4/4: Trine Steen & Dorte Toft
"Kvindekampen skal tilbage til rødderne" - "Pas på ytringsfriheden og vær obs på farvede medier"
Trine Steen
Kvindekampen skal tilbage til rødderne, for vi svigter de udsatte kvinder
Mere end nogensinde i min levetid er vi nødt til at insistere på og tro på, at samtalen er nøglen til forandringer. Jeg er ligeglad med, hvad andre voksne mennesker identificerer sig som, og hvordan de ønsker at udleve det. Det er ikke mit ansvar, om de fortryder deres valg og må leve med konsekvenserne heraf. Dét, jeg føler et ansvar for, er kvinders vilkår og rettigheder, og det tror jeg ikke, vi varetager bedst ved at lade os opsluge af vrede over transbevægelsens konsekvenser.
Jeg ønsker en juridisk sondring mellem biologisk køn og kønsidentitet, så der også juridisk er forskel på kvinder og transkvinder. Kun på den måde kan vi beskytte kvinders rum og rettigheder fra invasion af transkvinder, altså mænd. Det er på tide at vi stopper parolerne og starter samtalerne, så vi kan komme tilbage til at tale om kvinder. For imens vi råber i kor, at der kun findes to køn, er helt grundlæggende beskyttelse af udsatte kvinder ved at glide ud af hænderne på os med tale om legalisering af kommercielt rugemoderskab og såkaldte ordnede forhold for prostituerede. Prisen for at få ret kan blive for høj.
Min holdning er en status efter mange års observation af transdebatten. Jeg har selv været en del af den siden 2017, efter jeg lod mig ekskludere fra den intersektionelle feminisme.
Privilegiefødekæden kostede for kvinder
Op igennem 2010'erne blev opdelingen af pro-trans feminister på den ene side og transkritiske feminister på den anden side mere og mere tydelig, fordi emnet omkring transkønnede kom til at fylde stadig mere. Transpersoner havde den brede befolknings opbakning, fordi man dengang endnu ikke havde set de identitetspolitiske eksempler, som får massernes almengyldige rationale om sund fornuft til at implodere.
I feminismen kom transpersoners vilkår til at fylde stadigt mere, og indpakket i det intersektionelle analyseapparat, stod det klart, at transpersoner lå nederst i privilegiefødekæden, og derfor skulle alle – inklusive kvinder – træde tilbage for den svageste gruppe. Der skete en omkalfatring af, hvad det vil sige at være den svage part, og det var ikke længere voldsudsatte kvinder eller kvinder i prostitution, men i stedet en meget lille gruppe mennesker med en anden kønsidentitet end deres biologiske køn, uagtet disse personers øvrige livsvilkår.
Den sproglige manipulation blev etableret, og enhver, der ikke kendte – og kender – det altid nyligt opdaterede lingo for transinkluderende, er således transfobisk. Sproget bliver det redskab, hvormed man kan opretholde den nødvendige fælles fjende.
Formålet med Proletarprinsessen
Selv mærkede jeg det som et ubehag, som når man skal sende en pil af sted mod en skydeskive, men har mistet synet. De første mange gange jeg blev ”kaldt ud” for at være transfob undskyldte jeg, lagde mig fladt ned og lovede at gøre mig mere umage. Samtidig havde jeg min nu hedengangne feministiske facebookside, Proletarprinsessen, hvor mit mål var at skrive om feminisme i et sprog alle kunne forstå, og med udsatte kvinder som hovedfokus.
Det giver sig selv, at det var en giftig cocktail, fordi der internt i det intersektionelle miljø var en prætentiøs konsensus om, at et hovedfokus på udsatte kvinder i et hverdagssprog i sig selv var transfobi, da det ikke tager hensyn til selvpåførte identiteter, men reelle livsvilkår.
Hvad ubehaget præcist var rettet imod, opdagede jeg i mere private samtaler med intersektionelle feminister, som bag lukkede døre og under et begrænset antal af øjne erklærede, at transkvinder er mænd, at transkvinders krav var udtryk for mandlig socialisering, at fokus på transkvinder i feminismen i sin grundessens er kvindefjendsk. Jeg var enig og lettet og havde en, i retrospekt, ekstremt blåøjet tro på, at nu ville vi kollektivt sige fra og flytte aktivismen tilbage på kvindekønnet.
Ulige krav
Dér tog jeg fejl. Min forvirring var total, da det gik op for mig, at der var to færdigpakkede sæt af argumenter til transemnet i feminismen. Dét der blev ytret i lukkede rum, og dét der blev ytret i offentlige rum. Samtidig oplevede jeg, hvordan der blandt de intersektionelle blev stillet høje krav til modstandernes metoder i debatten, hvor begreber som had og herskerteknikker gled rundt, som var de biler med sommerdæk på motorvejen den første vintermorgen, imens kravene til egen praksis var helt andre. Løgne om trusler der ikke kunne dokumenteres, pizzastorme til en intetanende fjende, eller indsamlinger til hvem end der havde vundet ugens interne stakkelsbingo, og penge flød ind til universitetsstuderende kønsdiverse i forældrebetalte lejligheder, fra enlige mødre på kontanthjælp og kronisk syge. Noget var helt off.
