Dagen før festen: Kvinder under dobbeltbeskydning
På Kvindernes Kampdag, giver vi mikrofonen til kvinder, hvis stemmer sjældent er velkomne. De kæmper imod de dele af transbevægelsen, der koster for kvinder, børn og ytringsfrihed
I morgen, den 8. marts, er en festdag for feminister, men også en dag hvor tanker presser sig på om tilbageslagene for kvinders rettigheder. Rettighederne er skrevet i sand, og feminister ved, at der altid er grupper på udkik efter anledninger til at spule skriften i sandet væk.
Disse grupper har medvind. Et stærkt stigende antal yngre mænd bekender sig til højrefløjspartier, der ytrer, at ligestillingen er gået for vidt. Det er der stemmer i, og ikke blot fra unge. Samtidig skyder feminister sig selv i foden gennem flere års splittelser, der ødelægger venskaber og alliancer.
Årsagen til splittelsen er især spørgsmål om, hvorvidt mænd kan være kvinder, og om hvorvidt feminister skal prioritere kampen for transkønnede og andre minoritetsgrupper højere end kvindekampen. De kvinder, der siger ja til begge spørgsmål, har i et årti haft en stærk stemme i medier og politik hånd i hånd med translobbyisterne.
På Kvindernes Kampdag indleder Kvinderettigheder.dk en serie med kvinder i Danmark, der ikke er inde i varmen. Disse kvinder mener, at dele af transideologien kommer med en pris for kvinder, for sårbare teenagere – og især pigerne – samt for ytringsfriheden. Det er jo ikke blot religiøse mørkemænd, der kræver den frie tale indskrænket af hensyn til egne følelser.
I serien fortæller otte navngivne kvinder, hvorfor de finder deres kamp nødvendig. Blandt stemmerne er lesbiske, udskældte for ikke at inkludere mænd, der definerer sig som lesbiske kvinder eller lesbiske non-binære. En erhvervskvinde fortæller, at engagementet har kostet, men også at hun bag linjerne får tak for at vove at stå frem. En universitetsansat undrer sig over, hvorfor seksualitet udelukkes fra transdebatten, og hvorfor vi afkræves ikke at stole på vores øjne. Der er også fortællinger om chikane, udelukkelse og et nyt nødvendigt fællesskab. Endelig ses en advarsel fra en pioner i denne debat mod at falde ned i ”kaninhullet” og blive lige så besat og grov, som flere markante transaktivister er.
De første to af otte stemmer kommer i morgen. De sidste to på tirsdag. Men feminister har tidligere stået i en næsten lignende problemstilling, og det var i 70’erne. Den gang blev det at kæmpe blot for kvinder ildeset blandt venstrefløjens øvre middelklasse. ”Ingen kvindekamp uden klassekamp”, lød det. I dag lyder parolen, ”Ingen kvindekamp uden trans-kamp m.v.” – kampen skal være for alle, der ikke hører til i gruppen ”privilegerede, hvide mænd”. Medmindre altså, at disse ”identificerer sig” som kvinder.
70’ernes stærke kvindekamp blev ikke blot et plus, men efterlod også en vingeskudt bevægelse. Da den ydre venstrefløj tabte pusten, tabte rødstrømperne dobbelt. De mange års intolerance over for anderledes tænkende kostede, og en del mænd bar i årevis nag over, hvor rødstrømper havde skabt ravage i deres privatliv.
Denne gang har mænd intet i klemme. Heller ikke magtens mænd, der rask væk begunstiger de mænd, der ”føler sig som kvinder”. De feminister, der mener sig værende progressive, ser heller ingen tabere, tværtimod. Kvindesagen styrkes gennem inklusion af mænd i kategorien kvinder, lyder det, og budskabet har mødt velvilje på parnasset, men er det en vinderstrategi? Eller ender det med endnu en svækkelse af feminismen?
Find serien her:
