Min datter har været udsat for statsstøttet omvendelsesterapi
Fascinationen af trans-influencere fik min datter til at tro, at hun var en dreng. For at forstå hendes udvikling, måtte jeg selv dykke ned i den online trans-verden, hun var blevet opslugt af
I forbindelse med årsdagen for Cass-rapportens udgivelse, bringer vi fem beretninger fra forældre, hvis børn har ønsket at skifte køn. Af hensyn til dem selv og deres børn, udgives de alle anonymt. Kvinderettigheder.dk er bekendt med forældrenes identitet.
Dette er forælderberetning nr. 3 af 5
Min datter var en intelligent, feminin og følsom pige, som med puberteten fik det svært socialt i skolen. Hun begyndte at isolere sig fra vennerne og brugte meget tid online, hvor hun blev optaget af social justice-sager, som Black Lives Matter og Pride. Hun fik en online ven, som viste sig at være ”trans”.
Da samfundet blev lukket ned under Covid gik det helt galt, og al hendes socialisering rykkede online.
Hun kom til psykolog. Hun meddelte os, at hun var nonbinær. På det tidspunkt var der nonbinære alle vegne i mediebilledet, og alle (inklusive min mand) irettesatte mig, når jeg fortalte, at jeg følte, at der var noget galt.
Jeg talte med både hendes psykolog og med en LGBT-rådgiver, som begge mente, at det var en fase: Hun var teenager og de eksperimenterer jo. Vi blev rådet til at bekræfte hendes nonbinær-identitet og omtale hende som ’de’ og ’dem’ i stedet for ’hun’ og ’hende’. Det prøvede jeg at forlige mig med.
Jeg søgte dog stadig råd og vejledning, men alle veje endte hos LGBT+ Danmark. Her grinte jeg lidt af deres ordbog med 72 køn, som var absurd i mine øjne. Jeg havde læst Judith Butler under mit studie, så som voksen kunne jeg godt gennemskue, at alle deres vejledninger og råd byggede på queer-teori1, selvom det blev præsenteret som almen viden.
Men for min 13-årige datter var det svært at forstå nuancerne i kønsspørgsmålet. Hendes lærere og psykologer begyndte at omtale hende som ’de’ og ’dem’, og vi fulgte trop og bestilte også en binder2 til hende. Men alligevel kortsluttede kommunikationen med os, og hun isolerede sig på sit værelse.
Jeg søgte videre på nettet efter mere viden om kønsidentitet, og opdagede en verden af ideologisk, queer-teoretisk materiale. På TikTok og Youtube flød det over med videoer af influencere, læger, psykologer og kendte mennesker, der alle talte om, hvor godt, modigt og livsbekræftende det var at være trans.
Der var især en meget kendt plastikkirurg, Dr. Sidhdh Gallagherer, som stolt fremviste sine patienter, der alle var unge piger og kvinder, som havde fået skåret deres bryster af, fordi de identificerede sig som trans eller nonbinær. En operation, de eufemistisk omtalte som top surgery, og ikke som hvad det var: mastektomi eller brystamputation.
Jeg er ret sikker på at min datter har være påvirket af enten hendes videoer eller nogle af hendes patienters.
Jeg stødte også på unge influencere, der delte deres trans-rejse med hormoner og operationer i jagten efter at blive deres ”autentiske selv”, og som samtidig leverede en masse ”viden”. En af dem var Jamie Dodger; en sympatisk og charmerende transmand (dvs. en kvinde der vil være en mand), der - i min optik – bare snakker en et øre af.
Som voksen og som ateist stejlede jeg på hans forklaringer om kønsidentitet, som enten var bundet op på magisk tænkning, idéen om en kønnet sjæl eller stereotype kønsroller.
Nu var jeg ikke en ung forvirret pige, men en voksen kvinde og mor, der selv har kæmpet imod kønsstereotyper, så jeg købte ikke de queer-teoretiske budskaber, og søgte videre.