Jeg forsøgte, og det erkender jeg, ret udiplomatisk at rette kritikken internt, men da jeg lå relativt lavt i det med nordkoreansk præcision indrettede hierarki, så lykkedes det ikke. Derfor rettede jeg kritikken offentligt på Proletarprinsessen og underskrev ved samme lejlighed min egen dødsdom som intersektionel, hvilket var overlagt, men ikke uden rysten og bæven.
Herefter fulgte en periode med hadbeskeder fra intersektionelle feminister – både kvinder og mænd, da den fløj både dengang og i dag lever i den vildfarelse, at mænd kan være feminister. Der blev ikke sparet på de kønnede skældsord mod mig eller trusler som både var subtile og åbne.
Samtidig blev jeg indlemmet i den, dengang, meget lille danske fløj af transkritiske feminister, og jeg tror ikke det er for meget sagt, at jeg oplevede en slags afradikalisering i de efterfølgende måneder.
Afradikalisering med plads til uenighed
Det var en meget lærerig periode, som satte spot på alle de ting, som havde vakt mit ubehag tidligere. Tonen var fri og der var plads til uenighed, men de grundlæggende feministiske holdninger var de samme på tværs af interne sympatier og antipartier.
Der gik ikke længe før transaktivisterne fik øje på os i debatterne, og vi blev stemplet som transfober og TERFs, ligesom flere blev listet på Shinigami Eyes – en browser-app, der med farvelægning af ens navn fortæller transfolket om man er fjende eller ven. Fjendebilledet var totalt, og allerede der burde jeg have set, hvad der ventede i de kommende år, og som udfolder sig netop nu.
Det er nemlig min klare opfattelse, at os transkritiske feminister er blevet alt det, som vi ikke ville være – præcis som de intersektionelle blev alt det, de kritiserede. Jeg ved ikke, om det er muligt for nogen isme, ideologi eller bevægelse at blive ved rødderne og aldrig miste sammenhængen mellem værdier og handlinger, i så fald mangler vi stadig at se det.
De sidste par år har den transkritiske fløj fået vind i sejlene. Absurde eksempler på transinklusion i Danmark har vist sig, og det skaber modstand i befolkningen. Det står efterhånden bøjet i neon, hvilket blålys transinklusionen er, og hvilke konsekvenser det har for kvinder. Især transkvinder i sport kan vække massernes harme, imens det måske kræver et lidt mere grundigt kendskab til vold mod kvinder for at forstå, hvorfor også kvindekrisecentre ikke skal invaderes af trans.
Ingen ser længere ud til at underkaste sig den sociale kontrol, der ligger i at blive kaldt transfobisk. Man skal have levet under en sten, for ikke at have opdaget, at seksualitet og kønsidentitet er to helt forskellige størrelser og hvilket fravær af mening, det giver, at tale om LGBT+ som én sammensmeltet dagsorden.
Tilsynet med den indre svinehund
Jeg forstår vreden, som folk føler, jeg forstår provokationen over den manglende logik i transideologiens verdenssyn, og jeg forstår, om nogen, behovet for at beskytte kvinder. Jeg ser desværre bare at fjendebillederne vokser, og at sagen bliver så altoverskyggende, at flere mister proportionssansen.
Transideologien har i årevis forsøgt at iscenesætte kritik som rendyrket had for at minimere kritikken mest muligt og gøre argumenterne imod dem ugyldige. Det har vi været gode til at se igennem og undlade at blive påvirkede af. Vi lever i ekstreme tider, og det kræver et nøgternt tilsyn med sin egen indre svinehund ikke at lade sig depravere og opsluge af ekstremiteterne.
Det synes jeg ikke lykkes for alle på den transkritiske fløj. Hadet vokser i sprækkerne af transkritikken, når den ikke rettes ud fra en feministisk analyse, men bliver blandet med både kritik fra den etablerede højrefløj, og fra helt yderliggående sølvpapirshatte som tabt balancen imellem virkelighed og propaganda. Som feminist kan man ikke alliere sig med kvindehadere i kampen mod transideologien uden at tabe.
Trine Steen er højskolelærer
Dorte Toft
Pas på ytringsfriheden og vær obs på farvede medier
Kampen for fri abort skubbede mig over i journalistikken, og det er også kvindesag jeg takker af med som journalist. For tiden gælder det trans-problematikken – et emne, der ikke er stuerent i såkaldt progressive kredse, men pyt. Fremtidigt? Andet trænger sig også på.
Men jeg skriver, fordi jeg skylder. Jeg skylder fortidens stærke kvinder, der tog de allerværste tæv. Jeg skylder min utraditionelle mor, der mistrivedes voldsomt i den traditionelle kønsrolle. Jeg skylder kvinder, der svigtes af systemet, og jeg skylder unge generationer at forsætte med at være besværlig, når der er kræfter, der svækker pigers og kvinders levevilkår.
