det almindeligt anerkendt, at bevidst fejlkønning af en transperson udgør chikane”.
Først syv måneder senere, den 13. marts 2025, specificerer advokat Nikolaj Nielsen, hvilke passager i Ingerslevs blogindlæg, hans klient anser for ærekrænkende, og det er de 67 tidligere nævnte citater.
Ved en privat anlagt sag som denne foregår den indledende del af selve retssagen ved, at sagsøgerens advokat fremsender ”processkrifter” med anklager til retten og til den sagsøgtes advokat, som svarer modparten og orienterer retten via egne processkrifter. I januar aftalte dommer og parternes advokater, at selve hovedforhandlingen vil foregå den 12. august fra kl. 9.15 til 15.00 i Retten i Lyngby.
Inden tidslinjen fortsættes er det værd at hæfte sig de citater, som Jacobsen mente var æreskrænkende og/eller injurierende og dermed vel muligt strafpåkaldende. Størstedelen udgøres af citater, hvor ordet mand og/eller han bruges om Jacobsen, altså såkaldt “fejlkønning”, og heriblandt disse tre:
”manden med det kvindelige navn Nadia Jacobsen”
”Bare tre måneder senere skriver han dette”
”Det, at Jacobsen har fået juridisk kønsskifte, betyder, at “staten anerkender at jeg er en kvinde.” “Du har ingen ret til at kalde mig en mand,” tilføjer han i denne ordveksling:”
Ifølge hans advokat er den slags tilsyneladende strafpålæggende, siden de fremgik af listen.
Tidslinjen fortsætter således:
Den 26. marts 2025 sender Ingerslevs advokat imidlertid et processkrift, der oplyser, at de 67 påståede æreskrænkende ytringer er faldet for forældelsesfristen, der er på seks måneder (efter ”krænkelsen” konstateres af sagsøgeren). Der er gået et års tid.
Den 9. april frafalder Jacobsens advokat sit krav om straf jf. efter staffelovens §267 (æreskrænkelser) for de citerede ytringer, men fastholder, at ytringerne er krænkende.
Den 30. juni anfører Jacobsens advokaten i et processkrift alligevel følgende: ”Det fastholdes, at fejlkønning er en velkendt form for chikane rettet mod transpersoner.”
Så er fejlkønning stadig inde i billedet? Nu måske som en skærpende omstændighed i relation til videregivelsen af de pornografiske selfies og videoer?
Siden stævningen har Jacobsens advokat ydermere hævdet, at Ingerslev har overtrådt EU’s persondataforordning (GDPR). Hvad der menes helt konkret er ikke offentliggjort, men GDPR-regelsættet er noget af en moppedreng, og Nikolaj Nielsen beskæftiger sig jævnfør advokatfirmaets websted også med EU-ret.
Tilbage er kun retssagen i Lyngby, og dommen, der forventes at falde en måneds tid senere.
Transkvindens skræmmemotiv

Før sagen gik i gang havde Jacobsen forklaret, hvorfor han måske ville sagsøge Lotte Ingerslev, således:
”Alle andre anti-transaktivister skal afskrækkes fra nogensinde at gøre det samme mod andre. Jeg tager den her til enden, de skal fandme komme til at fortryde den dag de gik efter mig. Og det skal huskes i fremtiden, hvad der sker når man gør det.”
Det skrev Jacobsen på det sociale medie Mastodon.
Afskrækkelsen sker også på anden vis. Nadia Jacobsen har skrevet følgende på mediet Bluesky:
“Vi fik i samlet flok lukket hendes blog på 3 forskellige hosts” (en host er vært for websteder inkl. blogs. Første vært var one.com).
Transaktivister har inddraget Lotte Ingerslevs familie i sagen og bragt adresse og luftfoto af privatboligen. Desuden har to af Nadia Jacobsens allierede skrevet falske, nedgørende anmeldelser på Trustpilot af Ingerslevs psykoterapi-websted.
Nogle af de poster, som Nadia Jacobsen selv har skrevet om sin modpart og om andre kan i øvrigt let udlægges som værende af æreskrænkende art – altså flere forsøg på afskrækkelse.
Bloggen Transkoen.dk lever dog stadig, og den er en slags dansk opslagsværk i de dele af transbevægelsen, der kommer med en pris for andres vilkår og helbred. Bloggeren belyser desuden transaktivisme i sundhedssystemet, kommunalbestyrelser, skoler, sportsforbund m.fl.
Vært for bloggen er i dag platformen Simply.com, der ikke gav efter for aktivisternes krav om at lukke den ned. Det pornografiske billedmateriale, som Ingerslev havde fremfundet ved simple søgninger på nettet, er imidlertid fjernet og nu kun beskrevet tekstmæssigt. Lotte Ingerslev mener dog fortsat, at de er lovlige at bringe.
