Efterskolen holdt det skjult for os, at vores datter var blevet en dreng

På efterskolen og gymnasiet bakkede lærerne ukritisk op om vores barns ønske om at skifte køn. På begge skoler blev “Daniel” faktisk lidt af en celebrity

I forbindelse med årsdagen for Cass-rapportens udgivelse, bringer vi fem beretninger fra forældre, hvis børn har ønsket at skifte køn. Af hensyn til dem selv og deres børn, udgives de alle anonymt. Kvinderettigheder.dk er bekendt med forældrenes identitet.

Dette er forælderberetning nr. 5 af 5

Det var på efterskolen, at vores datter besluttede, at hun var en dreng, men efterskolen holdt det skjult for os. Personalet på skolen støttede hende fuld ud i ønsket om at skifte køn, og efterfølgende har også lærere og elever på gymnasiet bakket 100 procent op. Vores barn, som jeg vil omtale med som Daniel (ikke det valgte navn) blev faktisk lidt af en celebrity på begge uddannelsesinstitutioner.

Daniel havde ikke haft nogen tegn på kønsubehag i barndommen, men der skete noget under puberteten, hvor “hans” autistiske tendenser gjorde det svært at navigere socialt. Vi fornemmede også, at der måske kunne være en tiltrækning til eget køn involveret. Via fora på nettet, vennekredsen og altså på efterskolen, fandt Daniel en slags forklaring for sin følelse af at være udenfor og han blev en del af en gruppe. Som “Daniel” passede han ind.

Daniel blev først henvist som 18-årig, altså til voksensystemet. Det var til Aalborg-centret for kønsidentitet, hvor der var et års ventetid. Vi havde håbet, at han selv ville ændre holdning i mellemtiden, eller at behandlerne ville vurdere, at der ikke var brug for kønsskifte, men han fastholdt og fik et ja.

Med Daniels accept fik jeg lov til at deltage i en samtale på CKI Aalborg. Men mine input virkede uønsket fra psykiaterens side. Reaktionen var nedladende belæring og udskamning.

Jeg blev også informeret om, at en ung, der henvendte sig, kun ville få et ”nej” til behandling med krydshormoner, hvis pågældende fysisk set ikke kunne tåle hormonerne, f.eks. på grund af over- eller undervægt eller fordi hormonerne var inkompatible med anden psykofarmaka.

Det var en skræmmende oplevelse, som gav mig indtrykket, at bekymrede forældre, der også havde sat sig godt ind i usikkerhederne ved behandlingen, nærmest blev set som en fjende for både den unge og systemet.

Også i familien har det været svært. De forsøg vi har haft på at tale med Daniel om kønsskiftet har været anstrengte og i et vist omfang konfliktskabende. Han har godt nok set enkelte videoer med de såkaldte detransitioners, dem, der fortryder deres kønsskifte, men finder dem ikke relevante for sig selv. Alt i alt har der ikke været så meget andet at gøre for os end bare at være der for Daniel.

Han er for længst startet på testosteron, men ud fra, hvad vi kan observere, står det i dag lidt værre til med trivslen og helbredet. Daniels interesse for livsaspekter, der ikke har noget med køn at gøre, er også mindsket. Men han har ikke ændret holdning.

---

---

---