Brokrøv på kvinders vegne har jeg altid været, men jeg gik først offentligt i starten af 70’erne. Det skete efter en aften, hvor Kristeligt Folkeparti i en valgudsendelse deklamerede, at partiet ville samarbejde med ”ethvert parti, der gik imod fri abort”. Altså en beskidt handel i porten om kvindekroppen.
Jeg skrev om natten mit allerførste indlæg til en avis. Min vrede bundede i kendskab til kvinder ”der var kommet galt afsted”, men vreden bundede også i, at jeg i ung alder var gået så meget over tiden, at jeg blev rædselsslagen.
I det seneste tiår har min kamp især vedrørt betændte samværssager, voldtægter og nu transaktivismen. Samme mønster udfolder sig. Systemet, inklusive medier, lytter ofte mere til mænds ord, også om følelser, end til kvinders. De involverede mænd og deres støtter har et vist held med at gøre kvinder tyste via trusler om injuriesager, politianmeldelser og pressenævnssager. Og der sker grove forsøg på karaktermord af kvinderne og deres støtter.
Politisk opmærksomhed på mænds følelser
Mænds følelser kan også tælle mest politisk. Senest gik Christiansborg fra snøvsen, da såkaldt ”forældrefremmedgørelse” blev en del af familieloven efter års pression fra lobbyorganisationer for bitre fædre. Erfaringer fra udlandet viser ellers, at det tågede begreb misbruges og især til at svække moderen i samværssager. Translobbyisterne i Danmark får nok også held med deres pressen på at få skærpet hadtalelove af hensyn til transkønnede, selvom erfaringer fra lande som Skotland og Tyskland viser, at døren åbnes for yderligere misbrug af loven til chikane af kritiske kvinder. Reduceres ytringsfriheden yderligere herhjemme, kommer jeg nok til at afsone en bøde eller to i brummen.
Den dagligdags chikane af kritikere vil selvfølgelig fortsætte, og som det fremgår af denne serie kører transideologernes nål i samme rille med stempling af personen, der ikke makker ret, som neonazist, transfob, terf, fascist og meget andet. Aktivister, der mener sig at være intellektuelle, foretrækker dog denne dovne standard: ”Tænk, at hun vil dø på den bakke, hende, man en gang kunne respektere som en dygtig …”.
Mediers holdninger markerer sig i prioriteringerne. I flere år gik vinklingen allermest på, at for enden af kønsskiftet venter lykken for unge med kønsubehag. Omsorgen for voksne transkvinder, altså mænd, var stor, mens kritiske kvinder ikke blev hørt.
Da jeg i selv 2020 havde min første transrelaterede artikel i en avis, i Politiken, handlede den om fjernelsen af ord som kvinde og mor i sproget. En måned efter gav avisen kronikpladsen til en ung transaktivist, der havde to hovedbudskaber:
”Personer med livmoder” repræsenterede ”klar” kommunikation over for borgerne, idet mænd og non-binære kan have livmoder.
Om mig, gamle væsen, hævdede aktivisten, at jeg er bange for at få taget min kvindelighed fra mig. Vi var en del, der midt i skralderlatteren spekulerede over, om kronikredaktøren havde drukket af natpotten eller om avisen bare var enig.
Men der gribes til tolkninger og løgne, der er russiske troll-fabrikker værdige. I en avis blev fx antydet, jeg ikke under transkønnede at være glade. Jeg er også beskyldt for at opdigte kilder.
Men man vænnes. Intet nyt under solen. Som kritisk journalist er det business as usual at blive mistænkeliggjort af dem, der vil have en til at ophøre med at dække en sag – til at holde kæft. Som journalist - og som borger - bør man imidlertid bekymres over forsøgene på at kneble folk, hvad motivet end er.
Nødvendig ny gruppe
De veletablerede danske kvindeorganisationer bekymrer sig tilsyneladende ikke. De mener fortsat, at en transkvinde, altså en mand, er en kvinde – og tilmed mere udsat end udsatte kvinder. De reagerer heller ikke på, at teenagepiger udgør 65-75 procent af de hundredevis af unge, der vil medicineres og snittes væk fra deres køn.
Derfor blev det nødvendigt, at få skabt en ny stemme på kvindekønnets vegne, og derfor blev gruppen Kvinderettigheder.dk oprettet med eget medie og nyhedsbrev.
Men det lysner, hvad angår andres involvering i problematikkerne. Nogle medier har påbegyndt en nuanceret dækning, og senest har børnelægernes organisation og børnepsykiaternes kritiseret Sundhedsstyrelsens udkast til kønsskiftebehandling af børn og unge. Styrelsen og dens rådgivere har det vist tungt med ny viden, der går mod trans-etablissementets.
Dorte Toft er journalist og forfatter
Tidligere i serien:
