Kirsten Hyldgaard & Karen M. Larsen - Kvindernes Kampdag
(2/4) "Jeg kunne have reageret da lesbiske blev forment adgang til Kvindehuset" - "Hvor er den feministiske analyse af, hvorfor unge kvinder flygter fra kvindekønnet?"
Kirsten Hyldgaard
Til forsvar for kønsforskellen
Hvornår opdagede jeg, at transkønnethed ikke blot var et interessant teoretisk problem i forhold til spørgsmålet om kønsforskel, men også en alvorlig kvindepolitisk udfordring? Da de helt åbenbare uretfærdige effekter af transkvinders inklusion i kvinders konkurrenceidræt gik op for mig. Jeg kunne have reageret, da J.K. Rowling fik dødstrusler fra transaktivister eller ved den tilsvarende voldsomme behandling af filosoffen Kathleen Stock, eller da lesbiske blev forment adgang til Kvindehuset i København, fordi de var, ja, lesbiske.
Min lidet ærefulde tøven kan skyldes, at ”trans” er et begreb, der dækker over så meget forskelligt, at jeg ikke kan se fællesnævneren: transvestitter eller crossdressers, autogynefile transseksuelle, transkvinder, transmænd, non-binære og kvinder såvel som mænds almindelige forvirring i forhold til kønsforskellen. ”Trans” tildækker forskelle i former for såvel tvivl som tvingende overbevisning. Der generaliseres over singulære forhold, som ikke burde klumpes sammen i én gruppe. Heller ikke af politiske grunde.
Forskel fremfor identitet
Kønsforskel skal i dag diskuteres som ”køn” (”gender”), dvs. som (køns)identitet. At tale om kønsforskel er blevet suspekt, fordi man antages at abonnere på en såkaldt binær forståelse af køn. Det binære vil sige forskellen reduceret til et modsætningsforhold, kvindelighed og mandlighed som værdiernes modsætning.
Problemet med ”køn” (”gender”) er imidlertid, at det - i lighed med den binære forståelse - reducerer kønsforskel til et spørgsmål om de stereotype forestillinger og karikerede fantasier, man kan have og igennem tiderne har haft om, hvori mandlighed henholdsvis kvindelighed består. I stedet for det angiveligt reaktionære 2-tal nævnes spændende, progressive tal som 72. Når jeg bliver ved med at tale for forskel, er det, fordi denne ikke kan bestemmes uden at blive reduceret til en kliché. Og her gør det ingen forskel, om der er tale om ”mange køn” eller 72. Herved får jeg også mulighed for at skelne mellem transkvinder og kvinder; så behøver jeg ikke messe med på tidens mantra: ”Transkvinder er kvinder”. Det lægger forbavsende nok én for had; jeg har gjort mig fortjent til skældsordene ”transfobisk”, ”terf” og at være ”ondsindet”.
Den ovenfor nævnte tøven kunne måske være begrundet med personlig frygt for repressalier i mit akademiske liv, debattens voldelige karakter taget i betragtning? Måske. Jeg er heldigvis så gammel (65), at jeg ikke behøver at frygte for mit brød. Det, der forekommer mig mest generende, er snarere, at jeg ikke må tale om sex.
Den utidige seksualitet
Det opfattes tilsyneladende som en grov fornærmelse, når jeg foreslår, at såvel følelsen af ubehag som overbevisningen om ”at være født i den forkerte krop” også kunne skyldes hin enkeltes seksualitet. Man må ikke længere kalde transkønnede for transseksuelle. I samtidens diskussion om forholdet mellem biologi og kønsidentitet - ”sex and gender”-teorier - forsvinder seksualiteten. Det forekommer en gammel freudianer som mig påfaldende puritansk. Man må fx ikke diskutere, om mænds krav om adgang til kvinders omklædningsrum også kunne skyldes muligheden for seksuel pirring og ikke kun et krav om anerkendelse af forestillingen om at være kvinde.
Kejserens nye klæder og magisk tænkning
Det er nok ikke nogen tilfældighed, at filosoffen Judith Butler har meget lidt at skulle have sagt om seksualitet, men til gengæld meget om køn. Når jeg ser et foto af Judith Butler, ser jeg en kvinde. Jeg skal nok respektere hendes ønske om at blive omtalt med de non-binæres pronomen, ”they”, næste gang, jeg inddrager ’deres’ arbejde. Men jeg ser stadig en kvinde. Nogle progressive kræver, at vi skal lade som om, at vi ikke perciperer, hvad vi gør, altså at vi skal lade som om, at vi ikke kan se forskel på transkvinder og kvinder. Denne ’laden-som-om’ kan sagtens være udtryk for helt almindelig høflighed i mange hverdagssituationer – på gaden eller i undervisningslokalet, hvor jeg jo alligevel skal lade som om, at jeg ikke ser mænd og kvinder, men studerende.
Men hvis jeg skulle se en krop med penis og testikler i et omklædningsrum, så kan jeg afkræves at lade som om, at jeg ikke perciperer en mand. Hvorfor? Fordi han erklærer at ’være’ en kvinde. Det er magisk tænkning. Og blufærdighedskrænkende for mig.