På Transkoen.dk-bloggen har Lotte Ingerslev fra starten i 2022 haft mest fokus på børn og unge. Det første indlæg havde overskriften: ”Kan man sætte puberteten på pause med stophormoner”. Det var et kritisk indlæg vedrørende de såkaldte pubertetsstoppere på teenagere. Flere lande, anført af Finland og Sverige, er stort set ophørt med at bruge stophormonerne i relation til kønsskifte af børn og unge. Da det samme skete i Danmark, foregik det i al tysthed.
Indsamling af penge til retssagerne
Ingerslev, der i mange år var gymnasielærer, måtte via nettet indsamle 200.000 kroner til advokat, andre sagsomkostninger plus skatten af indsamlingen. Et skift af advokat (nu Heidi Højmark Helveg) i en sen fase gjorde det nødvendigt at indsamle yderligere 100.000. P.t. er der indsamlet ca. 360.000 kr. I begge omgange har den store majoritet af donationer været meget små, men der har været to store bidrag fra anonym side.
Nadia Jacobsen var jf. egne oplysninger på nettet tidligere lastbilchauffør, arbejder nu som pædagogassistent og påbegyndte sin kønsskiftebehandling med østrogen for fem år siden. De pornografiske fotos og videoer var lagt på nettet tidligere - han havde rundet de 30 år. Materialet er i en genre, der kaldes sissy porn og sissy hypno.

Ifølge Jacobsens beretninger på de sociale medier var der tale om en eksperimenterende, svær fase i livet, der ingen relevans har i dag. Han fortæller, at han nu er nærmest aseksuel og afviser kategorisk, at der ér mænd, der vælger at skifte til at være kvinde, fordi de tænder seksuelt på at se sig selv som kvinde (fænomenet Autogynefili).
Jacobsen har indsamlet 122.500 kr. til sagen. Hvorvidt advokaten, der har speciale i menneskerettigheder, i vist omfang arbejder pro bono eller støttes fra anden side også, vides ikke. Til Indsamlingsnævnet under Civilstyrelsen skrev Jacobsen, at pengene skulle bruges til en injuriesag mod Lotte Ingerslev, der ”i en artikel har beskyldt mig for at være en fare for kvinder og børn”. Budskabet gentages i crowd-fundingen.
Indtil nu har sagen som nævnt fået minimal opmærksomhed i pressen, men jeg har omtalt ytringsfriheds-aspektet i et par medier, og der var et kort radioindslag på Radio4. Det fandt sted, før Nadia Jacobsens advokat frafaldt kravet om straf efter §267 (injurieparagraffen). Hos Radio4 udtalte Klaus Josefsen, ekstern lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet, at hvis Nadia Jacobsen fik medhold i anklagen om ærekrænkelse, så ville det flytte grænserne markant for, hvad man må sige: “Det ville det være en slags juridisk Danmarkshistorie”, forklarede han.
Lobbyer for at få indskrænket ytringsfrihed
Ingen ved i dag, om det i Danmark er strafpådragende at kalde en transidentificerende mand for en mand, når det sker bevidst. I Tyskland ville det jævnfør en ny lov om bl.a. hadtale kunne ske. Der gives bøder på op til 10.000 Euro (cirka 75.000 kroner), og det kan udløse fængselsstraf at offentliggøre det biologiske køn og fødselsnavnet på en transkønnet. Det samme gælder, hvis man undersøger noget nærmere i den sammenhæng - hvis ikke transpersonen har givet tilladelse dertil. I transmiljøet hyldes Tyskland for den nye lov, og de enkle søgninger, som Ingerslev har foretaget, ville måske være strafbare i nabolandet.
LGBT+ Danmark arbejder herhjemme på at få såkaldt hadtale og anden hadkriminalitet kriminaliseret yderligere, og ligestillingsminister Magnus Heinicke har ytret støtte til at få begrænset ”chikane” mod transkønnede. Også i EU er der fokus derpå, og blandt de magtfulde EU-lobbyister på det område ses paraplyorganisationen ILGA-Europe og Amnesty International.
Det bør i disse tider måske ikke undre, at ytringsfriheden også vedrørende biologisk køn ønskes indskrænket, for der ses jo bredt en opblussen i krav om at forbud. Religiøses krav har i Danmark allerede udmøntet sig i Koranloven, og fra den ekstreme højrefløj, om Trumpister eller ej, ses forbud mod bøger, mod undervisningspensum og andet.
