Vores hjerne kønsbestemmer instinktivt
Det er dybt kvindefjendsk, når biologiske mænd tillades adgang til kvinders omklædningsrum pga. deres 'kvindelige kønsidentitet'. Vores hjerne lader sig ikke narre.
DBU’s nye inklusionsanbefalinger vakte stor opsigt i efteråret, men en særlig kvindefjendsk detalje gik næsten ubemærket hen: Biologiske drenge og mænd med trans- eller nonbinæridentitet skulle ikke kun inkluderes på pigers og kvinders fodboldhold. De skulle også inkluderes i deres omklædningsrum:
Alle parter opfordres til at søge pragmatiske løsninger på omklædningsfaciliteter, som kan (…) øge transkønnede, interkønnede og non-binæres følelse af at være velkommen i fællesskabet i omklædningsrummet. Det kan fx gøres ved at give mulighed for at klæde om bag et forhæng eller andet.
Det er vigtigt, at have i mente, at enhver biologisk mand frit kan erklære sig selv transkønnet eller nonbinær - det kræver ingen lægegivet diagnose.
DBU og arbejdsgruppen bag anså altså et forhæng som en pragmatisk løsning, således at en transidentificerende mand stadig kan være en del ‘af hyggen’ i omklædningsrummet.
Men hvordan kommer han hen til forhænget? Skal han gå forbi de afklædte kvinder først? Trækkes forhænget helt for, eller vil man kunne kigge ud? Hvornår må det trækkes fra?
Få, enkle spørgsmål punkterer al pragmatik i forslaget, og alligevel har det sneget sig ind som en anbefaling i Danmarks største idrætsforbund, bakket op ad en samlet bestyrelse vel at mærke.
At forslaget stilles, er et tegn på, at det er blevet helt legalt at opløse pigers og kvinders grænser, hvis det blot gøres i inklusionens navn.
Hvem klæder om hvor?
D. 16. april fastslog Storbritanniens højesteret, at i den britiske ligestillingslov definereres en kvinde som en person, der biologisk er født som kvinde. Dvs. biologiske mænd, der har betalt £6 (ca. 50 kr.) for et statsudstedt “kønsanerkendelsescertifikat”, er ikke automatisk defineret som kvinder i lovens forstand. Det har selvfølgelig vakt stor glæde for kvindesagsforkæmpere og stor vrede blandt transaktivister, fordi en afgørelse fra højesteret igangsætter en række konsekvenser.
Storbritanniens uafhængige og nationale menneskerettigheds- og ligestillingsorgan, EHRC, meldte efterfølgende ud, at arbejdsgivere og serviceudbydere (f.eks. et fitnesscenter) ikke må tillade adgang for personer af det modsatte køn i kønsspecifikke faciliteter (f.eks kvindeomklædningsrum), heller ikke selvom disse hævder at have en anden kønsidentitet.
Retsagen har været lettere omtalt i Danmark. I kommentarsporet til POV.Internationals artikel om dommen udspillede sig denne lille perle af en ordveksling mellem brugeren Claus Falk og transaktivisten Nadia Jacobsen:
Nadia Jacobsen, der ellers er meget aktiv på sociale medier, svarede desværre aldrig på Claus Falks gode spørgsmål, om ikke kvinder bliver utrygge, hvis de oplever mænd i deres omklædningsrum. Det bør nævnes, at Nadia Jacobsen var med i arbejdsgruppen bag DBU’s inklusionsanbefalinger i kraft af sin bestyrelsesplads i foreningen Transpersoner i Danmark.
Som brugeren Stella M. viser, blev det efter retsagen i Storbritannien et yndet argument blandt transaktivister at hævde, at kvinder nu også måtte forvente og acceptere transmænd - dvs. biologiske kvinder, som præsenterer sig som mænd - i deres kønsspecifikke rum. Underforstået; ‘det vil i nok ikke bryde jer om’.
Spøjst, ikke?
Før dommen hævdede transaktivister, at tilstedeværelsen af biologiske mænd i kvindeomklædningsrum ikke kunne skabe legitimt ubehag for kvinder. Men efter dommen blev selvsamme situation pludselig iscenesat, som ubehagelig for kvinder.
Den britiske højesteret havde dog allerede specificeret, at britiske transmænd (dvs. biologiske kvinder, der identificerer sig som mænd) kan udelukkes fra kvindespecifikke rum og services, hvis der er en rimelig grund til det, f.eks. hvis kønsskifteprocessen har givet dem et så maskulint udseende, at det gør andre kvinder utrygge.
Hjernen kønsbestemmer instinktivt andre mennesker
I en dansk kontekst vil kvinder, der ønsker at være mænd, formodentligt kunne rummes i kvinderum uden problemer. Evnen til at kønsbestemme andre mennesker korrekt er et evolutionært instinkt, som sker helt ubevidst ud fra de signaler, vi sender.
Hjernen er nemlig bemærkelsesværdigt god til at afkode, om en person er en mand eller kvinde, selv når vi ser bort fra personens udseende og udelukkende kigger på personens bevægelsesmønstre.
Hvis man gengiver en bevægende krop ved at placere lyspunkter på kroppens led (som hofter, knæ og skuldre), kan folk med 60–70 % nøjagtighed gætte personens køn alene ud fra måden, kroppen bevæger sig på1. Mænd bevæger f.eks. typisk skuldrene mere, mens kvinder har et mere markant hoftesving2. Læg dertil kroppens størrelse, proportioner, udseende, stemme og mimik, og du har en ganske god fornemmelse for, om en person er mand eller kvinde.
Det virkelig interessante er dog, at hjernen ikke spørger; “Er dette en mand eller en kvinde?”. Den spørger faktisk “Er det en mand?”. Hjernen leder nemlig først og fremmest efter mandlige kropstegn. Kan den ikke finde tydelige tegn på dette, ræsonnerer den først efterfølgende, at det måske er en kvinde.
I et kønsbestemmelsesforsøg fra 20183, blev deltagerne vist computergenererede nøgne figurer med forskellige kønskendetegn og skulle vælge, om figuren var en mand eller en kvinde. Forskerne målte desuden deltagernes øjenbevægelse og deres bestemmelsestid.
En synlig penis fik næsten altid deltagerne til at sige “mand”, mens en synlig vulva ikke i samme grad førte til svaret “kvinde”.
Deltagerne kiggede mest på figurenes hoved, bryst og kønsområde, og det tog længere tid og krævede mere mental indsats, når de kategoriserede en figur med en penis som en kvinde. Det var altså sværere at ignorere et mandligt kropstegn end et kvindeligt.
Et andet forskerhold gentog forsøget, denne gang med over 1700 deltagere og mere realistiske billeder, lavet ud fra rigtige menneskekroppe4. Her konkluderede man også, at hjernen kun tolker en person som kvinde, når alle mulige mandlige tegn er udelukket. Selv én lille mandlig detalje kan få hjernen til at vælge “mand”.
En evolutionær fordel
For piger og kvinder har det været afgørende at kunne kønsbestemme andre personer korrekt, fordi mødet med en mandekrop har en betydeligt højere risikoprofil end mødet med en kvindekrop. Det er simpelthen en evolutionær fordel at kunne genkende mandlige kropstegn.
Af samme grund har kvindespecifikke rum også sagtens kunnet rumme de kvinder, som ellers ikke er ‘kvindeligt stereotype’ i deres fremtoning. De kvindelige kropstegn er stadig genkendelige for andre kvinder, selvom en kvinde får fjernet brysterne pga. kræft, er korthåret, muskuløs eller har en fremtrædende hårvækst. Der er også en distinkt forskel på en kvindestemme og en mandestemme, som vil kunne give afklaring ved henvendelse. Så hos de fleste kvinder, der vil være mænd, er deres kvindelige ophav - og fraværet af det mandlige ophav - stadig tydeligt for andre kvinder.
Men det er klart, at hvis en kvinde er gået til ekstremer for at maskulinisere sin krop i ønsket om at narre andre mennesker om sit biologiske køn, så kan hun jo ikke blive overrasket, når andre så faktisk bliver narret, hvorfor en eventuel konfrontation ikke kan udelukkes.
Skal kvinder rumme de mænd, som mænd ikke kan rumme?
Transaktivister hævder ofte, at det kan være farligt for transidentificerede mænd at benytte herreomklædningen, og at de derfor ‘bør have lov’ til at bruge kvindeomklædningen, så ‘de kan være i sikkerhed’. Men kvindeomklædningen er ikke til for at give ly til de biologiske mænd, som ikke føler sig tilpas blandt andre mænd.
Ubehag i herreomklædning kan ikke veksles til en adgangsbillet til kvindeomklædningen.
Hvis en homoseksuel mand udsættes for nedværdigende adfærd af andre mænd, giver vi ham jo heller ikke adgang til kvindeomklædningen som erstatning. Det er ikke kvinders opgave at rumme de biologiske mænd, som mændene ikke kan rumme.
Et andet hyppigt argument er, at opretholdelsen af kønsopdelte rum vil føre til ‘inspektioner af folks kønsdele’, og at kønsopdeling derfor er umulige at håndhæve i praksis. Men dette er en stråmand. Ingen efterspørger fysiske inspektioner – det, der efterspørges er, at vi bibeholder den sociale aftale om, at biologiske mænd ikke går ind i kvindeomklædningen - også selvom de identificerer sig som kvinder.
Kvinder beder ganske enkelt om, at transidentificerede mænd respekterer kvinders grænser og frivilligt afstår fra at bruge kvinderum. Alligevel virker det som om, at denne respekt er en fremmed tanke for mange transidentificerede mænd. Stråmanden afslører, at for dem handler det ikke om, hvorvidt de bør gå ind i kvinderummet, men om hvorvidt nogen kan stoppe dem.
Det nemme havde jo været, hvis vi havde et officielt dokument, der viste folks biologiske køn – til brug i de få tilfælde, hvor der opstår tvivl om en persons berettigelse i kvindeomklædningen. Men siden 2014 har enhver borger frit kunnet angive sit køn til det modsatte i statens personregister. Så den tid er desværre borte, hvor det gule sygesikringskort blot kunne hives frem.
På Holbæk Sygehus skulle en mand rummes i kvindeomklædningen
I foråret 2024 er Caroline i praktik på Ortopædkirurgisk afdeling på Holbæk Sygehus, hvor ledelsen gav en biologisk mand med nyt CPR-nummer lov til at bruge kvindeomklædningen, selvom Caroline sagde fra.