Kirsten Hyldgaard er lektor ph.d. ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet (Campus Emdrup)
Karen M. Larsen
Hvor er den feministiske analyse af, hvorfor så mange piger og unge kvinder forsøger at flygte fra kvindekønnet?
Da jeg tilbage i 2015 skrev mine første debatindlæg til Information og i 2017 til Politiken om trans-problematikkerne, var mit fokus på, hvordan det endnu ret nye transidentitetbegreb skabte problemer for lesbiske i form af en redefinering af, hvad det vil sige at være lesbisk. Jeg protesterede mod, at man blev udråbt som transfobisk hvis man som lesbisk insisterede på, at man kun er til biologiske kvinder. I dag ser jeg et andet problem, som det største, og det får alt for lidt opmærksomhed. Problemet er det stærkt voksende antal piger og unge kvinder med ”ondt i livet”, der bliver overbevist om at deres problemer skyldes, at de er transkønnede.
Trans er i dag i den grad ankommet i de unges verden, og hvad kan man gøre for at hjælpe disse unge mennesker til at lære at kunne håndtere deres medfødte kropslighed? Hvor er den feministiske analyse af, hvorfor så mange piger og unge kvinder forsøger at flygte fra kvindekønnet? Hvad siger det om vores samfund, at de vil være alt andet end lige præcist kvinder?
Presset på de unge
Jeg er så stadig bekymret over hvordan kønsrolleafvigende unge lesbiske af dem selv og af andre bliver redefineret som transmænd eller nonbinære og hermed ledt ind på en vej der alt for ofte inkluderer krydshormoner og operationer. Men jeg har også set på andre emner, herunder ”transning” af børn, altså hvor den køns-nonkonforme dreng eller pige bliver opfattet som havende en kønsidentitet som det modsatte køn og tidligt sat ind på det spor.
Oprindeligt var vi blot et par håndfulde kvinde, der deltog i debatten og det primært på Facebook. Vi var typisk i mindretal i debattrådene og det kunne opleves ret hårdt, især når visse typer af mænd opførte sig grænseoverskridende. Jeg mistede nogle Facebookvenner – men ingen, der var vigtige for mig. Politiken havde også, uden at spørge mig om lov, bragt oplysninger om min arbejdsplads da de bragte min kronik med titlen ”Stop nu: Intet barn er født med en forkert krop”. Efterfølgende kontaktede en transaktivist min arbejdsgiver og klagede over at de havde sådan en som mig ansat. Men heldigvis havde min ledelse fuld respekt for min ret til at bruge min ytringsfrihed i min fritid.
Alligevel har jeg til tider været bange for at det kunne påvirke mit levebrød. Selv om jeg altid har forsøgt at ytre mig høfligt og respektfuldt, så er jeg blevet fremstillet som et ondskabsfuldt menneske, som kun er ude på at skade transkønnede. Mere kuriøst er, at jeg flere gange har oplevet, at transaktivister har kaldt mig for (skabs)transmand eller nonbinær fordi jeg definerer mig selv som kønsrolleafvigende lesbisk og er åben om at jeg ikke kan spejle mig i de stereotype forventninger til kvinder.
Mine ord ses også jævnligt fordrejet, men det er ikke så ualmindeligt i debatter, hvor nogle debattører har stærke følelser involveret. Kvinder, der blander sig, får så også en anderledes reaktion end mænd, der blander sig. Mænd tages mere alvorligt og behandles med mere respekt end kvinder.
Grove toner også fra den anden side
Med tiden er debatten blevet meget mere omfattende og antallet af dem, der kritiserer transaktivismen, er vokset hurtigt på kort tid og omfatter i dag politikere, journalister og andre meningsdannere. I debattrådene er det efterhånden ofte transaktivisterne som er i mindretal. Folk er blevet opmærksomme på trans-problematikkerne, og folkestemningen ser ud til at vende. Til gengæld synes jeg så også, at tonen blandt dem, der forholder sig kritisk til trans-problematikkerne, kan være ret rå. Hvor grovhederne før kom fra transaktivisternes side, så udgår den grove tone nu desværre sommetider fra begge ”sider”.
Jeg tror, at transidentiteten og transaktivismen på mange måder er et produkt af vores senmoderne samfund, som på mange planer befinder sig i en dyb krise. Jeg synes, at den aktivisme er et stjerneeksempel på et postmoderne livssyn hvor man rask væk benægter fakta og opløfter individets subjektive selvforståelse til objektive trossandheder som andre skal underkaste sig betingelsesløst.
Men jeg vil også sige, at man skal passe på at man ikke slår hovedet alvorligt når man falder ned i kaninhullet. Modstanden mod den radikale transaktivisme kan blive til en besættelse, der kan komme til at fylde for meget. Vi skal passe på, at vi ikke selv bliver radikaliseret – at vi altså ikke ender med at blive som de kræfter vi bekæmper. I en tid, hvor den populistiske, religiøse og ydre højrefløj har opdaget transdebatten, er jeg bekymret for om det feministiske og lesbiske perspektiv på denne her debat opgives til fordel for en agenda som jeg ikke kan stå inde for. Verden som vi kender den er jo gået i stykker, og det er ikke godt at vide hvad det hele vil ende med.
Karen M. Larsen er lektor i historie og religion, underviser på en voksenuddannelse
Tidligere i serien:
