Kulturlivet! Stedet, hvor sjæle løftes, normer brydes, moral defineres, ytringsfrihed og demokrati forsvares, eller? Hvem skulle have troet, at kulturens verden også går ind for at gøre kunstnere tyste og berøve publikum oplevelser og meninger, der brydes?
På den anden side af Nordsøen, i Storbritannien, har kulturlivet i flere år praktiseret, hvad der der kaldes boykot af de uønskede eller cancelling af dem. Det ses tilsyneladende som stuerent, påskønnet af dem, der mener sig progressive.
Hvordan det står til fremgår af to rapporter, hvoraf den nyeste i slutningen af april blev forelagt i House of Lords – det ene af det britiske parlaments to kamre.
Rapporten har overskriften ”The New Boycott Crisis - A report exploring the impact of cultural boycotts on artists, venues and promoter.” Udelukkelsen rammer kunstneren, men også alle andre i kredsløbet, heriblandt arrangører og bookingbureauer
Rapporten fortæller om cancelling på grund af en persons opfattelse af køn og rammer den, der ytrer sig kritisk over for transideologien. Inden for den ideologi hersker blandt andet en tro på, at der er flere køn end to, at en mand er en kvinde, hvis han mener det, og at et barn, der mener det er født i det forkerte køns krop, ved bedst selv, og derfor skal bekræftes og sættes i kønsbehandling.
Men rapporten fortæller også om boykot af kunstnere på grund af deres jødiske tro. Antisemitismen forsøges legitimeret ved at tildele jøder et kollektivt ansvar for staten Israels ageren i Gaza. Religion afgør sagen, ikke statsborgerskab, hvilket ellers er præmissen for at holde russere ude, altså Ruslands invasion af Ukraine.
Karaktermord på musiker
Bag rapporten står sammenslutningen Freedom In The Arts, og ved forelæggelsen i parlamentet var en af talerne den irske eksperimenterende kunstner, Róisin Murphy – en erfaren musiker, der var populær i den progressive kulturelite, indtil hun ytrede noget uønsket.
Murphy berettede om transaktivisters forsøg på at sende hende i ”professionelt exil” op til lanceringen af hendes nye album med titlen Hit Parade. Musikerens brøde var især at have ytret sig kritisk om at medicinere børn, der mener sig født i det forkerte køns krop, med pubertetsstoppere.
Også herhjemme, i Politiken, udløste hendes udsagn et svirp over næsen. ”Det skulle have været hendes store øjeblik. Så sagde hun noget dumt”, lød overskriften på en ellers fin anmeldelse af hendes nye album.
Beskeden transaktivisterne gav, er ifølge Róisin Murphy klokkeklar: ”Indordn dig eller mist dit levebrød”. Et krav om selvcensur. Men selvcensur fører ifølge hende til, at kunstnere i dag må vende og dreje alt for at sikre, at der ikke er et gran af uønsket i, hvad de laver. Kalkulation må gå forud for kunst. Hun fortalte også, at kassen er smækket for de kunstnere, der ikke behager transideologer.
Men det mest skrækindjagende for Murphy var at opleve, hvordan institutioner og medier var ukritiske medløbere. Hun nævnte ingen navne, men den store public service-station BBC har for eksempel gennem det seneste år været under skarp kritik på grund af en dokumenterbar partiskhed til fordel for transaktivismen.
Forlagsbranchens eksklusion
Hvad angår partiskhed, så gør den sig også gældende i den britiske litteraturverden, og det blev beskrevet i en rapport, der udkom for et år siden. Forlagsbranchen ekskluderede hurtigt forfattere og forlagsansatte, der udtrykte sig kritisk i transdebatten – de såkaldt gender criticals (kønsidentitets-kritiske).
Litteraturfestivaler boycottede også de forfattere, og flere bibliotekarer og ansatte hos boghandlerne holdt de kritiske bøger væk fra publikum.
I rapporten nævnes blandt børnebogsforfatteren Gillian Philip, der blev angrebet, alene fordi hun på Twitter, nu X, havde brugt hashtagget #IStandWithJKRowling - et udtryk for støtte til den berømte forfatter, der udsættes for massive angreb fra transaktivisters side. Inden for 24 timer havde Gillian Philip fået dødstrusler og mistet sin forlagsaftale. Hun ernærer sig i dag som lastbilchauffør.
Rapportens titel er ”Everyday Cancellation in Publishing: The Costs and Legal Risks of Discrimination Against Gender-Critical Staff and Authors“. Ifølge rapporten koster boykot også på forlagenes bundlinje, og den åbner for anklager om diskrimination.
Rapporten kan være af interesse også i dansk sammenhæng. Nok indtraf lydhørheden over for transideologien tidligere i UK, men de danske forlags og bibliotekernes prioriteringer kan aflæses af de mange bøger på dansk, der står på bibliotekshylderne og som repræsenterer transideologiske holdninger - bøger, rettet mod børn, unge og voksne. Hvad der stort set er fraværende, udgivet på dansk, er bøger om de problematiske sider af transideologien, herunder underminering af kvinders ret til egne sfærer, hvor de er sårbare, påvirkningen af sårbare børn og unge samt følger for ytringsfriheden.
Den velanmeldte, internationale bestseller “Trans - When Ideology Meets Reality” er således ikke oversat til dansk, og bibliotekernes interesse for bogen er begrænset. Ifølge bibliotek.dk findes denne kritiske bog, skrevet af den prisbelønnede journalist Helen Joyce, kun på syv biblioteker. Mens 75 biblioteker har bogen “Hvem er bange for køn”, der angriber de kritiske. Den bog er skrevet af transideologernes ikon, filosoffen Judith Butler, oversat af Peter Borum, og anmeldt her hos Kvinderettigheder.dk.
Ramte egen bundlinje
I UK bekostede forlag flere transideologiske fusere og tabte læsere. Professionalismen blev sat på bagsædet, og ideologien i førersædet, påvirket især af de yngre forlagsansattes holdning,
Rapporten , der blev udgivet af organisationen Sex Matters (biologisk køn betyder noget), belyser også partiskhed med tal.
Et forlag gav for eksempel et forskud på et seks-cifret beløb (i britiske pund) til en feteret transkvinde, fotomodellen Munroe Bergdorf, for en bog om at skifte fra at være en ung sort mand til smuk kvinde. Den bog solgte i under 3.000 eksemplarer.
Den tidligere nævnte kritiske bog, skrevet af journalisten Helen Joyce, solgte i over 23.000 fysiske eksemplarer i UK og internationalt i over 100.000 eksemplarer. Forfatteren havde kun fået et fem-cifret beløb i forskud, og inden da havde hun fået afslag fra en lang række forlag.
Samme problemer med at finde udgiver havde filosoffen Kathleen Stock med sin bog “Material Girls: Why Reality Matters for Feminism”, men også den kom på bestsellerlister. Bogen nævnes dog ikke i rapporten.
Ifølge Sex Matters egen analyse til brug for rapporten ligger det gennemsnitlige salg af faglitterære gender critical-bøger 10.000 eksemplarer højere en gennemsnittet for de faglitterære bøger, der reflekterer den transideologiske overbevisning.
Antisemitismen i UK
Hvad angår boycot af jødiske kunstnere fik også antisemitismen tidligere greb om UK end i Danmark, men eksklusionen af jøder har taget fart i kølvandet på Hamas terrorangreb, den 7. oktober 2023, rettet mod deltagere i en musikfestival. Israels modangreb pustede ekstra liv i antisemitismen i UK, ligesom i resten af den vestlige verden.
Selv de jøder, der er mest uforsonlige i deres kritik af det Israels regime, ses lagt for had. Og lige som med transaktivismen er det især unge, der fører an, med et kompagni af ældre indpiskere i ryggen.
Ingen ved, hvor mange i kulturlivet inklusive dets pengemænd, der er uenige med aktivisterne på disse områder. Den nyeste rapport antyder, at de dukker hovedet af frygt for også at blive udskammet.
”Ingen beskyldte mig for noget. De ophørte bare med at svare,” lyder det fra en af de citerede jødiske kunstnere, der har fået det svært.
The silent boycot
I rapporten betegnes eksklusionen af jøder som en ”silent boycot”. En stille udelukkelse, der sker uden papirspor eller andet, der kan bruges i argumentationen mod eksklusionen eller i en diskriminationssag.
Sker det samme i Danmark? Forleden talte jeg med en kulturpersonlighed, der måske – måske ikke - er udsat for en stille boykot.
Personen har i årevis haft god succes, udmøntet i en overfyldt projekt- og ordrebog. Nu er bogen tom.
”Min fornemmelse er, at bare der er én person i gruppen, hvor bevillinger og aftaler afgøres, som nævner, at et ja til mig kan udløse kritik, så er løbet kørt,” siger kulturmedarbejderen. ”Jeg har ingen beviser, men stoppet hænger tidsmæssigt sammen med stemningsskiftet herhjemme.”
Personen kræver anonymitet for ikke at komme i aktivisters søgelys.
Men også arrangører rammes. Således måtte The British Museum slutningen af maj aflyse et foredrag om oldtidens Israel og den jødiske kultur. Årsagen var bebudede forsøg på at forstyrre arrangementet. I pressemeddelelsen oplyses følgende:
Men hvad er modsvaret, når der presses på for boykot eller bebudes ballade? Bare at overgive sig eller?
Råd til kulturlivets aktører
Ifølge den rapport, som Freedom In The Arts forelagde parlamentet, viser erfaringerne, er det er omsonst at give efter for presset – at please. Hver gang den vej vælges, øges sårbarheden, fordi succesen giver aktivisternes appetit på mere.
”…appeasement does not work: institutions that capitulate do not purchase peace but permanent vulnerability, with each concession inviting further demands”.
En lære er også, at står man fast, er der en chance for, at bebudede demonstrationer udebliver, at publikum møder frem og at shitstormen dør hen.
Men ifølge rapporten kan selv en lille tue kan vælte læsset, og det er typisk, hvad der sker. Når en institution kapitulerer, hvad enten det er et forlag eller en musikscene, skyldes det ofte nogle få interne aktivister, og altså ikke varslet boycot fra publikums side. Og aktivisterne henviser typisk til diversitetsprogrammer for at få det, som de vil.
Ifølge rapporten er status i UK nu, at antisemitismen er den dominerende årsag til boycot på alle niveauer. Men erfaringen tyder på, at antisemitismen ikke bliver erkendt eller genkendt af det regelværk, der skulle forhindre diskrimination.
Fik du læst? 👀
'Be kind' er et scam - en tale om det frie ord i kønsdebatten
Fredag d. 5. juni afholdt Gruppen Paty deres grundlovsarrangement for 6. år i træk. Syv talere var inviteret til at sætte fokus på syv F’ere, som de mener, vi skal værne om.
Kathleen Stock var i Danmark og holde foredrag i april 2023. Jeg kontaktede dengang flere medier og spurgte, om de ville interviewe hende. Ingen svar. Jeg kontaktede efterfølgende flere forlag og spurgte, om de ville oversætte hendes bog. Udelukkende afslag.
Ærgerligt, for det er en rigtig god bog, sober og informativ.
Tak for artiklen
Glad for at disse to rapporter har set dagens lys.