Irene Larsen & Birgitte Baadegaard - Kvindernes Kampdag

(1/4) "Svigtet af venstrefløjen, slået i hartkorn med højrefløjen" - "Kvindernes årlige dag, bør handle om … Kvinder!"

Irene Larsen

Svigtet af venstrefløjen, slået i hartkorn med højrefløjen

Jeg er en af de lesbiske kvinder, der tilbage i 2019 blev mødt af en låst port foran Kvindehuset, hvor vi skulle mødes. Jeg er dermed også en af dem, der i dagbladet Information blev betegnet som ”en cancercelle”, der skulle fjernes. Vores brøde var vores behov for at mødes og debattere vores sag - de lesbiskes sag - uden mænd, der identificerede sig som lesbiske kvinder.

At det skulle gå så vidt, lå på ingen måde i kortene. Da jeg var ung i 1980'erne i homomiljøet, var der masser af leg med kønsudtryk og kønsroller. Det var kreativt, sjovt og frigørende - selvom vi også kunne skændes om det i lesbiske kredse.

I dag tales der langt mere end den gang om at ”skifte køn”, og jeg kan kun glæde mig på vegne af dem, for hvem skiftet giver større tilfredshed med livet. Jeg kalder også gerne en transkvinde for "hun", hvis ønsket. Men mit fokus i dag er på den ideologi, man presser ned over hovedet på mig og andre kvinder - og mænd. Den ideologi, der opfatter køn som noget, man identificerer sig som.

Men lad mig først spole tiden tilbage. Jeg var i mange år medlem af LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det var min forening, hvor jeg følte mig hjemme. LBL blev til LGBT+. Der kom større fokus på transkønnede, og mindre på os, og til sidste meldte jeg mig ud. Dråben blev foreningens støtte til en transmand, altså en kvinde, der havde født et barn, og som var voldsomt utilfreds med, at personalet på Rigshospitalet havde kaldt ham mor.

I 2019 var jeg med til at danne netværket "Lesbiske Feminister", så vi fik vores egen stemme. Vi gik i 8. marts-demonstration. Vi udformede et politisk grundlag. Og vi fik foretræde for Ligestillingsudvalget i Folketinget, hvor vi kommenterede "Handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer", gældende perioden 2018-21. Der udtrykte vi vores bekymring, for i handlingsplanen var en slags usynliggørelse af lesbiske.

En måned før dette havde vi i oktober fået lov til at holde møde i Kvindehuset – det famøse møde, der også gav omverdenen et vist kendskab til, hvad der var på færde. Da vi ankom, var porten som nævnt låst. Indenfor stod adskillige personer med masker på og tog billeder af os. Udenfor stod en talsperson, som vi forsøgte at overtale til at låse porten op, men forgæves.

I dagbladet Information kunne vi senere læse følgende udtalelse fra talspersonen, Justice Monir Mooghen:

”Når der er nogle i feminismen, som forsøger at ekskludere transpersoner, er vi nødt til at tackle det. Det er som en cancercelle i vores egen krop, som vi skal have fjernet hurtigst muligt, inden den spreder sig"

Journalisterne Mathias Sindberg og Mette-Line Thorup rammesatte det hele som en kamp mellem unge og gamle. Det opfatter jeg som en fornærmelse. Ja, jeg er gammel, men det er ikke det vigtige; det vigtige er mine argumenter.

Talspersonen er senere kendt som en del af den omstridte gruppe Normstormere, der stod for kurser i Folkeskolen, og er i dag en del af konsulenthuset Cybernauterne, som også udgiver transideologisk prægede podcasts.

Vi endte den gang med at klage over udelukkelsen til Københavns Kommune, der jo ejer Kvindehuset, og problemet blev løst. I dag må vi godt holde møder der, men tilbage står en masse uløste problemer med en ideologi, der ikke kan kende forskel på biologiske fakta og den måde, hvorpå man lever med sin kønnede krop. En ideologi, der ikke kan kende forskel på numerisk og normativ forståelse af begrebet "normal". En ideologi, der tillader medicinsk og kirurgisk kastration af børn og unge. En ideologi, der nægter at tage de svære samtaler om alt dette og i stedet hægter sig på #NoDebate. En ideologi, der tager enhver kritik som udtryk for "fobi", og som er stærk fortaler for at indskrænke ytringsfriheden af hensyn til transkønnedes følelser.

Mit fokus er på pigers og kvinders liv og helse. Jeg er bekymret over, at så utrolig mange unge piger ser det, at skifte til “det andet køn”, som en mulig løsning på deres udfordringer med at leve i deres krop. Jeg er bekymret over alle de steder, hvor piger og kvinder bliver overhørt og presset; det gælder fx alle de steder, hvor piger og kvinder har brug for at klæde sig af.

Jeg er træt af at blive kaldt transfob. Jeg er kritisk, men det er noget andet. Jeg føler mig politisk hjemløs. Jeg er træt af at blive slået i hartkorn med den borgerlige politiske fløj - og det, der er værre. Jeg er venstreorienteret, men jeg synes ikke, at venstrefløjspartierne kæmper min kamp. Og jeg er ked af, at der er personer, der står mig nær, som undlader at tale med mig om disse spørgsmål.

Irene Larsen er teolog og religionslærer

Birgitte Baadegaard

Kvindernes årlige dag, bør handle om … Kvinder!

Ja, jeg ved det. Nu er jeg allerede i gang med at rende mig nogle stave i livet – for er du en ægte, moderne feminist, mener du, at alle bør omfattes på dagen, og at det kun er en gammeldags boomer, der (stadig) kun fokuserer på kvindekønnet.

Det er ok – jeg har tænkt mig at tale min sag alligevel, for kvinder er halvdelen af verdens befolkning og så længe, vi ikke er ligeværdigt stillet i samfundet og på kloden, vil minoriteter heller aldrig blive det. Og kvinder er i den grad udsat som køn i denne tid.

I de sidste to årtier har jeg løbende blandet mig nysgerrigt i ligestillingsdebatten og debatten om køn, med fokus på kvinder og vores usynlige position i samfundet. En position, der i århundreder har været – og stadig er – u-ligeværdig.

Kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning og rummer alverdens samfundsgrupper; syge, raske, ældre, unge, uddannede, uuddannede, etniciteter, religiøse osv. Ved at styrke kvinders position kan vi skabe en motor for samfundsforandring. Kvinders position fungerer som lokomotivet, der trækker resten af togvognene, undersegmenterne, med. For selvom vi forsøger at skubbe på de enkelte togvogne, vil ingen af dem få afsæt – fordi de mangler kraft og bevægelse. Den bevægelse kan kvinder skabe.

At blande sig i debatten giver modstand

Mange kvinder tør – forståeligt – ikke at blande sig i den offentlige debat, og hvis de gør, er det ofte inden for en afgrænset ramme, der ikke medfører alvorlige tæsk: Manglen på omsorg? Mental load? Aborter? Fertilitet? Sådanne typiske ’kvindeemner’ tør vi godt tale om. For selvom de møder en vis modstand, er der også masser af likes at hente, når det gælder emner som disse.

Misforstå mig ikke – det er godt og vigtigt! Men vi har brug for at se dybere – og vi har brug for, at flere insisterer på offentligt at se på verden med en kvindes blik, herunder at pege på de hundepøller, der ligger og stinker uden, at særlig mange samler dem op:

Faktum er nemlig, at når kvinder skriver om andre nødvendige emner, ændrer tonen sig:

• Marker, at ledelsesværdierne i samfundet er syge, og at de fleste kvinder ikke orker dem - så får du modstand, af både mænd og kvinder

• Skriv om, at der reelt ikke er nogen motivation i samfundet, specifikt i erhvervsliv og politik, for at ændre systemet, og at det bedste bud til kvinder er at ’passe ind og tage sig sammen’ – så bliver der ret stille

• Tal om det usynlige blik på kvindens krop (kunstig perfektion, operationer etc.), så bliver antallet af likes mindre og modstanden større – også blandt kvinder

• Debatter overgreb og sexisme uden at tilføje #notallmen – så bliver der løftet pegefingre

• Konkluder, at transkvinder ikke er kvinder – så får du hårde ord med på vejen i debattråde.

… Mens mennesker, der ikke tør give et officielt like, skriver til dig i private beskeder og takker dig for at åbne munden… fordi de ikke tør selv. Af skræk for repressalier.

Repressalier for at sige sin funderede sandhed? Nej da – i hvert fald ikke officielt

Officielt har jeg ikke oplevet at blive ekskluderet af den etablerede ramme. Nok fordi jeg altid kobler mine budskaber på et hav af links og dokumentation, der gør det svært at komme udenom. Men jeg har oplevet at:

• Jeg bliver næsten ikke booket længere i ledergrupper og -netværk efter, at jeg er gået ind i debatten om køn

• Mine indspark på de sociale medier har fået mindre rækkevidde – i hvert fald officielle likes

• Sproget i officielle debattråde ifm. artikler er blevet hårdere, men det tror jeg er en generel trend.

Samtidig oplever jeg sjovt nok, at flere ønsker at oprette forbindelse – så jeg fornemmer, at jeg har en del skyggefølgere, der finder mine budskaber vigtige uden, at de tør stå ved det. Denne adfærd er i sig selv et demokratisk problem – for hvis vi har et samfund, hvor mennesker er bange for at tage officielt stilling, får den højst-råbende og ofte ugennemtænkte diskurs overtaget - uden relevante nuancer og spørgsmål.

Den trend bør vi være opmærksomme på alle sammen - uanset, om vi er mænd eller kvinder. I særdeleshed kvinder, da mænd stadig får og tager omkring 75% af taletiden i de etablerede medier.

Kvinder er en uddøende race – i den officielle fortælling om køn

Mit hovedfokus, når jeg debatterer, er de systemiske, usynlige bias, der findes mod kvinder. Selv i de (påstået) mest ligestillede samfund findes bias - og ofte i så subtil en form, at kvinder ikke selv opdager dem, fordi framingen oftest er ’ligestilling, inklusion og tolerance’.

Og hvilken kvinde vil ikke være inkluderende og tolerant?

Måske er det derfor, at den nye, udvidede definition af køn har fået så meget medvind, specielt blandt yngre generationer. For selv de mest frie og tolerante - ofte unge, opdraget i en ramme, hvor alt er muligt, og hvor friheden er uendelig - ligger under for kvinders historiske behov for at rumme og favne. Nu er italesættelsen bare en anden, hvilket giver frit slag for en ny form for kvindeundertrykkelse: den, som kvinder klarer selv – i frihedens og ligestillingens navn. Undertrykkelsen er kort sagt internaliseret.

I den moderne kønsfortælling, både den sociale og den juridiske, ompakkes kønnet til en ufunderet fortælling, hvor det ’følte’ køn bliver vigtigere end ’fødte’ køn.

Omkostningerne er nu begyndt at vise sig i udlandet, hvor den mere flydende fortælling om køn har hersket i længere tid, og nogle lande er begyndt at trække i håndbremsen, fordi ’det frie valg’ viser sig at have omkostninger, primært for kvinder:

• I fortællingen om det valgfrie køn bliver ordet ’kvinde’ ’allemands-eje’

• Kvindelighed er nu stereotype, ydre karakteristika, der kan kopieres af hvem som helst

• Kvinders trygge rum approprieres

• Kvinders kroppe koloniseres

Vores mange 100-år lange historie gentager sig med andre ord - i inklusionens navn. Konsekvensen er, at hvis ’alle’ kan være kvinder, vil der snart ’ingen’ kvinder findes. Også selvom virkeligheden er, at en mand aldrig kan blive en kvinde. Han kan måske blive sådan, som en mands blik er på kvinder. Og det er noget ganske andet – nemlig… bias. Det er derfor jeg insisterer på at sige; #mændbestårkvinderforgår.

Birgitte Baadegaard er foredragsholder, forfatter og samfundsdebattør, og kan følges på @birgittebadegaard

---

---

Læs den næste del i serien:

Kirsten Hyldgaard & Karen M. Larsen - Kvindernes Kampdag