Autogynefili - transbevægelsens største tabu

Passer det, at transkønnethed aldrig har noget med seksualitet at gøre? Måske et særligt seksuelt begær bidrager til, at nogle biologiske mænd bliver overbevist om, at de i virkeligheden er kvinder

Stockbillede

Siden 1990’erne er transbevægelsen (‘T’) støt blevet en del af den etablerede homobevægelse (‘LBG’) for seksuelle minoriteter. Dette er meget bemærkelsesværdigt, for transaktivismens dogme er jo, at transkønnethed udelukkende handler om kønsidentitet og absolut intet har med seksualitet at gøre.

Faktisk kæmpede transbevægelsen en hård kamp mod ordet ”transseksuel”, for at nedbryde ideen om, at seksualitet og kønsidentitet på nogen måde kunne hænge sammen. I stedet ønskede man ordet “transkønnet”.

I 1989 fremsatte psykologen og forskeren Ray Blanchard dog den teori, at mand-til-kvinde (‘Male to Female’, MtF) transeksuelle (ja, han bruger det ord) kan deles op i to hovedgrupper, med seksualiteten som det springende punkt:

• De homoseksuelle mand-til-kvinde

• De heteroseksuelle mand-til-kvinde

Den første gruppe består af mænd, der fra deres tidlige barndomsår har været synligt feminine i adfærd og interesser og som senest i puberteten opdager, at de føler sig seksuelt tiltrukket af mænd. Dem betegnede Blanchard som de homoseksuelle MtF transseksuelle (i og med at han tog udgangspunkt i deres biologiske køn og ikke deres kønsidentitet).

De repræsenterer den gængse forståelse af, hvad en MtF’er er, men de udgør ifølge Blanchard kun et mindretal blandt MtF’erne.

Flertallet af MtF’erne udgøres i stedet af de heteroseksuelle MtF’er, som har en ganske anden adfærd. Denne gruppe betegnede han som de autogynefile. Betegnelsen er sammensat af de tre ord:

• "auto-" = selv

• "gyne-"= kvinde

• "-fil" = elskende eller tiltrukket af

Betegnelsen kan groft oversættes til: ‘en, der er tiltrukket af tanken om sig selv som kvinde’.

Hvad de autogynefile selv siger

Med autogynefile mente han mænd, der grundlæggende set er heteroseksuelle, men som vender deres seksuelle begær og fascination af kvinder indad. Dvs. de autogynefile MtF’er bliver seksuelt ophidset af tanken om sig selv som kvinder.

Blanchards teori er overordentlig kontroversiel, da den er en direkte modsigelse af den nærmest klassiske påstand om, at MtF’er er ‘kvinder fanget i en mandekrop’.

Da Blanchards teori blev populariseret med psykologiprofessoren J. Michael Baileys bog ”The Man Who Would Be Queen” rejste der sig en storm af protester og Bailey blev offer for en af de første, målrettede smædekampagner organiseret af radikale transaktivister, der gik ganske brutalt til værks.

En anden psykolog og forsker, Anna A. Lawrence, der selv definerer sig som en autogynefil MtF’er, udgav efterfølgende bogen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”, som tager udgangspunkt i Blanchards teori om autogynefili.

Via nettet lykkedes det Lawrence at indsamle personlige fortællinger fra 249 ‘klassiske’ autogynefile MtF’er og fra 52 mere differentierede autogynefile, som hun kategoriserede som hovedsageligt transvestitter. I sin bog, bruger Lawrence de personlige fortællinger til at metodisk forklare hvad autogynefili er og hvordan den opleves af de berørte.

Hun forklarer, at autogynefili grundlæggende set er kendetegnet ved, at man vil være den, man begærer. Den viser sig f.eks. ofte ved, at den autogynefile ser en smuk kvinde og først tænker ”hende vil jeg have sex med” for så i næste sekund at tænke ”gid jeg var hende”.

Der findes i henhold til Blanchard og Lawrence fire hovedkategorier af autogynefili:

Den transvestitiske

Den transvestitiske autogynefili er den mest kendte og er kendetegnet ved at en mand bliver seksuelt ophidset af at iføre sig kvindetøj (crossdressing). Den betegnes ofte i behandlingssystemet som fetichistisk transvestisme.

Den anatomiske

Den anatomiske autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset af tanken om at have en kvindes krop, f.eks. ved tanken om at have en vagina og/eller bryster. For nogen er det afgørende at hele kroppen er en kvindes, mens andre har nok i f.eks. at drømme om at have bryster. Anatomisk autogynefili er ofte forbundet med alvorlig kropsdysfori, altså ubehag ved at have en mands krop, ikke mindst ved at have en penis.

Den fysiologiske

Den fysiologiske autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset af tanken om at opleve en kvindes kropsprocesser, såsom f.eks. at menstruere, at være gravid eller at amme et barn.

Den adfærdsmæssige

Den adfærdsmæssige autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset ved fantasien om eller udførelsen af stereotype ”kvindeting”, såsom at lægge makeup, shoppe kvindetøj eller tisse på dametoilettet omgivet af andre kvinder, men f.eks. også ved at blive catcalled eller blive udsat for andre former for sexisme.

Det er almindeligt, at man oplever mere end én af disse fire former for autogynefili.