Den slags krav om censur skyldes normalt, at man mener at have hele sandheden selv og derfor finder andre holdninger kætteriske. I krævende miljøer dyrkes typisk ekstreme fjendebilleder og egen offergørelse, og et eksempel på begge dele lyder således: "… hun anser ikke transkønnede for mennesker. Vi er fjender der skal udryddes". Det skrev Nadia Jacobsen om Lotte Ingerslev på et socialt medie i september 2024, og det er ikke den eneste gang, der ses til lignende særprægede påstande fra hans og andre transaktivisters side.
Høj pris at betale for at ytre sig
Ekstreme påstande, politianmeldelser, sagsanlæg, shitstorme og cancel-forsøg har fået mange til at tie. De ved, at det kan koste masser af tid, masser af penge og venskaber. De ved, at det har kostet dyrt karrieremæssigt for flere at blive beskyldt for transfobi. Og retssager kan sætte dybe spor, hvad enten den sagsøgte vinder eller ej, for processen udgør i sig selv en barsk straf.
Går dommen Jacobsen imod kan det være for tidligt for Ingerslev at drage et lettelsens suk, for sagen appelleres måske. Det ses i andre sager, hvor transkønnede ikke opnår den ønskede dom. Især i udlandet, men også i Danmark, er der advokater med speciale i menneskeret, der ser sådanne afgørelser som så principielle, at de forsøges ført helt op til Højesteret og måske tilmed videre. Det skete fx i Danmark med formålet, at en transidentificerende mand med to ældre voldtægtsdomme i baggagen skulle kunne afsone hos kvinderne. Det lykkedes dog ikke.
Familievejleder i klemme
Men vigtigt er at vide, at selv kvinder, der ikke er ude i et kritisk ærinde, som ikke ”fejlkønner” bevidst, kan komme i klemme herhjemme. En sådan sag valgte Nadia Jacobsens advokat, Nikolaj Nielsen, at fremhæve i stævningen af Lotte Ingerslev.
Advokaten henviste til en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet fra 2017. En far med juridisk kønsskifte, der havde overvåget samvær med sin søn, indberettede den bisiddende kommunale familievejleder for fejlkønning. Faren mente sig ”forskelsbehandlet”, fordi vejlederen enkelte gange, af gammel vane, havde omtalt ham med navnet, han havde før sit kønsskifte, og havde brugt ord som han. Faren ønskede også, at sønnen omtalte ham med sit kvindenavn og som medmor.
Selvom Ligebehandlingsnævnet vurderede, at vejlederen ikke havde haft til hensigt at chikanere, gav de faren medhold, fordi de kunne konstatere ”at klager har oplevet disse udtalelser (…) som nedværdigende”.
Det eneste, der talte, var altså at modtager følte sig krænket, hvilket kan blive en glidebane i disse krænkelsesparate tider.
LTBT+ Danmark lobbyer for skærpelse af lov
LGBT+ Danmark ønsker at få gjort "hadmotiveret chikane" til en selvstændig forbrydelse i straffeloven og ønsker også, at få det gjort obligatorisk for politiet at registrere enhver given hændelse som hadtale/hadkriminalitet, hvis anmelderen har følt, at det er det. I dag har politiet ret til at have en egen umiddelbar vurdering, men gennemføres kravet vil det resultere i et kraftigt stigende tal for hadkriminalitet.
LGBT+ Danmark selv indskærper medlemmer og andre LGBT’er at anmelde alt, de føler sig krænket eller truet af, hvis de føler, at det bunder i deres gruppetilhør som beskyttet minoritetsgruppe. Med et stigende antal politianmeldelser kan der kræves yderligere politisk handling på linje med, når LGBT+ Danmark kræver det efter undersøgelser baseret på såkaldt selvrapportering.
I sagen om familievejlederen vides ikke, om den transkønnede først blev afvist af politiet, eller kun klagede til Ligebehandlingsnævnet. Så vidt vides har nævnets afgørelse dog medført, at kommunalt ansatte er indskærpet kun at bruge de ønskede pronominer med videre.
Det samme gør dansk politi, retsvæsen og medier, selv i relation til kriminalitet begået af transidentificerende personer. Det skete tilmed i mordsagen fra Nordjylland, hvor der var tale om den mest bestialske form for kriminalitet, begået af ”en kvinde og en mand”. Det var to mænd.
Magtens ageren i de sager sker af hensyn til den kriminelle, men fører alle andre bag lyset, og det er blot et af flere eksempler på, hvor stor en magt transkønnede og deres allierede har.
Fik du læst?
Hvem vinder og hvem taber når sproget forvansker virkeligheden?
Bibbidi-Bobbidi-Boo – med en snuptag omskriver domstole, medier og offentlige instanser virkeligheden; mænd bliver til kvinder med et trylleslag. Og køn er noget man tildeles.







Meget grundig gennemgang. Tak!
Tak for den grundige gennemgang. Det bliver interessant at se hvad sagen fører til ...