Ingen stillede kritiske spørgsmål til vores datters pludselige ønske om at skifte køn

Efter lang tids isolation, intens brug af sociale medier, særligt TikTok, og nye venskaber i LGBT-miljøet begyndte vores datter at identificere sig først som gender fluid, og senere som trans.

I forbindelse med årsdagen for Cass-rapportens udgivelse, bringer vi fem beretninger fra forældre, hvis børn har ønsket at skifte køn. Af hensyn til dem selv og deres børn, udgives de alle anonymt. Kvinderettigheder.dk er bekendt med forældrenes identitet.

Dette er forælderberetning nr. 4 af 5

At opleve sit barns ønske om kønsskifte har været en forfærdelig og overvældende oplevelse for os som forældre. Vores datter har forkastet sit fødselsnavn og har nu fået en officiel navneændring til et kønsneutralt navn. Vi kan kalde hende Nor.

Hun har gennemgået en forandring, som vi aldrig havde forestillet os. Det har været en smerte, der har fyldt vores liv med bekymringer, frygt og sorg. Vi har altid ønsket at være støttende forældre, men i denne situation har vi følt os magtesløse. Vi har svært ved at forstå, hvordan udviklingen skete så hurtigt, og det har føltes som om, at vi mistede den datter, vi kendte.

Nors ønske om at skifte køn kom meget pludseligt under coronanedlukningen. Tidligere har hun aldrig givet udtryk for kønsdysfori, tværtimod.

Hun elskede at klæde sig i kjoler og var en glad pige. Men efter lang tid med isolation, intens brug af sociale medier – særligt TikTok – og nye venskaber i LGBT-miljøet begyndte hun at identificere sig først som gender fluid, og senere som trans. Hun ville være en dreng, og begyndte at bruge en binder¹. Vi så også en kraftig ændring i hendes mimik, hvor hun prøvede at gå, sidde og tale mere maskulint.

Vi har oplevet, at sociale medier og online fællesskaber har haft en enorm indflydelse på hende. Hun brugte meget tid alene på værelset og fandt en form for fællesskab online. Vi kan ikke ignorere den rolle, som digitale platforme har spillet i hendes identitetsudvikling. Vores andet barn er meget engageret i LGBT-rettigheder, og det har måske også haft en indflydelse. Derudover har Nor ADHD og hun har oplevet mistrivsel i folkeskolen, hvilket kan have gjort hende mere sårbar over for påvirkninger udefra.

Da jeg fortalte vores praktiserende læge om hendes søgen mod kønsskifte, foreslog han hurtigt, at han kunne give en henvisning til Rigshospitalet til en samtale, da de vidste meget mere om det. Det afslog jeg straks, da jeg var bange for, at det bare ville sætte fart på processen.

Jeg kontaktede også LGBT+ Danmark som sagde, at jeg ikke skulle være kritisk, men opfordrede mig til at bekræfte hendes ‘nye køn’ og støtte min datter i hendes kønsskifte.

At være forælder til et barn der vil skifte køn har været ekstremt hårdt. Vi har konstant balanceret mellem at støtte vores barn og samtidig frygte, at vi ved at bekræfte hende i denne nye identitet, ville fastholde hende i noget, der måske ikke er til hendes bedste på lang sigt.

Det har præget relationen mellem os. Vi har altid haft et tæt bånd, men denne situation har skabt afstand og store udfordringer.

Vi har forsøgt at være åbne og imødekommende, men samtidig føler vi, at vi går på æggeskaller, fordi ethvert forsøg på at tale om vores bekymringer mødes med vrede eller afvisning. Det har været hjerteskærende at opleve, at vores barn trækker sig fra os, når alt vi ønsker er at beskytte hende. Det har hjulpet at dæmpe vores bekymringer og i stedet bare være mere lyttende og nysgerrige over for hende.

Søskenderelationen har også lidt under det. Vores andet barn har nok følt sig overset, fordi meget af vores energi gik til at håndtere situationen med Nor.

Vores største frygt var, at hun ville tage skridtet videre med hormonbehandling. Vi ved, hvor drastiske konsekvenserne kan være, og vi ønskede ikke, at hun tog beslutninger, hun senere ville fortryde.

Vi har forsøgt at skabe en åben dialog, hvor vi understregede, at det er okay at klæde sig maskulint og være den, man er, uden at skulle ændre sin krop. Men vi har følt os pressede fra alle sider – fra samfundet, fra hendes venner og fra de professionelle, som vi har søgt hjælp hos, som ofte ikke stiller kritiske spørgsmål til denne udvikling.

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi ved, at vi vil elske Nor uanset hvad. Hun identificerer sig ikke længere som trans, men nu som nonbinær og ønsker at tiltales de/dem.

Vi kalder hende stadig ‘hun’ og vores 'datter', og vi har alligevel et godt forhold, men hun er stadig ked af, at vi ikke er mere støttende i forhold til hendes ønskede pronominer. For at undgå konflikt, taler vi næsten ikke om det. Hun mener stadig, at man skal bekræfte transpersoner.

Hun trives rigtig godt i skolen i dag og har fået mange gode venner. Der er mange ting, der har gjort, at hun har fået det bedre, men det har ikke noget med køn at gøre.

Jeg tror stadig, at årsagen til hendes ønske om at være en dreng var, at hun var ensom og følte sig udenfor og anderledes, og måske var hun lidt senere udviklet end de jævnaldrende piger. Alt det fandt hun en forklaring på i et online fællesskab og nye venner, som havde samme interesse i LGBT som hende. Her blev hun set, og så var det nærliggende at blive “en af dem”, for at passe bedre ind.

---

---

---

1. En binder er en særlig stærk kompressions-undertrøje, der fladgør brysterne, så det ligner at man ikke har bryster. Pga. presset på brystkassen, kan den være hård mod vejrtrækningen, ribbenene, muskler, lungerne og ryggen, og den må derfor kun bruges 6-8 timer om dagen.