Autogynefili i relationer

Autogynefili kan opleves som meget voldsomt. Nogle af Lawrences informanter kan fortælle om, at de får rejsning blot af at blive kaldt ‘frue’ eller at de får orgasme blot ved at barbere deres ben. Det er dog også almindeligt, at man som autogynefil onanerer i forbindelse med f.eks. crossdressing eller fantasier om, at man har sex som kvinde.

Autogynefili opleves ofte også som dominerende. F.eks. er det almindeligt, at den autogynefile kun kan få rejsning og gennemføre et samleje med en kvinde, hvis den autogynefile under samlejet fantaserer om at have en kvindes krop eller digter en fortælling om, at samlejet faktisk er ‘lesbisk sex’.

Mange autogynefile har været eller er gift med biologiske kvinder, men det er meget almindeligt at de bliver skilt, da det kun er få, der i længden kan håndtere deres autogynefile partners seksualitet og behov for at leve og blive set som en kvinde.

Nogle autogynefile opgiver helt at indgå i seksuelle relationer, andre søger parforhold med kvinder, men det er også udbredt at autogynefile har seksuelle fantasier om sex med mænd. Sidstnævnte er dog i henhold til Blanchard og Lawrence ikke udtryk for at de reelt er erotisk tiltrukket af mænd. De handler mere om at blive penetreret af en mand og dermed blive bekræftet i, at man er en ‘typisk’ kvinde. Autogynefile er sjældent romantisk interesseret i mænd, og de føler ofte ubehag ved tanken om sex med mænd, hvis de skulle have den i rollen som en mand og ikke som en kvinde.

Mænd fanget i mænds kroppe

Hvad mener Lawrence, når hun taler om ‘mænd fanget i mænds kroppe’? Sætningen tager udgangspunkt i den typiske fortælling om at MtF’er er kvinder fanget i mænds kroppe. Men ifølge Lawrence har de autogynefile ikke en kvindelig personlighed. Det mener hun ikke at de har, bl.a. fordi de som børn og unge ikke i nævneværdig grad var kendetegnet ved at være feminine i deres interesser og adfærd, og f.eks. fordi de som voksne typisk har gjort karriere inden for ‘mandefag’.

De er derfor efter hendes mening mentalt set mænd. Det ‘kvindelige’ ved de autogynefile transseksuelle er ifølge Lawrence udelukkende, at de har et stærkt erotisk begær knyttet til fantasien om sig selv som kvinde, kombineret med et stærkt ønske om at kropsliggøre denne drøm. Og fordi de har et stærkt behov for at få en kvindes krop og mulighed for at leve som og blive set som kvinder, udvikler de en forestilling om, at de er kvinder. Dvs. de autogynefile transseksuelles kønsidentitet er et produkt af deres seksualitet. De er imidlertid alligevel fanget i en mands krop, da de ofte føler et desperat behov for at få en kvindes krop.

Det har dog typisk været meget svært, hvis ikke umuligt, at få adgang til de hormoner og operationer som mange MtF’er efterspørger, hvis de ikke lever op til idealet om, at være en ‘ægte’ MtF’er, der er en kvinde fanget i en mands krop. Blev man diagnosticeret som ‘fetichistisk transvestit’ blev man (og bliver man muligvis endnu) typisk afvist af behandlingssystemet. Dette synes Lawrence er meget problematisk.

Ud over at hun mener, at der ikke er store forskelle på autogynefile transvestitter og autogynefile transseksuelle, så er hun generelt imod at dele folk op i ægte og uægte transseksuelle. Det afgørende i forhold til behandling er i stedet, ifølge Lawrence, hvor stærk dysforien og det deraf følgende behov for hormoner og operationer er. Generelt mener hun, at disse tiltag ofte kan hjælpe de autogynefile til et bedre liv, eller i det hele taget sikre at de overlever, for mange har det rigtigt hårdt.

Mange autogynefile lider nemlig meget under hvad Lawrence betegner som deres seksuelle orientering. Det kan virke stærkt forvirrende på en ung mand, at han på en gang vil have sex med en smuk kvinde og så samtidigt vil være denne smukke kvinde, som en anden har sex med.

Mange autogynefile svinger mellem fascination af kvinder og en dyb følelse af misundelse rettet mod kvinder, fordi de har en kvindes krop og har lov til at leve som kvinder i vores samfund. Det kan udløse stærk kognitiv dissonans, at man kan blive så ophidset af tanken om at man har en vagina, at man får rejsning og ejakulerer, hvad jo viser, at man har en mands kønsdele.

Seksualitet eller kønsidentitet?

Jeg kan godt forstå, at man som transkvinde kan føle, at det er ubehageligt, at der sættes fokus på ens seksualitet. Men ligesom Lawrence tror jeg også, at det er problematisk, at man tabubelægger transkvinders seksualitet i en sådan grad, at de ikke får hjælp til at forstå den.

Jeg synes i hvert fald, at jeg er blevet klogere på hvad der kan drive nogle transkvinder til at kæmpe så hårdt som de gør for at få hormoner og operationer og generelt for at blive anerkendt som kvinder, også selvom de må betale en høj pris herfor. Det giver i hvert fald for mig mere mening, at man vil betale en høj pris for at kunne udleve sin seksualitet end for at kunne realisere en mærkeligt udefinerbar ‘kønsidentitet’.

Første gang bragt på Karen M. Larsens egen blog, Til Eftertanke, i en længere udgave d. 21/4/2018.

---

---