“Vi vil bare gerne kunne leve i fred”, siger de, men en gennemgang viser noget andet
Hvorfor protesterer nogle feminister imod parolen "transkvinder er kvinder"?
“Vi vil bare gerne kunne leve i fred”.
Sådan lyder budskabet ofte, når medier bringer artikler med transpersoner, altså mænd og kvinder, der ønsker at være det modsatte køn.
Ofte medfølger en personlig fortælling om at finde sit sande, autentiske jeg og om omverdenens manglende forståelse. Der fortælles om chikane og der henvises til rapporter om LGBT-personers mistrivsel.
Det er svært, ikke at have sympati for ønsket om at leve et fredsommeligt liv, hvor hver passer sit eget:
Har du som mand lyst til at gå i kvindetøj, så gør du det.
Har du også lyst til at indtage kunstigt østrogen, så gør du det.
Gør hvad du vil. Det involverer jo ikke mig, synes indstillingen at være hos den gennemsnitlige dansker.
Når nogen så trodser live-and-let-live tilgangen, anser mange det derfor som afstumpethed. Årsagen til nogens jubelmangel må være transfobi eller -gisp- had til transpersoner. For transpersoner vil jo bare leve i fred, så hvad kan du dog have imod, at Bent - nej undskyld, Babette - går i dametøj og kalder sig kvinde?
Men det er en misforståelse, at min og andre feministers kritik skulle være rettet mod ønsket om at bryde med kønsstereotyper. At mænd går i dametøj. Det må de naturligvis gerne. Det er et frit land. Kritikken fra vores gren af feminismen er derimod rettet mod transbevægelsen, også kaldt kønsidentitetsideologien, oversat fra gender ideology på engelsk.
Det er den bevægelse, der mener at Bent Babette skal anerkendes som kvinde i enhver sammenhæng, fordi Bent Babette har en følelse af at være kvinde. Ifølge kønsidentitetsideologien er en persons biologiske køn altid irrelevant (ja faktisk unævneligt) og kun personens følte køn har betydning, når vi omgås hinanden.
I løbet af de sidste godt 10 år har transbevægelsen med støtte fra den intersektionelle feminisme med udtalt succes kæmpet for strukturelle ændringer, der i praksis både har forværret piger og kvinders vilkår og undermineret alles ytringsfrihed. I denne artikelserie vil vi tage et dyk ned i et par konkrete områder.
Allerførst skal vi dog tale om elefanten i rummet…
Nemlig, det juridiske kønsskifte…
Læs med næste gang, når vi tager et kritisk blik på loven om juridisk kønsskifte: Hvordan blev loven solgt dengang i 2014 og hvordan bliver den fortolket idag?




Jeres arbejde er så VIGTIGT
Det er en fornøjelse at læse jeres artikler
Tusind tak ❤️