I transmiljøet anses Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling, som en af de største fjender (hvis ikke den største), og alle vil fortælle dig, at hun er fuldstændig transfobisk og at du ikke skal lytte til hende. Men jeg læste hendes essay og hvad hun egentlig havde skrevet på Twitter, og jeg kunne ikke se nogen transfobi.
Faktisk var jeg enig i alt, hvad hun skrev.
Den største åbenbaring fik jeg dog, da jeg faldt over Lisa Littmann og det fænomen, som hun beskrev som ROGD, Rapid Onset Gender Dysphoria. Dér begyndte jeg at forstå min datters udvikling. Navnet kan oversættes til ”pludseligt opstået kønsdysfori”, og det beskriver et fænomen, hvor unge (især piger/kvinder) pludseligt udvikler kønsdysfori, ofte i puberteten uden tidligere tegn i barndommen, og ofte som et resultat af social smitte.
Det passede skræmmende præcist på vores datter.
I min søgen efter vejledning, har jeg været dybt skuffet over hvor farvet, LGBT+ Danmark, var og er i deres tilgang til køn og seksualitet. De er tavse når det kommer til ‘detransistioners’ (dvs. dem der fortryder deres kønsskifte) og ROGD.
Jeg er også skuffet over de danske medier. Der er et utal af programmer om transkønnede, men intet om ROGD, intet om dem der fortryder, og intet om social smitte.
DRs børnekanal, DR Ultra har f.eks. produceret en video, hvor en sød, ung kvinde udlægger kønsidentitet som et faktum og henviser forvirrede børn og unge til LGBT+ Danmark, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB) og Sex & Samfund – organisationer, som jeg anser som dybt ideologiske.
Fx skriver Sex og Samfund: ”Hvad betyder det at være transkønnet? Nogle mennesker er ikke og ønsker ikke at være det køn, som de har fået tildelt ved fødslen.” Og FSTB mener, at børn kan være trans, og at selv små børn er i stand til at ”vide”, at de er født i "den forkerte krop”.
Dette er queer-teoretiske påstande, og det ryster mig, at DR, der er 100 procent skattebetalt, henviser børn og unge til dem. Al det transkøns-materiale som DR producerer, ser jeg som statsstøttet queer-nudging.
Det samme ses hos LGBT+ Danmark, Sex og Samfund og FTSB som også alle modtager statsstøtte, men helt uden at vi som samfund stiller krav til evidensen og neutraliteten i deres arbejde.
Med offentlige midler støttes en informationsindsats, der giver børn, unge og os forældre indtrykket af, at kønsubehag skyldes, at man faktisk er "født i den forkerte krop" og at lykken venter på den anden side af et kønsskifte. Jeg synes, det er komplet uforsvarligt, når forskning peger på, at de fleste faktisk vil gro ud af deres kønsubehag og at der kan være tale om social smitte.
Selv kom vi omsider i familieterapi, hvor vores datter blev hjulpet til at sætte ord på sine følelser. Hun blev i denne periode også udredt og fik en autismediagnose, hvilket forklarede en hel del.
Men når vi prøvede at tale om køn stoppede al kommunikation. Hendes autisme gjorde det endnu sværere, fordi uenighed ofte opfattes som mangel på accept og had. Det har nok ikke hjulpet, at mange trans-influencere uden tøven fortæller, at ”hvis dine forældre ikke (blindt) accepterer din trans identitet, så hader de dig”. De runder den af med; ”Men vi er din familie nu - din glitterfamilie.”
Vores datter blev mere og mere opslugt af disse influencere. Hun fik det synligt værre; sov om dagen og var vågen om natten.
En dag meddelte hun os, at hun var en dreng.
Dér stoppede jeg med at bekræfte hende og bruge hendes ønskede pronominer. Min mand var også bekymret nu. Vi fortalte hende, at hun ikke ville få hormoner.
Min datter var vred hele tiden. Måske hun troede, at vi hadede hende. Hendes far og jeg gik rundt som på æggeskaller. Jeg vågnede ofte op med bankende hjerte og græd mig selv i søvn efter endnu en dag hvor hun talte om, hvordan hun ville have ”top surgery - snip snip!” og ville have hormoner.
