På Holbæk Sygehus skulle en mand rummes i kvindeomklædningen
Ledelsen gav en biologisk mand med nyt CPR-nummer lov til at bruge kvindeomklædningen, selvom en kvindelig studerende sagde fra.
I foråret 2024 er Caroline i praktik på Ortopædkirurgisk afdeling på Holbæk Sygehus. Hun er i begyndelsen af 20’erne og er i gang med en sundhedsfaglig uddannelse, som kræver, at hun ved hver vagt skifter til fuld uniform. Det gør hun i kvindeomklædningsrummet, hvor der også er bruseområde.
Blandt afdelingens andre praktikanter er der også en ung, biologisk mand. Han har fået juridisk kønsskifte, dvs. at han i statens personregister er angivet som ‘kvinde’ med et kvindenavn. Han benytter også kvindeomklædningen.
»Det var en person, som var spinkel, men som stadig var meget maskulin i sit fysiske udtryk. Der var en ret stor bule i buksen. Så man vedkommende i undertrøje var den mandlige muskulatur og kropsbygning meget tydelig. Den ene dag havde vedkommende også skægstubbe.« forklarer Caroline.
Hun bryder sig ikke om, at hun skal klæde om sammen med en biologisk mand.
»Vi står der jo i undertøj, og hvis jeg skulle i bad, ville jeg stå der nøgen med kun mit håndklæde omkring mig.«
Hun opsøger sin daglige vejleder, en afdelingssygeplejerske, og spørger hende, hvorfor personen bruger kvindeomklædningen, når vedkommende ikke er en kvinde.
»Hun svarede, at; jo, personen er en kvinde, for han har et kvindeligt CPR-nummer. Jeg indvendte, at det jo ikke gør ham til en kvinde, og at man jo tydeligt kan se, at han er en mand. Jeg sagde, at det var ubehageligt, at vedkommende skulle være der, når jeg var halvnøgen, og jeg foreslog, om vedkommende ikke kunne benytte toilettet i stedet. Men det afslog hun, for ifølge hende skulle alle kunne rummes på afdelingen, og hvis jeg synes det var ubehageligt, så måtte jeg gå ud på et toilet og klæde om.«
Det nægter Caroline, da hun ikke synes, det er fair. Men afdelingssygeplejersken svarer blot med en masse udenomssnak.
»I en sidebemærkning får hun så sagt, at de jo helst ikke ville have nogen klager om, at de ikke kunne rumme folk, der identificerer sig som noget andet.«
For at undgå at klæde om sammen med personen, begynder Caroline og hendes studieveninde at møde tidligere.
»Vedkommende slog mig ikke som belurer, men for mig var det en principsag. Jeg synes det var pisseprovokerende, at det var mig, der skulle flytte mig, fordi en mand hellere vil være noget andet. Det var jo kvindeomklædningen.«
Personlige grænser udskammes
I starten af dette år rejste det stor lokal debat, at Frederiksberg Svømmehal havde lavet en politik om, at transpersoner gerne måtte bruge det andet køns omklædningsrum.
I en tråd til et Facebook-opslag om sagen, skrev Runa Friis Hansen, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg:
… Det er da fuldstændigt ligegyldigt hvem man klæder om sammen med? Hvor kommer alt den kropsforskrækkelse fra? Jeg er en feministisk kvinde, og jeg er da fuldstændig ligeglad med, om jeg skal bade eller klæde om sammen med pikke.
Efterfølgende skrev hendes partikammerat, Christina Ytzen, der har været opstillet til kommunalvalget på Frederiksberg, i et selvstændigt opslag:
… Lad nu vær med at være skræmt af det naturlige.
Caroline køber dog ikke præmissen bag de to kvinders formaning om frisind:
»Hvis du skulle i svømmehallen med din datter på 14, og der kommer en 18-årig mand ind, fordi han identificerer sig som kvinde, ville din datter så ikke synes, det var en ubehagelig situation? Eller hvis du skulle være alene med en biologisk mand, der var dømt for voldtægt? Når først du har godkendt, at det eneste krav er, at folk ‘føler sig som kvinder’ eller har fået nyt CPR-nummer, så ved du ikke hvilke mænd, der kommer ind. Det er fint nok, at der er nogle, der ikke er blufærdige, men de kan jo ikke tale for alle andre.«
Caroline ender med at sende en klage til sin vejleder efter endt praktik, men hun har aldrig fået svar.
»Jeg sendte klagen for at vise, at jeg ikke ville finde mig i det. Det kunne jo ske igen, og det er ikke alle, der tør sige fra. Men jeg vidste godt, at jeg ikke fik noget ud af det.«
Når hun kigger tilbage på forløbet, er hun ikke i tvivl om afdelingens prioritering.
»De håndterede det kun ud fra, hvem der kunne give dem de største problemer; mig eller en, der sandsynligvis var med i LGBT+ grupper, og som var aktiv på sociale medier. De følte sig mere truet af risikoen for en shitstorm fra dem, end af mig. Jeg synes, at de tog den nemme løsning.«
Den nemme løsning
I den landsdækkende fitnesskæde PureGym, er det også den officielle politik at personer med kvindeligt CPR-nummer som udgangspunkt må bade og klæde om i kvindeomklædningen.
For arbejdspladser og virksomheder kan det øjensynlig føles risikabelt at tage stilling til opdelingen. Den ‘nemme løsning’ bliver derfor at sætte skildringen ved det juridiske køn – for så har andre afgjort hvilket køn folk tilhører. Og derved også andre, der skal stå på mål.
Men at ændre i et personregister ændrer ikke på den fysiske krop; det forvandler ikke en mandekrop til en kvindekrop.
Mange tror, at juridisk kønsskifte kun tilbydes, hvis man er i et behandlingsforløb eller man har bortopereret sine kønsdele. Men det er ikke korrekt: I loven om juridisk kønsskifte fra 2014 er der ikke nogen krav eller barrierer, hvis man er over 18 år. Det kræver blot en erklæring og bekræftigelse på, at man har ‘en oplevelse af at tilhøre det andet køn’.
At blive registreret som det modsatte køn i statens personregister kræver ingen lægegivet diagnose eller igangværende behandling.
Det hele beror på en borgers subjektive forståelse af de to køn, og derfor bryder det med helt basale forholdsregler, når det i praksis åbner for adgang til kønsspecifikke områder.
En ulogisk lov giver misfortolkninger
Under en lovbehandlingsdebat i februar, sagde partierne bag juridisk kønsskifte, at muligheden heller ikke er tænkt som en måde at opnå særrettigheder. Adspurgt om hvad loven giver ret til, svarede ligestillingsordfører Gunvor Wibroe (S):
”Den her lov giver ret til (…) at man kan ændre de to sidste cifre i sit cpr-nummer”.
Underforstået; den giver ikke ret til andet.
Det tilsluttede ligestillingsordfører Jan E. Jørgensen (V) sig:
”I sig selv giver det ikke nogen rettigheder, at man har fået et andet cpr-nummer, andet end at man ikke skal stå og forklare sig (…) i paskontrollen”
Ja, ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) udtalte faktisk at:
”… det er regeringens opfattelse, at muligheden for juridisk kønsskifte i praksis ikke går ud over andres rettigheder”.
Men måske det er på tide, at regeringen kigger ud over egen næsetip, og faktisk erkender, at loven åbner for en perlerække af misfortolkninger og resulterer i en gradvis undergravelse af pigers og kvinders grænser?
Etisk Råd grinte ved tanken om en mand i kvindeomklædningen
10 år før Carolines oplevelse, i foråret 2014, behandlede Etisk Råd forslaget om juridisk kønsskifte. Om rådets diskussion, udtalte rådsmedlem Christian Borrisholt Steen:
“(...) en del [trak] blot på smilebåndet, da jeg og andre tillod os at tænke højt og blandt andet spurgte, hvad der mon ville ske, hvis en biologisk mand, der juridisk set var en kvinde, gik ind i et kvindeomklædningsrum i svømmehallen og insisterede på sin ret til at klæde om blandt kvinderne.”
Dengang grinte man af absurditeten, men nu, 10 år efter lovens indførelse - ja fem år efter MeToo – bruges det juridiske kønsskifte i praksis som en adgangsbillet for biologiske mænd til kvindernes omklædningsrum: CPR-skiftet giver en særrettighed for nogle biologiske mænd.
En ‘særrettighed’ der belejligt opretholdes af andres frygt for en regnbuefarvet shitstorm, samfundsforventningen om kvinders evige rummelighed og fordi det står uklart for befolkningen, hvordan juridiske kønsskifte konkret skal tolkes.
Er man nogensinde endt i debat med en transidentificerende mand, så kan man vide sig sikker på at møde dette argument: ”Staten anser mig for at være kvinde, så det skal du også”.
Mændenes reelle behov er kvinderne, ikke lokalet
Når det kommer til omklædningssituationen, så er det store spørgsmål:
Hvilket behov er det præcis transidentificerende mænd ønsker dækket?
Hvis behovet udelukkende er at kunne klæde om væk fra andre mænds blikke og bedømmelse, så burde et tredje, privat rum som et toilet, jo være nok?
Men nej, når en transidentificerende mand ønsker at bruge kvindeomklædningen, så er det ikke fordi han ønsker at bruge omklædningen, dvs. lokalet. Nej; han ønsker at bruge kvinderne i lokalet.
Det behov de ønsker dækket, er, at kvinder skal acceptere dem som en del af ‘de andre kvinder’, ved at acceptere deres tilstedeværelse i kvindeomklædningen.
Transaktivister vil indvende, at for transpersoner handler det ikke om at krænke andres privatsfære, men om at omverdenen anerkender deres kønsidentitet.
Men dette er og har aldrig været, kvindeomklædningens funktion.
Kvindeomklædningen er til for at piger og kvinder kan udføre et nødvendigt, men sårbart skifte, uden at de risikerer beluring, blufærdighedskrænkelse eller overgreb fra en nærværende mandekrop.
Kvindeomklædningen er ikke et valideringslokale – det må arbejdspladser, virksomheder og transidentificerende mænd begynde at forstå.
Kvinderettigheder.dk har forsøgt at få en forklaring på, hvorfor der prioriteres ud fra den transidentificerende mands behov og hvorfor Caroline ikke har fået svar på sin klage, men hverken Holbæk Sygehus eller den specifikke afdeling er vendt tilbage på vores henvendelse.
Caroline ønsker at være anonym, og Caroline er derfor ikke hendes rigtige fornavn. Kvinderettigheder.dk er bekendt med hendes identitet.
Hvem vinder og hvem taber når sproget forvansker virkeligheden?
Kønsdebatten er et minefelt, hvor man hurtigt kan detonere en lavine af karakterbeskyldninger ved ytringen af bestemte ord eller formuleringer. Man må bevæge sig på en knivsæg, granske sit ordvalg og sno sin tunge, så snart ens sætning er på vej i den ”forbudte” retning.