Hun var blevet så forrået i sin karakter og opførte sig vanvittigt. Hun remsede de samme mantraer af, som jeg selv havde hørt hos de mange trans-influencere. Der var et helt manuskript og som den gode elev hun var, kunne hun det udenad.
Da jeg delte min bekymringer med hendes skole, stak de mig forvirret alligevel en brochure fra FSTB (hvor havde de overhovedet fået den fra?).
Når jeg henvendte mig til autismespecialister, kunne jeg se, at de brugte Normstomerne (en stærkt ideologisk forening der driver undervisningsforløb) til undervisning af seksualitet og kønsidentiet for autister, eller selv kommunikerede meget ideologisk.
Det var umuligt ikke at blive henvist til foreninger og organisationer, der ukritisk promoverede queer-teori i deres ’rådgivning’. Frustreret, og med en følelse af at være helt alene i verden, gik jeg online igen, og fandt endelig støtte i psykologen Sasha Ayad, organisationen Genspect og hos andre forældre, der var i samme situation som mig.
I løbet af de seneste par år har vi formået at holde kommunikationen åben med vores datter. Det er svært, når dit barn er havnet i en ’kult’ der kan nå hende både online og offline. I takt med at hun er blevet mere moden, har vi stille og roligt kunne dele flere af vores tanker om kønsidentitet.
Vi har set hende langsomt få det bedre med sit køn og sin krop. Og vi har håb for hendes fremtid, og at hun ikke længere vil ødelægge sin krop.
Men trans-identiteten er stadig en stor del af hendes liv og det bliver ikke nemt for hende at bryde med kropsmodificeringskulturen. Social transition er ikke en neutral handling uden konsekvenser.
Det ved jeg nu af erfaring, ikke kun af fornemmelse.
Derfor er det også grotesk, at LGBT+ Danmark presser på for at forbyde 'omvendelsesterapi mod transkønnede’, når de selv dyrker det på så højt et plan. De lærer jo selv børn og unge, som har det svært, at kønsskifte er muligt, og at deres ubehag kan forsvinde, hvis de ‘omvender’ sig til det andet køn.
De misbruger fuldstændig begrebet, og udnytter, at de fleste danskere kun er bekendt med den religiøse ‘terapi’ mod homoseksuelle og naturligvis er imod dette overgreb. Men de to ting er ikke det samme. Det er ikke ‘omvendelsesterapi’ at undersøge roden til et barns eller en ungs ‘kønsflugt’ eller at tilbyde gruppesamtaler eller terapi til dem, der har det svært med deres krop, og hjælpe dem med at slutte fred med deres naturlige krop - uden hormoner. Som forældre, behandlere og samfund skal vi kunne stille kritiske spørgsmål, når nogen ønsker at nedbryde deres biologiske køn, især når det inkluderer medicinsk behandling og kirurgi. Det er almindelig udredning.
Min datter er en af deres ofre og jeg tilgiver dem aldrig. Selv hvis hun undgår medicinsk behandling, har hun brugt sin ungdom på en ideologi, der intet godt har gjort for hende, og som jeg opfatter som dybt misogyn.
Som forælder betød det derfor også alverden, da Cass-rapporten blev udgivet i England sidste år. At høre en fagperson komme med noget så tungvejende og fagligt gennembearbejdet, og som siger det, vi hele tiden har tænkt og frygtet, har været en enorm lettelse. At se hvordan de danske medier og organisationer har ignoreret rapporten har til gengæld været en stor skuffelse. Men efterhånden er jeg stoppet med at forvente andet fra dem…
Skrevet af en mor på venstrefløjen.
Queer-teori er en akademisk og filosofisk tilgang, udsprunget af USA, hvor man mener, at køn er en social konstruktion. Dvs. En mand, der siger at han føler sig som en kvinde, er en kvinde, lige så vel som en kvinde.
En binder er en særlig stærk kompressions-undertrøje, der fladgør brysterne, så det ligner at man ikke har bryster. Pga. presset på brystkassen, kan den være hård mod vejrtrækningen, ribbenene, muskler, lungerne og ryggen, og den må derfor kun bruges 6-8 timer om dagen.